Hej brevkasse.
Jeg har forældre og en opvækst hvor der har været misbrug af alkohol, men primært af anden dysfunktion. vold, ekstrem perfektionism, skam m.m. Jeg er der nu hvor jeg har et behov for at udtrykke alt det der aldrig var plads til som f.eks. at sige fra overfor deres krænkelser og at give udtryk for hvor ked af det jeg har været over deres adfærd og handlinger. Men jeg er bange for at jeg begår en fejl ved at skrive til dem.Jeg tror mest jeg er bange fordi jeg går i et 12-trinsfællesskab der hedder Anonyme voksne børn. i disse fælleskaber er der meget fokus på at holde sig til ens egne handlinger og adfærd. Men samtidig har jeg et stort behov for at sige at deres adfærd ikk er ok…også fordi de fortsætter med at give mig skylden for at det var som drt var. Jeg føler jeg har været skraldespand for al deres lort og de fortsætter med at tale ned til mig. Men jeg har fået nok. Gider det ikke mere. De er skilt men jeg skal ik være sammen med nogle af dem…orker det ikke. men kommer til at savne at se min dejlige kiece på knap 2 år. Spørgsmålet i sin kerne til jer er; er det en god idé udfra jeres erfaringer atcskrive og sende sådan et brev til dem hvor jeg udtrykker mine følelser om hvordan det var og stadig er? Tror ik det er tilstrækkeligt for mig bare at skrive det og læse det op for en terapeut. Hvad tænker i? kh Martin
Svar:
Hej Martin
Jeg vil svare så godt jeg kan. Ud fra en ‘terapeutisk’ betragtning er der ikke noget enkelt svar på, om det er rigtigt eller forkert at sende sådan et brev. Selvom de hos anonyme voksne børn synes, at man skal holde sig til sig selv, kan det fint være det rigtige for dig at få udtrykt, hvor du står. Måske bare for at så er det gjort. Nogle vil sige, at det mest fair over for dem er at sige, hvor du står. Så har de fået en chance. Og du kan sige, du har prøvet.
Det, der er det vigtige, er at du overvejer nøje, hvad du vil have ud af det og hvordan det vil påvirke dig. Gennemtænker alle konsekvenserne. Den værste er formentlig, at du nok engang får en afvisning og får at vide, at det er dig, det er galt med. Med andre ord skal du forvente, at brevet ikke åbner deres øjne eller ændrer noget hos dem, men derimod tjener det ene formål, at du får talt ud. Du skal kunne leve med tanken om, at de har brevet. Det kan være svært, fordi man gør sig sårbar i sådan et brev. Man skal være klar til at stå op for sig selv og sige: “Uanset at I er uenige, så står det jeg har skrevet ved magt, det er sådan, jeg har oplevet det, sådan, det har været for mig”.
Det er helt efter bogen, at det vil vække nogle af de reaktioner, du ellers har haft på det, du har været udsat for.
Helt praktisk synes jeg, du skal prøve at skrive det brev. Give den fuld gas. Arbejde med det. Skrive om og skrive til. Gennemleve de følelser, der følger med. Måske bruge en terapeut i processen. Og først til sidst tage beslutning om det skal afsted.
I arbejdet med brevet er det et godt fif at holde tingene på egen banehalvdel – det vil sige at skrive ‘jeg har oplevet det sådan og sådan’ fremfor ‘I har gjort sådan og sådan’. Ingen kan nemlig anfægte, hvordan du har oplevet det. Det vækker mindre forsvar.
Jeg vil gerne anerkende dit mod og din lyst til at gå ind i det. Jeg synes, det er meget fair, at man meddeler sig til andre om, hvor man står. Også selvom det ikke ændrer noget i deres opfattelse på sigt. Men du skal være forberedt og måske søge støtte hos mennesker, der kender dig og bakker dig op.
Det er mine tanker. Jeg håber du kan bruge dem.
Christina, TUBA