Til TUBAs brevkasse
Jeg har brudt med min familie for nogle år tilbage pga. min far har gjort incest lignende ting ved mig som barn. Disse overgreb fortsatte verbalt indtil jeg afbrød kontakten med min famlie – da var jeg ca 25 år. De har siden da kontakte mig per mail og brev, hvor de skriver de savner mig og vil se mig igen. Min far benægter alt hvad jeg fortæller han har gjort, eller siger han ikke kan huske det. Når jeg så siger, at det har han gjort, selv om han ikke kan huske det, så benægter han og siger jeg er syg i hovedet.
Min storesøster og mor tror mig ikke. De mener begge jeg må have opfattet tingene forkert, og der selvfølgelig ikke har været noget seksuelt indblandet. De ting har eksempelvis har gjort er beføling mellem benene og tungekys samt ville tage nøgen billeder af os (min søster og jeg) som små. For mig er det helt klart en overskridelse af nogle grænser mellem forældre og barn som er blevet overtrådt.
Jeg ønsker ingen kontakt med dem før min far indrømmer det han har gjort og giver en undskyldning. Han har undskyldt, hvis han har overtrådt mine grænser, og det var selvfølgelig ikke meningen. Men for mig er det ingen undskyldning, da han jo ikke indrømmer de ting han har gjort, kun hvis JEG har opfattet det sådan.
Nu sidder jeg så her lillejuleaften og er igen blevet kontaktet af min familie, der skriver de savner mig. Jeg savner også dem, men kan ikke se hvordan jeg skal kunne genoptage kontakten med dem, når min far benægter og min søster og mor mener jeg lyver. De har gjort mig til syndebuk, og vil ikke tage ansvar for deres handlinger. Jeg har snakket med flere psykoler og de mener alle det er godt jeg har brudt med min famlilie, da de nok aldrig vil tage ansvaret på sig.
Jeg er dog begyndt at blive i tvivl om hvorvidt jeg mon kunne genoptage kontakten med dem og så lade så lade være med at snakke om “det”. Jeg er dog bange for at det vil knække mig på en aller anden måde, da jeg ikke kan holde ud alle de fortielser og løgne, og blot ligge dem under gulvtæppet.
Det blev en længere mail, men håber da jeg på respons.
Svar:
Kære du
Tak for dit brev. Sikke en svær situation, du står i. Jeg vil fuldt ud anerkende dine skridt i forhold til at tage afstand til overgreb, fortielser, benægtelser og stå ved dig selv og det du har oplevet. Stor respekt. Jeg ved, at den slags beslutninger er født ud af dyb smerte. Du har lov at lægge afstand, du har lov ikke at købe ind på at det er dig, det er galt med.
Jeg ved også, at det er almindeligt at blive anfægtet. Vi hører til vores familie rent biologisk, og beslutningen om afstand er altid svær at få fred med. Den føles naturstridig for de fleste.
Først og fremmest skal du overveje med dig selv, hvad det er der giver dig lyst til at se dem. Er det en længsel i dig? Er det pres fra dem? Noget tredje? Altså, hvad er dine gode grunde til at ville se dem? Har du gode grunde? Kan det blive til noget godt for dig? Har du energi og ‘råd til’ at rippe op i det – jeg fornemmer, at du har en eller anden form for ro nu?
Min erfaring er, at man rent praktisk kan gå til det på flere måder:
Man kan vælge at fastholde afstanden og holde perioder med anfægtelse ud. Sige til sig selv: “Det er en del af min situation, at jeg undertiden bliver anfægtet. De perioder må jeg stå igennem. Det er ikke det samme som at jeg skal overveje at genoptage kontakten”. Og holde ud, til anfægtelsen måske driver over.
Du kan også vælge at begynde at eksperimentere med at have kontakt. Det kan du gøre ved fx at melde ud til din familie at din holdning er den samme, men at du vil prøve at besøge dem og se, om det duer for dig. Aflægge dem et kort besøg, gerne med nogle faste rammer, eller mødes på en cafe i byen, hvor det er mere neutral grund. Have folk i baghånden, den kan tage sig af dig og tale det igennem bagefter. Eller måske møde op til en familiefest, hvor der er mange andre og se om du kan holde ud at være ‘i omegnen’ af dem. Bagefter skal du se hvad det gør ved dig. Hvis det vælter dig, duer det ikke. Hvis du fornemmer, at det kan gå an, og at du har eller kan få en eller anden form for gevinst ved det, kan du måske prøve igen. Det vigtige er, at du ikke lover mere, end du kan holde. At du tager små skridt. Og at du selvfølgelig observerer, hvordan du bliver behandlet. Det skal være godt for dig – det lyder, som om du har betalt rigeligt i relationen til din familie.
Man kan gå mere drastisk til værks og forsøge at få en mægling i stand. Det vil kræve mange ressourcer og muligvis ikke føre nogen steder hen, men muligheden skal nævnes.
Uanset hvad du gør eller ikke gør, skal du forvente at det vil påvirke dig. Det er mere hvor meget og hvordan. Det lyder ikke, som om din familie har været i stand til at sætte sig ind i, hvad du har gennemlevet. Det kan de formentlig stadig ikke. Så det at have kontakt med dem, vil kræve af dig, at du kan bære i dig selv, at det, du oplever og har gennemlevet, ikke er til diskussion. Det kræver stor personlig styrke. Ikke alle har eller skal have den styrke.
Jeg håber, du kan finde en vej med det, som er god for dig. I min verden er det ikke et nederlag, hvis du ikke skal have kontakt.
Det var mine tanker om det, jeg håber de er brugbare for dig.
Godt nytår
Christina, TUBA