Mit spørgsmål er nok lidt i forlængelse af det “hvordan lader jeg kæresten få sin distance uden at gå helt bananas?” eller rettere sagt svaret på dette spørgsmål.
Jeg har en rigtig dejlig kæreste, forfølger mine drømme og burde være lykkelig…alligevel har jeg aldrig nogensinde i mit liv før været så trist og ulykkelig og bange for at miste. Jeg ved det hele bunder i angsten om at miste, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre?! Og endda på trods af det gode svar, til ovennævnte spørgsmål.
Jeg har været sammen med min kæreste 1 1/2 år. Vi boede sammen i nogle måneder i foråret, bare for at prøve det. Med den viden om jeg flyttede 4 måneder efter for at få et job, som jeg havde drømt om, siden jeg var barn.
Jeg havde bare aldrig drømt om at det ville blive så hårdt at undvære et andet menneske. Jeg har altid været overbevist om at jeg kunne klare mig bedre alene og har altid beskyttet mig selv ved ikke, at have kærester og vise følelser. Jeg har aldrig grædt foran nogen, indtil for få år tilbage, og nu græder jeg meget tit, især overfor min kæreste.
Jeg går konstant med en tomhed inden i mig og føler mig meget frustreret hele tiden. Jeg har hele tiden rigtig mange tanker. Den ene dumme tanke, vokser til en ny dum tanke osv. osv. Og alle handler om at jeg mister min kæreste, og han ikke vil mig. Tanker som jeg aldrig troede jeg kunne tænke, og som vækker følelser som jeg ikke troede jeg ville føle, og tanker som får mig til at føle mig, som en dårlig kæreste. Jeg tror det bunder i at jeg går med et kæmpe savn, et savn, som jeg måske ikke helt føler er gengældt. Jeg ved godt min kæreste rigtig gerne vil mig, og inderst inde ved jeg godt han elsker mig… Men jeg ved også at han nyder at bo alene, selvom jeg faktisk gerne ville flytte tilbage for ikke at ofre vores forhold (det skal lige siges det er et lang-distance-forhold). Han synes det er rart at kunne være alene og være ung og vil ikke bo sammen igen foreløbig. På mange måder er jeg også enig i, at man ikke skal forhaste sig, jeg er kun 25, men alligevel gør den viden ondt. Fordi det føles som om jeg ikke er vigtigst og det føles, som om der er flere og flere ting jeg ikke får lov at være en del af. Er jo selvfølgelig også naturligt til dels, fordi vi bor langt fra hinanden.
Men jeg kæmper nok allermest med at kunne acceptere, at nu jeg endelig har lukket en anden person ind i mit liv, hvorfor føler jeg mig så mere alene end nogensinde før? Jeg kunne ikke være mere lykkelig og mere ulykkelig på samme tid.
Jeg burde jo være lykkelig, fordi jeg har jo faktisk mange gode ting i mit liv, i stedet skubber mine tanker det væk, fordi jeg er så bange for at miste det og blive såret…
Hvad kan jeg gøre for at blive rigtig glad og acceptere det faktisk er godt?
Svar:
Hej.
Tak for din mail.
Jeg kan læse i din mail, at der sker rigtig meget for dig for tiden. Alle de følelser, som du for tiden oplever, er såvel dejlige som meget anstrengende. Efter at have klaret dig selv i årevis, oplever du, hvordan det er at knytte dig til et andet menneske.
Det er meget stort.
Det opleves meget voldsomt.
Det er også meget nyt for dig.
Det første jeg har lyst til at fortælle dig er, at denne anstrengende oplevelse er et tegn på, at du er på rette spor. Hvor din psyke/sjæl ikke tidligere har tilladt dig at knytte dig til andre, nu vurderer sjælen, at du er stærk nok til dette. Hvis ikke sjælen vurderede dette, så ville du nok ikke knytte dig.
Der er typisk stærke kræfter på spil, når man knytter sig følelsesmæssigt til et andet menneske. Der er også en masse biologi knyttet til det, at man finder sig en mage. Man må have respekt for tilknytningens stærke og ofte primitive kræfter. Det er ikke noget, som du kan skrue op og ned for med din vilje. Tilknytningens stærke kræfter er tydeligvis nye for dig og det virker til, at det kommer bag på dig.
Prøv at tænke på følgende: Unge teenagere fra ikke misbrugsfamilier kan blive vildt forelskede. Forelskelsens følelser kan være meget store for dem. Hvorfor det? Fordi det at knytte sig en stor ting og fordi det er en ny følelse. Selv om du er 25, så er du – hvad angår kærlighedsfølelserne, uerfaren som den unge teenager. Ligesom man skal være ekstra tålmodig med unge forelskede teenagere, så skal du være ekstra tålmodig overfor dig selv. Du skal lære denne nye situation at kende. Der er ikke noget mærkeligt i, at du har svært ved at undvære din kæreste.
Du spørger hvorfor du føler dig mere alene end nogensinde før? Dette er sandsynligvis fordi man føler sig ofte mest ensom, når der er andre, som man gerne vil være sammen med. Når der ikke er nogen, man gerne vil være sammen med, så føler man sig ikke så ensom. Ensomheden er ofte værst, når samværet opleves at ligge lige for (eller meget tæt på). Ensomheden opleves ofte mindre, når samværet med andre virker uopnåeligt, for så indstiller man sig så på denne situation. Din ensomhed er sandsynligvis meget stor, fordi du nu ved at samvær er muligt. Du kunne bare tage over til ham.
Du skriver, at du burde være lykkelig. Men jeg synes, det er klart, at du på en gang er lykkelig over jeres forhold, og samtidig er ulykkelig over, at I ikke bare kan være sammen. Det er trist og noget lort at det gode job og den dejlige kæreste ikke befinder sig i samme by. Det må være møgirriterende og en stor belastning!
Du skriver nogle meget ”fornuftige ting”, om at ”man ikke skal forhaste sig” osv. Men når man har det som en forelsket teenager indeni, så selv om man har en masse ”fornuftige tanker”, så har man det bare anderledes indeni.Forelskede teenagere bliver ofte meget frustrerede over deres forældre, der siger alle mulige fornuftige ting til dem, ligesom de ting, du siger til dig selv. For når man er forelskede og knytter sig for første gang, så er følelserne bare meget store, og alt muligt fornuft kan virke meget ligegyldigt.
Men ligesom andre ting her i livet, så er det at være knyttet til et andet menneske noget, man med tiden kan lære at håndtere. De fleste plejer ikke at blive ved med at have det som forelskede teenagere resten af deres dage. Kærligheden bliver ofte mere stille og rolig med tiden. De meget store følelser hører typisk til bestemte tider i livet. Hvis man passer godt sammen, så finder man typisk måder at håndtere livets udfordringer sammen på som par.
Når du så spørger – Hvad kan jeg gøre for at blive rigtig glad og acceptere, at det faktisk er godt?
Så er mit svar. Der er tydeligvis meget godt i jeres forhold. Men kærligheden er også besværlig. Det er besværligt, at din kæreste bor så langt væk fra dit arbejde. Det er også krævende at rumme tilknytningens mange stærke følelser. Kærlighed er ofte både godt og besværligt. Det betyder ikke at der er noget i vejen med den. Sådan er den bare.
Mit råd til dig er – at være ekstra sød ved dig selv. Du er ved at vænne dig til noget nyt og spændende og dejligt og besværligt, som livet har at byde på.
Jeg håber mit svar hjælper dig videre.
hilsner fra Thomas, TUBA.