Hej
Jeg er vokset op med en mor der var alkoholmisbruger og hun var også misbruger da hun ventede mig. Hendes misbrug har haft mange konsekvenser for mig.
Den største konsekvens er nok at familie og skolekammerater har fravalgt mig. Jeg er i dag en voksen kvinde i min bedste alder og har været igang med at få samling på familie og gamle skolekammerater. De lyder vældig glade når de hører fra mig, men jeg hører så aldrig mere fra dem og når jeg kontakter dem igen, svarer de ikke tilbage. Det har fået mig til lidt at opgive.
Jeg har nu tilfældigvis fundet frem til nogle flere familiemedlemmer og har kontaktet dem og vi har da også samme dag skrevet lidt frem og tilbage.
De har skrevet at de vil kontakte mig senere igen, men jeg sidder nu og er ked af det og med en følelse af at det gør de alligevel ikke.
Det er som om både familie og gamle skolekammerater kun husker mig for min mors misbrug og dømmer mig for det.
Hvorfor bliver jeg dømt for noget min mor har gjort?
Jeg har da ingen skyld i at hun havde et misbrug.
Nogen gange har jeg bare lyst til at trække dynen over hovedet og aldrig mere komme frem.
Svar:
Tak for din mail.
Når du skriver, at det er ”som om både familie og gamle skolekammerater kun husker mig for min mors misbrug og dømmer mig for det,” får jeg lyst til at komme med nogle kommentarer.
Måske er noget at det, du skriver her rigtigt, men noget er måske også lidt forkert.
Lad os starte med det, der nok er rigtigt.
Hvis din mors misbrug har fyldt meget under din barndom, også for dine skolekammerater og andre familiemedlemmer, så kan det være helt rigtigt, at de ikke husker dig. Måske har din mors misbrug kastet en skygge over dig, så skolekammerater og familie ikke har kunnet få øje på dig. Det er almindeligt, at misbrug tager fokus fra børnene i familien og børnene derigennem bliver usynlige. Der er sikkert mange fra familier med alkoholproblemer, der kan nikke genkendende til det, at misbruget har gjort dem usynlige, eller til det, at de har fundet det nødvendigt at gøre sig usynlige for at klare et liv med en forælder, der drikker. Så det er forståeligt (men sikkert frustrerende), at du ikke rigtig er blevet husket, og du stadig mærker konsekvenserne af dette.
Det er dog sandsynligvis lidt forkert, når du skriver at dine skolekammerater og familie dømmer dig. Godt nok, mærker du stadig konsekvenserne af din mors misbrug, men de dømmer dig sandsynligvis ikke personligt. Hvis de skal dømme dig, så skal de også kende dig, og det gør de tilsyneladende ikke. Jeg kunne dog forestille mig, at nogle har svært ved at møde dig i dag, fordi det minder dem om, da de så dig, da du var barn. Jeg kunne forestille mig at mange ikke rigtig ved hvordan de skal forholde sig i dag til dig, ligesom de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til dig den gang.
Nogle har måske haft (og stadig har) ondt af dig, men vidste du ikke kunne bruge det til noget.
Nogle har sikkert følt sig afmægtige, men anede ikke hvordan de skulle hjælpe dig eller måske turde de ikke hjælpe dig eller være der for dig.
Nogle er sikkert blevet ked af, at se at du havde det så svært, men kunne og kan ikke finde ud af at sige det til dig.
Nogle har måske været vrede over at se hvad du var udsat for, men de har ikke vidst havde de skulle stille op med vreden, og måske har de endda ladt det gå ud over dig.
Mange føler sig sikkert skyldige over, at de ikke gjorde mere for dig, og de ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med deres skyldfølelser.
Som du kan se, så tvivler jeg på, at andre dømmer dig. Jeg tror snarere at mange ikke rigtig ved hvordan de skal håndtere mødet med dig. Det er noget helt andet.
Som du skriver ”Jeg har da ingen skyld i at hun havde et misbrug.”. Det har du fuldstændig ret i. Det er dejligt at høre, at du er så klar over, at det er sådan. For mange, der er vokset op i familier med alkoholproblemer, tager det langt tid, inden de når den erkendelse, at misbruget ikke er deres skyld.
Men det er ikke sikkert at andre er ligeså afklaret om deres skyld/ansvar i forhold til din situation, da du var barn, som du er. Som jeg har sagt, jeg tror ikke de andre dømmer dig, jeg tror de synes det er svært at møde dig, for så bliver de konfronteret med alle mulige svære følelser.
Så skriver du ”Nogen gange har jeg bare lyst til at trække dynen over hovedet og aldrig mere komme frem.” Jeg føler virkelig med mig. Det må være enormt belastende, at blive mødt på den måde, du bliver mødt på. Først har du skulle håndtere situationen omkring din mor, og selv komme videre, og så opdager du at mange omkring dig holder dig faktisk tilbage i din udvikling.
Jeg har alligevel lidt råd til dig.
1) Husk at mennesker fra din fortid ikke dømmer dig personligt. De roder sandsynligvis bare rundt i en masse gamle følelser, som det at have set dig som barn, vækker i dem.
2) Hjælp dem lidt med at få fortiden på plads. Det har du sikkert meget mere erfaring i end dem. Den bedste måde du kan gøre dette på er at vise, at du er kommet videre med dit liv. Vis dem den dig, du er i dag, nu hvor du ikke lever i din mors skygge. Fortæl dem, at du synes det var træls at leve i din mors skygge, men begræns den tid du taler om den tid. Ellers kommer fortiden til at fylde det hele, og så bliver det som om fortiden aldrig ender. Husk at tale om de ting, du synes er spændende, de ting, der er gode i dit liv nu, det du gerne vil have skal fylde i dit liv nu og fremover. Du må hjertens gerne tal om fortiden, og har sikkert brug for det fra tid til anden, men lade fortiden ikke fylde det hele. Hvis andre bliver ved med at tale om fortiden, afbryd dem, og sig du vil hellere tale om noget andet, og hvis de ikke vil stoppe, find nogle andre at tale med.
3) Mange mennesker synes andre menneskers elendighed er fascinerende. Tænk bare på alle de aviser og ugeblade, der sælges, der fortæller historier om folks elendigheder. Med din baggrund kan du meget nemt komme til at blive en trist historie, som tiltrækker folks opmærksomhed. Det er ikke spor sjovt. Sådanne historier hænger nemt fast ved en. Hvis du skal af med den historie. Så skal du fortælle en anden historie om dig selv. Prøv for eksempel at fortælle historien om pigen, hvis mor drak, men der alligevel kæmpede og fik sig et godt liv. Det er en historie om en pige, der blev træt af sin mors misbrug og hellere vil bruge sine kræfter på at få et godt liv selv, og på det gode i hendes liv. Det er en meget bedre historie. Prøv at være opmærksom på hvilken historie, du fortæller andre om dig. Hvis en gammel historie hænger fast i en, så skal en ny historie ofte gentages en del gange før den accepteres.
Jeg håber mit svar hjælper dig på din vej.
Mange hilsner fra
Thomas, TUBA.