Hej Tuba.
Jeg står i et dilemma lige nu, jeg står med det svære valg med og vælge min far fra pga. alkoholen. Jeg bliver mere og mere sur på ham, og får det svære og svære med at acceptere at han drikker. Lige nu har min farmor fået konstateret kræft og han kan intet finde ud af, og han ringe ikke til hende for at hører hvornår hun skal på sygehuset eller andet, og det såre mig rigtig meget. Jeg har det meget svært ved at forstår at han ikke bare kan være der for hende og være den søn hun har brug for. Han såre jo både hende og mig. Jeg kunne godt tænke mig at få svar på hvordan jeg håndtere dette og enten konfrontere ham med det eller bare lader det ligge, da det fylder meget i mit liv.
Mvh
Den fortvivlede kvinde
Svar:
Hej fortvivlede kvinde
Tak for dit brev. Jeg kan kun bekræfte, at det er så svært et valg, du står i.
Jeg er lidt i tvivl om du spørger om to ting:
1. Skal jeg bryde kontakten til min far?
2. Skal jeg konfrontere ham med, at jeg ikke synes han behandler min farmor ordentligt, nu hun er syg af kræft?
Måske blander det sig sammen, det vil være meget naturligt. Jeg vil prøve at svare på begge dele.
I forhold til kontakten med din far, er jeg i tvivl om du har et valg. Som jeg læser din mail, fortæller dine følelser dig, at du ikke længere kan lade det ligge. Dine følelser er frustrerede, sårede og skuffede og siger: “Gør noget!” Måske kan du tale dem til ro. Men som tommelfingerregel fortæller vores følelser os noget om hvem vi er. Hvad vi skal stille op til. Hvor vores grænser går. Og det lyder som om dine følelser protesterer. Det lyder som om de siger: “Vi gider ikke mere!”. “Det er tid til at gøre et eller andet”.
Spørgsmålet er hvad du skal gøre?
I min verden er det ikke et spørgsmål om at bryde eller ikke-bryde kontakten. Det er et spørgsmål om at du finder et sted at stå ift din far, hvor det generer dig mindst muligt at han drikker og opfører sig som han gør. Det i sig selv at bryde kontakten kan også være meget belastende.
Du kan prøve at tænke over, hvad du gerne vil kunne sige du har prøvet, hvis du ender med at vælge ham fra. På den måde får du mest muligt ro i beslutningen. Om der er noget du skal have sagt. Om du skal stille nogle betingelser. Af og til kan det sætte en forandring igang. Ikke nødvendigvis at han holder op med at drikke, men måske at du hjælper ham med at få øje på, at hans adfærd er sårende for andre. Det er ikke sikkert han aner det. Måske kan det ændre noget. Måske ændrer det ingenting. Det ved du ikke, før du har prøvet.
Hvis du vælger at sige noget, synes jeg det er vigtigt, at du gør det for din egen skyld. For at få det sagt, stå ved dig selv og ikke længere at bøje nakken og acceptere noget, der er uacceptabelt. Med andre ord: Det skal ikke være for at overtale eller overbevise ham, men for at du har gjort rent bord. Måske er det et skridt i retning af at vælge ham fra. Måske er det et skridt i retning af at noget kan blive bare lidt bedre, måske, at han kan behandle jer lidt bedre, når du sætter grænser. Det er en god sideeffekt hvis det batter noget. Men det vigtigste er at du bryder tavsheden.
Ingen kan på forhånd sige dig, hvad der er den bedste model. Jeg kan sige dig at jeg ved af erfaring, at det er godt at pejle efter at ens fulde far ikke skal fylde for meget i ens liv. Der findes ikke en sikker måde at håndtere det på – i den forstand at du kan være sikker på at hvis du gør sådan-og-sådan, så vil situationen falde sådan-og-sådan ud. Måden du kan håndtere det på er at DU begynder at gøre noget nyt. Din far gør nemlig det han plejer og er øjensynlig godt tilfreds med det. Når du gør noget nyt kan det skabe en forandring. Måske en positiv forandring, måske en negativ forandring. Når du gør noget nyt vil du hele tiden blive lidt klogere. Klogere på, om det betaler sig at sige noget eller om det ikke gør. Du må prøve dig frem og håndtere det ved at handle på den nye viden du får, hver gang du gør noget anderledes. Hvis du bliver mere ked af det og såret, skal du søge støtte hos andre og lade være at konfrontere. Hvis din far kan lave nogle ændringer og du får mere håb, kan du blive ved at sætte grænser og sige hvordan det er for dig. Det er mine bedste bud på hvordan det kan håndteres.
I forhold til situationen omkring din farmor, synes jeg du har lov at sige hvad det gør ved dig at se, at han er ligegyldig overfor hende. Det er ikke sikkert det ændrer noget. Men du har lov at træde frem og være der. Måske du skal acceptere at han ikke kan vise den omsorg, hun har behov for. Men så har du prøvet.
I alt dette synes jeg du skal passe godt på dig selv. Det kan være en voldsom omgang at begynde at sige mere åbent, hvordan man oplever tingene. Man kan få meget skyldfølelse og blive ked af det. Det er ok og hører til, når man øver sig. Men det er godt at have nogen til at støtte en i processen.
Jeg håber det hjælper dig lidt.
Christina, TUBA