Kære Tubas brevkasse.
Jeg håber, I vil komme med et bud – evt. nogle ideer til hvad jeg skal gøre med mit dilemma.
Jeg er startet på en højskole for at begynde være mere social. Jeg har det nemlig med at trække mig, og synes at alle andre er dumme, – det sker ret ubevidst idet, at det er en reaktion, men jeg er meget klar over den… Jeg er ret sikker på, det er en forsvarsmekanisme jeg har fra da jeg var ung og oplev tungt misbrug af min far, og der var meget stress i familien.
Problemet er at jeg stadig havner i den fælde ligeså snart jeg oplever signaler fra andre om at de ikke kan lide mig.. Så trækker jeg mig alt for hurtigt.
Jeg prøver i det små, at blive ved med at være åben – specielt over for en person.
Jeg tror jeg er blevet forelsket. Jeg er simpelthen så vild med en person at det gør helt ondt! Ondt gør det fordi hun har en kæreste og er i et seriøst forhold.
Det der også gør ondt er at vi begyndte at snakke meget sammen og var meget tæt på hinanden, hvor hun lige pludselig træk sig fra mig (fordi vi kom for tæt på tror jeg)
Min plan er så nu, at sige til hende hvordan jeg oplevede det lidt, og sætte nogle ord på hvorfor jeg kan lide hende så meget, og fortælle at jeg virkelig ønsker et venskab med hende.
Jeg har bare utroligt bange for at få en afvisning af den ene eller anden grund.
Men generelt er jeg bare rigtig udfordret af det sociale og har lidt problemer, idet at jeg trækker mig.
Kan i fortælle lidt mere omkring hvorfor man trækker sig og hvad man kan gøre for at ikke gøre det for meget. Fordi jeg synes det er utroligt hårdt. Og jeg synes ikke den strategi skal høre hjemme hos mig mere.
Jeg har lyst til noget nyt. Har I nogle erfaring, inspirerende ord, ideer til emnet?
Mvh. N
Svar:
Kære N.
Først vil jeg sige til dig, at hvor er du modig både i det du udfordrer lige nu, og det du forsøger at forfølge, som jeg hører er åbenhed og nærhed i sociale relationer, uden at trække dig for meget fra andre.
Jeg læser i dit brev, at du ofte mærker dit dilemma i sociale relationer, så jeg vil prøve at give dig nogle overvejelser, ideer og tanker ift. det at indgå i socialt samspil med andre.
Frygten for at blive afvist
At være sammen med andre mennesker indebærer at risikere noget – både at bringe sig selv i en position hvor det er muligt både at give og modtage bl.a. opmærksomhed og nærvær, at kunne knytte sig i en nær relation og samtidig netop at kunne miste det hele på samme tid. Et dilemma: hvor meget tør du knytte dig og lade relationen udvikle sig, samtidig med måske det som du kender til: ikke at lade andre komme tæt på dig? Du skriver, at du ”har det med at trække dig..” og at du er ”utroligt bange for at få en afvisning”. Måske du netop trækker dig for at undgå afvisningen – den afvisning du mere eller mindre bevidst kan frygte fra den anden? Udfordringen og spørgsmålet til dig kan måske være at forholde dig til, at når du bevæger dig ind i en relation til andre og du begynder at give det tid (ikke trække dig), så vil de erfaringer du får også kunne bryde med opfattelsen af tidligere mønstre/strategier. Frygten vil kunne være der, men dine erfaringer vil med tiden måske vise dig, at det at turde, at øve sig på at give lidt slip på gamle strategier og turde lade andre komme tættere på dig, måske ikke går så skidt, som du måske tror? Giver det mening? Hvis du prøver at invitere andre ind, hvor du ikke selv afviser (altså trækker dig, hvorved de andre også kan trække sig fra dig), så kan man sige at du forsøger at bryde et mønster, som du skriver ”ikke skal høre hjemme hos dig mere”. Der er så meget energi og kraft i den sætning synes jeg, som viser at du er på vej. Og min pointe er, at det vil andre også kunne mærke på dig – at du gerne vil kontakten og de betydningsfulde sociale relationer.
Du skriver også i dit brev, at du med din far har været underlagt et tungt misbrugsmiljø, hvorved han formodentlig ikke har været en stabil og forudsigelig voksen i dit liv. Måske har du lært at skulle klare dig selv uden at kunne stole så meget på, at andre kunne støtte dig? Det at trække sig har måske været en hensigtsmæssig strategi på et tidspunkt i dit liv, for at kunne modstå den megen stress, som du nævner har været i familien – en strategi som har været vigtig engang, men som ikke fungerer længere. Kan du følge det? At det kan tænkes som en strategi, der har virket engang men som nu i dit voksenliv ikke længere fungerer ift. de ønsker, behov, drømme og håb du har for dit liv. Måske det også slår igennem ift. den pige, som du har mødt på Højskolen?
Forelskelse og kærlighed
Som jeg læser dit brev, så mærker du lige nu en stærk forelskelse i en pige, men at du opfatter det som værende meget vanskeligt for dig, fordi hun har en kæreste og er i et forhold. Det lyder som om, at du her oplever en særlig kontakt og relation til hende, og måske netop det at blive set, mødt og anerkendt har været noget i begge har kunnet give hinanden. Lyder det genkendeligt for dig?
Du skriver, at du gerne vil tale med hende om ”hvordan jeg oplevede det lidt, hvorfor jeg kan lide hende så meget og at jeg virkelig ønsker et venskab med hende”. Jeg hører at du her oplever, at det bliver vigtigt for dig at udtrykke hvad hun betyder for dig. Men yderligere kan du måske også mærke en parathed til at lade en anden person blive særlig vigtig for dig, og at du måske netop efterhånden tør at lade andre komme tæt på dig? Jeg synes, at det lyder som en rigtig god ide´ at fortælle hende om, hvordan du har det. Både så hun ved, at for dig betyder hun meget men ikke mindst, at du selv får erfaring med at udtrykke dig følelsesmæssigt ift. andre, som er betydningsfulde for dig. Uanset hvordan det går med dig og hende, vil det at turde at fortælle om betydningen af kærlighed, formodentlig kunne give dig erfaringer ift. fremover også at give udtryk for hvad du føler, tænker og oplever i forholdet til andre. Kan du følge mig i det? At begynde at finde ord for og også udtrykke de følelser, som handler om forelskelse og kærlighed vil kunne give betydningsfulde erfaringer fremover. Måske kan det være lidt som et ukendt land, som du er begyndt at erobre og hvor du nu er begyndt at klæde dig på til rejsen. Her tænker jeg, at du også med fordel vil kunne henvende dig til din nærmeste TUBA-afdeling for at lave evt. aftaler om et terapeutisk forløb, hvis det kunne være noget for dig? Jeg vil tro, at det kunne være givende for dig, både fordi du selv har så mange vigtige refleksioner men ikke mindst fordi du ønsker positive forandringer i dit liv. Til det vil jeg ønske dig alt muligt godt fremover, og så håber jeg at mit svar har givet dig noget inspiration ift. den proces, som du er i gang med nu.
De bedste hilsner fra
Christina S., TUBA