Kære brevkasse.
Jeg står som så mange andre i et dilemma vedrørende alkoholikere.
Jeg var på efterskole forrig år, og de sidste 2 år hvor jeg har været hjemme, er jeg for alvor blevet klar over mine forældres, især fars, misbrug. De drikker øl og vin hver eneste dag, og jeg har konfronteret dem en million gange. Det er den evige diskussion og stemningsødelægger, men jeg kan ikke bare stå på sidelinjen og se dem forøge deres misbrug.
Min mor tog konfrontationen godt, og har virkelig forbedret sig. Hun drikker én øl efter arbejde og måske 1-2 glas vin til maden. Ikke noget man kan mærke på hende.
Det er dog en anden sag med min far.. Han lukker fuldstændig i, når emnet alkohol kommer på banen, og det eneste han kan sige efter at jeg har råbt ham ind i hovedet i 15 min. er “Så er det nok …. Vil du så holde mund”. Det gør ondt.
Men ikke nok med det, så passer han ikke sit arbejde. Jeg tog ham for alvor i at lyve i dag. Han sagde til os alle at han havde været på arbejde hele dagen, men da jeg så tog mig selv i at tjekke hans automatisk indstillede p-skive i bilen, så står den på 8.45. Altså så vi ham køre på arbejde kl. 8, hvorefter han kom hjem igen tre kvarter senere.
Jeg var i chok, og blev nød til at dele det med min mor. Hun har råbt ad ham i snart en time nu, og jeg føler at min fars misbrug langsomt opløser vores lille ellers så lykkelige kernefamilie. Som yngre, var det altid min far jeg kom til når jeg havde problemer, fik hjælp af ham med lektier og sad med i sofaen om aftenen. Nu er jeg mest af alt utrolig skuffet over ham, og jeg sagde til ham i dag at han opførte sig som det værst tænkelige forbillede og at han burde skamme sig. Det gør så ondt at sige sådan noget til den mand man elsker overalt på jorden. Den mand, som samtidig får en til at græde om aftenen..
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg kan gøre. Jeg ved bare at det er uudholdeligt at gå rundt og have antennerne ude konstant, i et forsøg på at se hvor meget far har drukket, når jeg kommer hjem fra skole. Det er anstrengende at være “den voksne” der skal bede sin egen far om at passe sit arbejde…
Hvad skal jeg gøre? Min mor truer snart med skilsmisse og jeg frygter at min far bliver fyret inden længe, hvis dette fortsætter. Det skal lige siges at han nok drikker et par flasker vin om dagen..
Mvh. M.
Svar:
Kære M.
Pyha, det lyder til, at du står i en rigtig vanskelig situation.
Det må være hårdt at opleve, at din far ikke længere er den far, du havde engang, og at hans misbrug opløser jeres ellers så lykkelige kernefamilie. Jeg kan godt forstå, at du synes, det gør ondt.
Du spørger, hvad du skal gøre? Jeg lægger mærke til to ting i dit brev. På den ene side fortæller du, at du ikke kan stå på sidelinjen og se dine forældre forøge deres misbrug, og at du har konfronteret dine forældre en million gange. På den anden side fortæller du, at det er uudholdeligt at have antennerne ude konstant og at det er anstrengende at være “den voksne”. Når jeg læser det, forstår jeg det sådan her: På den ene side føler du ikke, at du kan se passivt til og føler du må gøre noget. På den anden side kan du ikke blive ved med at holde til det. Er det rigtigt forstået?
Når jeg læser dit brev, får jeg også fornemmelsen af, at selvom det er lykkedes dig at hjælpe din mor, er du ved at nå et punkt, hvor du har svært ved at bevare troen på, at du også kan hjælpe din far. Er det rigtigt?
Det er helt almindeligt at have det sådan, når ens forældre drikker. Det er helt almindeligt at have et stort ønske om at ville hjælpe. Det er også helt almindeligt at opleve, at forældrene ikke lytter og tager imod den hjælp, man giver dem.
Jeg får lyst til at fortælle dig lidt om, hvordan andre unge handler i det dilemma, du står i. Det er desværre et dilemma, rigtig mange unge børn af alkoholmisbrugere kommer til et stå i en eller flere gange i deres liv. Ud fra de erfaringer unge fortæller om her i TUBA, er der typisk tre veje at gå.
Nogle unge kæmper videre. Bruger tid og energi på, at få deres drikkende forældre til at stoppe med at drikke. For nogle lykkes det på et tidspunkt, for mange lykkes det aldrig.
Nogle unge gør op med sig selv, hvor meget tid og energi de vil bruge på at få deres forælder til at holde op med at drikke. De vejer for og imod. Den tid og energi, de bruger på at hjælpe en forælder til at stoppe med at drikke, vejes op imod, hvad de ellers kunne have brugt den tid og energi på. De overvejer, om der er noget de gerne vil, med deres eget liv, som ikke bliver til noget pga forælderens alkoholmisbrug. De overvejer, hvad kampen for forælderen må koste dem. Der er ikke noget generelt svar på, hvor meget tid og energi unge investerer i at få deres forælder til at holde op med at drikke. Men der er mange der oplever at have en øvre grænse for, hvad det maksimalt må koste dem.
Nogle unge når på et tidspunkt frem til, at der er ikke mere de kan gøre. De lægger ansvaret fra sig. De har kæmpet, men oplever, at deres kamp ikke gør en forskel. At det ikke er deres indsats der har betydning for, om deres drikkende forælder holder op med at drikke. De holder op med at kæmpe for deres drikkende forælder. Ikke fordi de ikke gerne vil kæmpe, men fordi de ikke kan. Fordi de ikke har magt til at gøre en forskel. Mange vil være klar til igen at kæmpe, den dag den drikkende forælder ønsker og har lyst til at stoppe med at drikke. Men så længe den drikkende forælder ikke ønsker eller har lyst til at stoppe, indstiller de kampen.
Når jeg læser dit brev i forhold til disse måder at handle på, kan jeg ikke pege på, hvilken vej du skal gå, om du skal gå en af disse eller du skal vælge en helt fjerde. Men med de erfaringer, der ligger i andre unges handlinger, tænker jeg at der er nogle ting, du kan spørge dig selv om, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilken vej du skal gå. Nogle af de spørgsmål er:
- Hvis jeg ikke kan stå på sidelinjen, hvor kan jeg så stå? Kan jeg træde helt ind på banen (og hjælpe min far endnu mere), eller kan jeg bevæge mig helt væk fra sidelinjen (og træde ud af kampen for, at få min far til at stoppe med at drikke)?
- Med den erfaring jeg har med at hjælpe min far med at holde op med at drikke, hvor meget indflydelse virker det så til at jeg har, på de valg min far træffer i forhold til at drikke?
- Hvor meget tid og energi vil jeg bruge på at få min far til at stoppe med at drikke?
- Giver det mening for mig at trække en grænse for, hvor længe jeg vil være “den voksne” og hvor anstrengende det må blive for mig? I så fald, hvor går den grænse?
- Når min far siger “Så er det nok, vil du så holde mund”, hvor parat er han så, til at lytte til mig?
- Kan jeg tage ansvar for min fars valg om at drikke og de konsekvenser, det har?
- Kan jeg forhindre, at min fars valg om at drikke fører til skilsmisse eller fyring?
- Hvordan vil det være for mig, at indstille kampen for en tid?
- Hvis jeg trækker mig nu, kan jeg så tage kampen op igen, når og hvis min far bliver parat?
Til sidst har jeg lyst til at sige til dig, at der ikke er nogen rigtige eller forkerte løsninger. Fra andre unge ved jeg, at det er nogle rigtig svære valg at træffe.
Jeg håber, at mine spørgsmål hjælper dig til at gøre nogle overvejelser, du er velkommen til at skrive igen eller logge på chatten og tale med en rådgiver om dine tanker.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA