At være 17 år skulle være den tid hvor man havde det fedt og fyrede den af hver weekend.. man levede livet. Drenge, fester, stranden og alle de sene snakke med veninderne..
Hvis der er noget jeg ikke har gjort så der det noget af det..
Drenge.. drenge, har aldrig rigtig været en del af mit liv. Har aldrig været pigen alle drengene gik efter. Faktisk ikke engang 1. Men det kan man jo ikke give dem skylden for. Jeg kan jo bare lade være med at være så fed.. at være sytten og vejle 86 kilo og være 180 høj er bare ikke pisse fedt. Man er jo bare en kæmpe klump.
Aldrig har jeg været den lækre, sjove og dejlige veninde som alle drengene ville være sammen med.. aldrig.
Men altså, det lære man bare at leve med. jeg kan stå foran spejlet og tænke: hey, du ser faktisk rimelig lækker ud.. men aldrig har en dreng sagt det til mig. Fordi mine veninder altid overskinder mig.
Hallo. Jeg er 17 og aldrig kysset en dreng.. amen skyd mig da bare..
jeg er pinlig over for drenge.. kan ikke føre en samtale.. kan ikke engang blive venner med dem..
altså der er ikke problemer med dem.. der er rimelig meget mig som ikke kan finde ud af det..
Svar:
Kære du
Nej, den er bestemt ikke helt gal. Det er helt almindeligt at man indimellem har det skidt med sig selv og det lyder det til, at du har lige nu.
For mig lyder det til, at du er en helt almindelig pige på 17, som bekymrer sig og sit udseende, om drenge, om at få det første kys osv. – Der er slet ikke noget galt med at have det sådan.
Jeg lagde meget mærke til i dit brev at du skrev “jeg kan stå foran spejlet og tænke: hey, du ser faktisk rimelig lækker ud”. Når du tænker det gætter jeg på, at du indimellem tænker godt og positivt om dig selv. Det er jeg glad for at høre! Jeg tror det er vigtigt at du prøver at holde fast i dine positive tanker om dig selv!
Men hvad gør du så, når du får de her dårlige tanker om dig selv?
Det er umuligt at styre sine tanker og følelser, så jeg tænker at du først og fremmest skal prøve at acceptere dem, acceptere når du har en dårlig dag.
Du skriver at du er pinlig overfor drenge, jeg tænker på om du mener at du er genert? Der er ikke nogen nem måde at løse det på. Jeg tror det du kan gøre er, at øve dig i at tale med drenge, springe ud i det og prøve det – på den måde vil det måske føles mindre pinligt med tiden.
Det lyder som om du synes det er helt forkert at du er 17 år og aldrig har kysset en dreng… det synes jeg egentlig ikke det er. Jeg tror du vil kysse en dreng når du møder en du har lyst til at kysse. Der er ikke nogen regler for, hvornår man skal ha prøvet at kysse. Det vigtigste er at du gør det, når du føler dig klar til det og har lyst. Det tror jeg du vil opleve at få, når du møder en dreng du snakker godt sammen med.
Som jeg forstår dit brev spørger du om det er helt galt at have det som du beskriver, når man er 17 år. Det er det bestemt ikke, jeg håber det kan give dig lidt ro at vide.
Du er altid velkommen til at skrive herind igen.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA