Mine forældre (stedfar) har altid levet et meget pænt liv – alt var ryddeligt, rent og iorden. Haven var klippet med neglesaks og støv fandtes ikke i vores hjem. Derfor var det ufatteligt svært for mig som voksen (ca 15 år siden) at konstatere at min mor var faldet for flasken og ikke ville hjælpes med mindre min far ville tørlægge huset – og det ville han ikke for det var ikke et problem (jo han havde sørme også et problem). Alt det her har givet ufattelige sår på min sjæl – og i bakspejlet og med terapi har jeg jo erkendt, at de begge har haft meget svært ved at udtrykke sine følelser og derfor har jeg også levet et liv med et misbrug….nemlig afhængighed af andre mænd….de gav mig den anerkendelse og følelse af værd, dog naturligvis kortvarigt. Alt det her er historie og jeg er kommet ovenpå – har den skønneste mand gennem 11 år og to dejlige børn. Min mor er 65 og stedfar 70……jeg vil så nødigt først gense dem igen ved en begravelse (af dem) og ønsker, at jeg kunne være sammen med dem på vilkår som vi kan acceptere begge veje. Jeg har ikke set dem siden september sidste år da min mor var så syngende fuld og slingrende dum at høre på til min 9 årige datters fødselsdag. Jeg skrev til hende at jeg ønskede en pause – som jeg har gjort før. Her til mors dag købte jeg en dyr buket som jeg ville aflevere – men kunne ikke alligevel og fik min mand til det. Jeg bad ham om at sige at det var for svært for mig. Hun ringede dagen efter og der kunne jeg heller ikke tage telefonen….hun lagde besked med tak for blomsten og at hun håbede sådan at hun måtte se børnene…..hmmm blev nok lidt bange for at jeg ville blive cirklet ind i hendes følelsesspind igen og lige når jeg læser dette her ser jeg, at jeg nok også ønskede at det var mig hun ville se og ikke børnene. Spørgsmålet er så: Skal jeg få fred med at vi intet har med hinanden at gøre eller er der måder at holde en form for kontakt som alle kan acceptere? Min mor har ofte lagt røret på når jeg har konfronteret hende med problemet. Men omvendt vil hun altid give mig skylden for at jeg er for sippet og rasmus modsat og at det jo ikke er så slemt. Hun sidder i køkkenet med sin bag in box og askebægret og astmasprayen og lever sit forhutlede liv. Orker ikke at sidde i røgfyldt lejlighed og høre på snøvl og gentagelser. Har inviteret hende ud så vi kunne snakke sammen et andet sted. Det vil hun ikke – hvis vi skal ses skal det være hjemme hos hende og far skal være der samtidig!!! Hmmm er den her relation dødsdømt?
Voksen datter som stadig sørger
Svar:
Hej voksne datter som stadig sørger – med god grund, lyder det til.
Jeg har fuld sympati for din kamp med dig selv og dine forældre for på en eller anden måde at få en meningsfuld relation ud af omstændighederne. Jeg synes jeg fornemmer din smerte og en stærk længsel efter dine forældres kærlighed og din sorg over gang på gang at blive konfronteret med, at det ikke lade sig gøre.
Jeg vil prøve at sige nogle lidt enkle ting ind i dit dilemma, da de her situationer ofte er meget komplicerede:
Jeg tror du ved, at der ikke er et enkelt svar på dit spørgsmål. Mange af de unge, vi møder i TUBA, hjælper vi netop med at finde den bedst mulige position, så man ikke bliver alt for ramponeret når man kommer i nærheden af drikkende forældre – og ejheller er så langt væk, at det ikke er til at bære. For nogle betyder det dog, slet ikke at have kontakt.
Relationen er for mig at se dødsdømt – hvis relationen indebærer at der er gensidigt overskud, respekt, interesse, indføling med og fokus på dine og dine børns behov. Det lyder som om du kæmper en god kamp for at skabe en relation på nogle andre betingelser, altså ved at sætte rammen. Det er min erfaring, at det er en god vej frem. Men hvis ikke de respekterer dem, så er det deres valg at stå af. Så kan du ikke gøre mere.
Jeg er med på at det giver dig følelser af sorg og ked-af-det-hed. Men det gør det også igen og igen at forsøge at nærme sig, håbe og blive såret, skuffet og afvist igen. Man kan sige at sorgen er en del af processen uanset. Den må gerne være der. Mit bedste gæt er at det er bedre for dig og sorgen at have en tilpas afstand, så den kan lægge sig, end at du igen og igen bliver afvist og svigtet. Og får mere at sørge over.
Så jeg bliver mindre optaget af, hvad du skal stille op med dine forældre og mere optaget af, hvordan du kan tage dig godt af din sorg. Med dine egne ord: Hvis relationen er dødsdømt – hvordan kan du så hjælpe dig selv med at tage dig af det tab, du har lidt og stadig lider?
Det glæder mig at du har fået skabt dig et godt liv, har arbejdet med dig selv og kan se frem. Sorgen vil nok altid være der, men den kan falde mere til ro. Med to dejlige børn har du også lov at spørge dig selv, hvor meget af dit overskud, dine forældre skal have lov at tage.
Jeg håber det hjælper dig lidt på vej. Jeg tror du finder en god vej frem.
Christina, TUBA