Jeg er en pige på 24 år, som er vokset op med en far, der, bag facaden, var alkoholiker.
Jeg er egentligt kommet fint igennem det hele, har klaret mig rigtig godt igennem alting altid, men jeg synes, tingene begynder at blive sværere nu.
Jeg begyndte for et par år siden til psykolog angående det, jeg troede var eksamensangst, men det viste sig så, at det hele havde med min far at gøre. Jeg blev henvist til Tuba, hvor jeg desværre er på lang venteliste. Jeg har siden derfor gået forskellige steder, men jeg synes ikke, jeg bliver klogere og vigtigst af alt: gladere. Jeg føler, at jeg skal styre samtalerne for at få noget ud af dem, at det jeg siger er ligegyldigt, og at den, der lytter er ligeglad.
Jeg døjer med at være i nuet, jeg døjer med perfektionisme og kontrol. Jeg døjer med utallige bekymringer. Jeg synes, det er svært at være sammen med andre mennesker. Herunder føler jeg ikke, jeg har lyst til at lære nye mennesker at kende, jeg føler ikke, at jeg er vigtig, at jeg kommer i anden række, og jeg føler, at jeg bliver brugt som sutteklud overalt, hvor jeg kommer. Jeg har brug for at blive hørt, føle mig god nok, jeg har brug for at det, at jeg fejler er ok.
Jeg synes, det hele er kommet efter, jeg er flyttet langt væk fra min familie. Jeg har svært ved at placere, hvor det kommer fra. Har det virkelig noget med min barndom at gøre? Er det en fase? Er jeg blot ved at blive ældre? Eller er det hele blot selvoptaget navlepilleri?
Jeg vil gerne være glad igen, spontan, føle mig unik, uundværlig, selvsikker. Jeg føler, jeg er gået fra at være den pige, man gerne ville være sammen med, og som man måske misundte lidt til at være det stik modsatte.
Jeg ved ikke, hvad mit egentlige spørgsmål er, måske er spørgsmålet blot: Hvad sker der med mig?
Håber du har tid og lyst til at svare på sådan en omgang volapyk. 🙂
Svar:
Hej,
Tak for din mail.
Din mail berører en række vigtige emner. Jeg kan læse, at du har meget gang i en masse personlig udvikling, men at du er meget alene med de mange følelser, som den slags indebærer. Jeg vil derfor prøve at følge dig lidt på vejen.
Du skriver:
Jeg er en pige på 24 år, som er vokset op med en far, der, bag facaden, var alkoholiker.
Jeg er egentligt kommet fint igennem det hele, har klaret mig rigtig godt igennem alting altid, men jeg synes, tingene begynder at blive sværere nu.
I TUBA hører vi ofte om unge, der oplever, at livet begynder at blive svært på en række måder nogle år efter, de er flyttet hjemmefra og barndommen er kommet lidt på afstand. Det sker ofte, når ens liv på mange måder ellers er begyndt at køre godt. Så kommer der nogle reaktioner på fortiden. Man bør se dette som et sundhedstegn. Reaktionerne kommer, fordi man nu har overskud til dem. Det er en del af en udvikling.
Så skriver du:
Jeg begyndte for et par år siden til psykolog angående det, jeg troede var eksamensangst, men det viste sig så, at det hele havde med min far at gøre. Jeg blev henvist til Tuba, hvor jeg desværre er på lang venteliste. Jeg har siden derfor gået forskellige steder, men jeg synes ikke, jeg bliver klogere og vigtigst af alt: gladere. Jeg føler, at jeg skal styre samtalerne for at få noget ud af dem, at det jeg siger er ligegyldigt, og at den, der lytter er ligeglad.
Når jeg læser dette tænker jeg 2 ting.
1. Det er svært at tage imod hjælp, når man skal være perfekt og have kontrol. For hvis man er perfekt og har kontrol, så har man ikke problemer og brug for hjælp. Der ligger en modsætning i det. Jeg kunne derfor forestille mig, at det at have brug for og tage imod hjælp har været og måske stadig er en udfordring for dig.
2. Men det kan også være, at du ikke har fået noget brugbar hjælp endnu. Det lyder til at du har haft en kedelig oplevelse hos psykologen og de andre steder du har været. Hos psykologen eller andre faglige hjælpere bør du opleve:
at du bliver klogere, at du ikke er alene om at styre samtalen, men at det er noget I gør sammen, og at psykologen ikke er ligeglad.
Psykologer er meget forskellige. De gør også ting på meget forskellige måder. I TUBA møder vi mange unge, der har været hos andre fagpersoner tidligere, som de ikke synes de har fået hjælp fra. Det er trist, at du også har haft den slags oplevelse.
Så skriver du:
Jeg døjer med at være i nuet, jeg døjer med perfektionisme og kontrol. Jeg døjer med utallige bekymringer. Jeg synes, det er svært at være sammen med andre mennesker. Herunder føler jeg ikke, jeg har lyst til at lære nye mennesker at kende, jeg føler ikke, at jeg er vigtig, at jeg kommer i anden række, og jeg føler, at jeg bliver brugt som sutteklud overalt, hvor jeg kommer. Jeg har brug for at blive hørt, føle mig god nok, jeg har brug for at det, at jeg fejler er ok.
Her skriver du nogle meget fine ting. Når jeg læser det du skriver tænker jeg flere ting.
1) Der er fuld gang i din udvikling. Du har fået øje på en række problemer (nuet, perfektionisme, kontrol, relationer osv.) Disse problemer har du sikkert levet med i bedste velgående i årevis, uden rigtigt at lægge mærke til dem. Men disse problemer er begyndt at pine dig ekstremt meget nu, fordi du har fået øje på dem, og på deres konsekvenser. Du sætter dig selv sandsynligvis under en kæmpe pres for at løse disse problemer hurtigt (pga din perfektionismen og behov for kontrol). Men denne slags ændringer tager tid. Prøv at tænke på alle de år, hvor du levede fint med din perfektionisme og behov for kontrol uden rigtigt at ane, at de var problemer. Forandring tager tid. Den kan ikke presses igennem. Det er noget du må lære at leve med, og dette er selvfølgeligt nemmere sagt end gjort. Det skal nok komme.
2) Når man har så meget gang i personlig udvikling som du har, så bruger man meget tid på at vurdere de relationer man har og hvordan man indgår i dem. Det er vildt anstrengende i en periode. Du er godt på vej. Giv dig tid. Du skal nok få styr på disse ting.
3) Når man har så meget gang i personlig udvikling som du har, så er der intet mærkeligt i, at du i en periode ikke har overskud til at møde nye mennesker.
4) Det er dejligt at læse, at du er blevet klar på hvad du har brug for! og at du er blevet klar på hvad du ikke har lyst til at finde dig i!
5) Når jeg læser det du skriver her, så vil jeg ønsker for dig, at du havde en god psykolog/terapeut/mentor/hjælper, der kunne være ved din side mens du gennemgår de processer du er i gang med. Det er svært og meget ensomt at gennemgå disse uden at have en hjælper/vejleder.
Du skriver:
Jeg synes, det hele er kommet efter, jeg er flyttet langt væk fra min familie. Jeg har svært ved at placere, hvor det kommer fra. Har det virkelig noget med min barndom at gøre?
Det har noget med barndommen og overgangen til et selvstændigt voksenliv at gøre.
Er det en fase?
Ja
Er jeg blot ved at blive ældre?
Det er ikke bare det, men det, at du er ved at blive ældre spiller ind.
Eller er det hele blot selvoptaget navlepilleri?
Ja. Det er selvoptaget navlepilleri på den gode måde. Du skal i en periode lære at fokusere på dig selv, så du kan få et voksenliv som også er godt for dig og ikke kun handler om, at du skal servicere alle andre. Bliv ved med det selvoptagede navlepilleri. Det er vigtigt.
Jeg vil gerne være glad igen, spontan, føle mig unik, uundværlig, selvsikker. Jeg føler, jeg er gået fra at være den pige, man gerne ville være sammen med, og som man måske misundte lidt til at være det stik modsatte.
Giv dig tid. Du er godt på vej. Jeg kan godt forstå, at du synes processen er vild belastende lige nu.
Jeg ved ikke, hvad mit egentlige spørgsmål er, måske er spørgsmålet blot: Hvad sker der med mig? Håber du har tid og lyst til at svare på sådan en omgang volapyk. 🙂
Det du skriver er forståeligt og på ingen måde volapyk. Du skriver meget direkte og klart. Du gør det rigtig godt. Giv dig god tid. Sæt nogle år af til at lære at fokusere på dig selv. Det tager tid. Jeg vil ønske for dig, at du får en god hjælper.
Forhåbentligt bliver det snart din tur i TUBA.
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt på vej.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.