Hej Tuba.
Jeg er en kvinde på 26 år, som er vokset op i en familie med alkoholproblemer. Jeg er den ældste af tre pige og er ved at nå til et punkt, hvor jeg har fået nok. Kan ikke huske, hvornår mine forældres misbrug begyndte – men det har sikkert altid været der. Beggede passede deres arbejde, så udadtil virkede vi som en normal familie. Min far startede sit druk, når han kom hjem om aftenen. Her fik han drukket et par flasker vin nede i kælderen og sov det meste af aftenen.
Min mors druk var værre. Når hun først begyndte sit drikkereri kørte det i en ond spiral, som gjorde, at hun skiftesvis sov eller drak. Heldigvis havde mine søskedende og jeg nogle søde naboer, der kunne lide vores besøg- men som nok ikke kendte til problemerne i familien.
Da jeg gik i omkring 3. klasse blev min mor sendt til behandling og var væk fra familien. Herefter gik der mange år, hvor hun ikke drak. 5 år senere begyndte hun så småt igen med begrundelsen om, at man godt kunne drikke, når der var “fest”. Herefter gik det langsomt nedad, og i gymnasiet blev det til weekendsdruk.
Mine søskende og jeg jokede med det, men ingen synes at det var sjovt.
Igen efter at min ene søster og jeg flyttede hjemmefra, blev min mor slem, og hun har siden da cirka halvårligt taget en tur i kulkælderen, hvor hun drikker og sover og drikker og sover. Hvis man ikke hjælper hende, visner hun langsomt, da hun ikke spiser noget. Min far er en sej og underlig mand. Han kvittede sprutten helt for et 1½ år siden og har ikke rørt det siden. Dog er han ikke god til snak om følelser og går i baglås, når min mor begynder at drikke.
I de perioder, hvor min mor ikke har drukket, har vi haft et godt forhold. Min mor har altid fortalt mine søskende og mig, at hun elsker os, så jeg føler egentlig, at kærligheden har været der.
Jeg kan dog mærke, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke kan mere. Jeg kan se på min mor, når hun har drukket bare en anelse, og jeg bliver fyldt med en intens vrede. De sidste to gange hun har taget drukturen, har jeg holdt mig væk og overladt redningssituationen til mine søskende (hvilket jeg skammer mig over). Kan simpelthen bare ikke mere. Er så ked af det. Jeg græder, bliver ugidelig og kan ikke overskue noget. Bliver ramt af den største træthed, når det sker, selvom jeg ikke deltager i “redningen”.
Min mor er nu igen blevet “reddet”, men jeg har sagt, at jeg ikke vil se eller snakke med hende et stykke tid. Da hun startede på hendes forrige druktur, sagde jeg til hende, at hun ville miste mig, hvis hun blev ved med det her. Føler at jeg er forkert på den, men ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg frygter bare, at jeg får sagt en masse ting til hende, som jeg ikke mener, fordi hun igen har svigtet mig. Udover det, er jeg træt af hele forløbet. Alt går tilbage i den gamle rutine, når hun er ædru igen, og familien er “ih så god”, indtil hun igen har brug for at blive bekræftet i, at nogen vil hjælpe hende ud af hendes mareridt. Hun gør intet for at forebygge det og hun har altid en undskyldning for, hvorfor hun falder i igen.
Jeg håber, at I kan hjælpe mig og forklare mig, om jeg er helt ude på et sidespor.
På forhånd tak for jeres svar
Svar:
Kære du
Nej, du er ikke helt forkert på den. Jeg synes faktisk, du er på helt rette vej.
Du kan ikke mere. Du bliver ked af det, græder, bliver ugidelig og kan ikke overskue noget når din mor tager sine drukture. Det er helt okay.
Du har lov til ikke at deltage i redningsaktionerne.
Når jeg læser dit brev får jeg det indtryk, at du har set et mønster i, at din mors drukture handler om, at din mor har brug for at blive bekræftet i, at nogen vil hjælpe hende ud at hendes mareridt. Du har også gennemskuet, at uanset hvor mange gange du hjælper hende ud af mareridtet, så gør det ingen forskel, hun finder altid undskyldninger for, hvorfor hun falder i igen. Det tapper dig for kræfter at blive ved med at stille op til redningsaktionerne, jeg kan godt forså at du er nået et punkt, hvor du ikke kan stille op til dem mere. Det synes jeg er okay.
Jeg synes, du skal gå med den følelse du har af, at du ikke kan mere. Det er okay at sige fra. Du har fortalt din mor, at du ikke har lyst til at se eller snakke med hende i et stykke tid. Det er helt reelt at have brug for en pause, efter at være blevet trukket ind og ud af din mors drukture i – ja, hele dit liv vel?
Jeg tænker på, om du overvejer helt at afbryde kontakten med din mor? Det tænker jeg på, fordi du skriver, at du har sagt til din mor, at hun risikerer at miste dig? Jeg tænker ikke, at du nødvendigvis behøver at tage en beslutning om enten eller. Måske kan du holde pauser fra at se hende og tale med hende, når du når til de punkter, hvor du ikke kan mere? Når du har haft en pause fra hende i noget tid, kan det være du får lyst til at se hende igen. Så kan du gøre det. Måske vil du opleve, at du har mest lyst til at se hende i de perioder, hvor hun er ædru, og ikke have kontakt med hende i de perioder, hvor hun drikker. Så kan du gøre det. Det er helt okay.
Jeg har lyst til at sige til dig, at du på mange måder gør det, som mange unge får hjælp til her i TUBA. Du er ved at lære at sætte grænser i forhold til, hvornår du vil være en del af din drikkende mors liv og hvornår du ikke vil. Det er rigtig svært, og jeg tænker du er en sej kvinde, når du klarer det på egen hånd! Det er rigtig godt gået.
Som jeg har forstået dit brev, så er du begyndt at gå med din følelse af, at du ikke kan mere i forhold til din mor. Samtidig oplever du en dårlig samvittighed og en tvivl om, om det nu egentlig også er okay at handle på følelsen af, at du ikke kan mere. Jeg tolker, at du har skrevet herind for at høre, om det er okay at sige fra. Jeg kan kun bekræfte at det er okay, og jeg bakker dig fuldt ud op.
Du ER på rette spor. Man kan godt sige, at det er et sidespor i forhold til det spor, din mor kører på, men jeg tænker, at det er det spor, du skal være på. Du kan ikke lige nu være på samme spor som din mor. Du er igang med at bygge dine egne skinner, som løber i et spor ved siden af din mors. Indimellem vil jeres skinner sandsynligvis flette sammen og det er fint. Måske kan I løbe sammen i længere eller kortere perioder og have det godt. Når du mærker, at du ikke kan følges med din mor længere, feks når hun tager en druktur, så er det ok at lave sporskifte.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA