Mine forældre blev skilt da jeg var 2, min far er alkoholiker.
Jeg kan huske der var en kort periode hvor jeg var hos ham nogle gange i weekenderne. Jeg måtte aldrig være hos ham for længe af gangen og det hadet jeg min mor for. Dengang forstod jeg ikke han drak. Jeg savnede ham bare ekstremt meget hele min barndom.
Da jeg var mellem 12 og 15 år, begynde jeg at besøge ham uden min familie vidste det.. og det endte ud i at mig og min far sad og drak bajer og røg smøger sammen. Dengang synes jeg det var cool og tog ofte venner med. Jeg kan huske jeg kom ud til ham på min 13 års fødselsdag, der havde han købt en flaske vodka “til dagens anledning” som han sagde. Det er den eneste “gave” jeg har fået fra ham.
Mig og min bror begyndte så at besøge ham sammen og prøve at holde kontakten, vi aftalte at lave en masse ting men det han lovede os er aldrig blevet til noget.. bare det at spise æbleskiver sammen til jul er kun blevet ved snak.
Vi har aldrig haft en far-datter forhold, han har nærmest behandlet mig som en af hans druk venner og det har jeg helt vildt svært ved at forstå!
Hvordan kan man være så ligeglad med sin datter?
Er jeg virkelig så nederen at min egen far ikke gider bruge tid på mig??
Skal jeg virkelig tigge efter hans kærlighed???
Det er de følelser som buldre i kroppen selvom jeg igen og igen siger til mig selv det ikke er min skyld.. men det er desværre ikke nok til at overbevise mig..
Han ringede til mig dagen efter min 18 års fødselsdag, det havde han glemt og det var egentlig en upersonlig snak vi fik. Det var meget sårende så jeg besluttede jeg ikke ville kontakte ham igen.
Jeg har ikke hørt fra ham siden. Det er 3 år siden nu og jeg har stadig det sammen nummer men intet hørt!!!?? Det er virkelig hårdt og jeg er meget splittet. En side af mig er pisse ligeglad med ham og på den anden side er jeg denne sårede, indelukket, usikre pige som har kroniske hjertesorger og som bare længtes efter hendes fars kærlighed.. det har påvirket mig så meget og jeg føler mig ofte anderledes og har helt vildt svært ved at være “normal” i sociale sammenhænge.. jeg tror ofte folk lyver for mig, lige meget hvor meget folk siger jeg betyder for dem, så tror jeg bare ikke på det.. jeg har et helt forskruet syn på kærlighed i et parforhold.. er desværre også mega jaloux, bange for jeg ik gør det godt nok, ik er smuk nok og for at blive forladt.. det så sindsyg ødelæggende!! jeg er gået hen og blevet så forbandet mistroisk og indelukket!
Gemmer på mine sande inderste følelser, alle andre ser kun denne glade pige som altid har det godt.. men ja jeg lyver tit!
Selvom jeg er den stille pige er jeg også den vilde pige.. jeg har altid været den der var klar på fest og elsker at være påvirket og væk fra virkeligheden, der føler jeg mig fri.. jeg har røget hash mange år men det er så endt ud i et hash misbrug her det sidste halve år.. jeg har været igennem mange ting som jeg ikke nævner her.. hashen har hjulpet mig meget, men kun i korte perioder for det løser ikke problemerne, det får mig kun til at glemme..
Svar:
Tak for din mail.
Du spørger direkte
”Er jeg virkelig så nederen at min egen far ikke gider bruge tid på mig??”
Svaret her er nej. Det er du ikke. Det at din far ikke bruger tid på dig har intet min dit væsen at gøre. Han bruger ikke tid på dig fordi han er afhængig af alkohol. Du har ikke fortjent den behandling du får af ham.
Alkohol er ekstrem stærk, og når han er afhængig af det, så kan han ikke se klart. Du har måske set programmet ”Ultimatum” i tv, hvor en person, der er afhængig af alkohol skal tage stilling til om de vil i behandling eller se deres familie. Programmet giver det indtryk at den alkoholafhængig kan vælge. Nogle kan. Men nogle er så bundet op i alkohol – at de ikke kan.
Lad mig give dig et billede af en der er så afhængig af alkohol, at han ikke kan vælge sin familie. Forestil dig en mand fanget ind i en kæmpe grøn flaske. Han er lille bitte og han går rundt ind i den kæmpe tomme flaske og nogle gange kikker han ud. Manden er fanget af flasken. Hans datter står udenfor og vil i kontakt med ham. Han kan ikke rigtig høre hende for flasken er i mellem dem og han kan heller ikke se hende klart, for verden ser anderledes ud fra inden i den grønne flaske. Når datteren taler til ham nikker han som om han forstår, men flasken gør at han hverken kan se eller høre hende rigtigt. Datteren råber til ham igennem flasken – ”Er jeg virkelig så nederen at du ikke gider bruge tid på mig??” Men han hører ikke rigtig hvad hun siger og han har også svært ved at gøre noget for han er fanget af flasken. Han lader dog som om han forstår. Datteren er dog ikke nederen. Men det er nederen for datteren at hun har en far, der er fanget ind af en flaske.
Hvorfor tror datteren, at hun er nederen i stedet for at se, at det er situationen, der er nederen? Når børn ikke kan få deres forældre til at tage sig af dem på en god måde, så dømmer de sig selv. De siger til sig selv ”Hvis jeg var lidt sødere, lidt smukkere, lidt sjovere, osv, så vil far holde op med at drikke og være sammen med mig.” Børn gør dette fordi det er nemmere at dømme sig selv– end at se i øjnene at de er magtesløse og deres forældre ikke kan tage sig af dem på en god måde. Når man er et lille barn er dette næsten umuligt at acceptere at ens forældre ikke har styr på tingene. Far skal have styr på ting. Barnet tænker – det må være mig den er gal med. At se i øjnene, at far ikke har styr på tingene er fuldkomment uoverskuelig for de fleste små børn. Far skal have styr på ting. Derfor dømmer børn sig selv. Det må være mig, der er nederen – siger de til sig selv. Og det bliver de ofte ved med at sige til sig selv i rigtig lang tid – også efter de ikke længere er børn.
Et andet problem gør sig også gældende i forhold til din far. Jeg tvivler ikke på at din far elsker dig på en eller anden måde. Men han elsker dig ikke på en måde, hvor du kan mærke det eller bruge kærligheden til særlig meget. Hvis han skulle elske dig på en måde som du kan mærke og bruge – så kræver det først at han elsker sig selv. Hans kærlighed til sig selv er ikke særlig stor. Han behandler sig selv dårligt ved at drikke som han gør. Det er ikke sikkert, at han kan finde ud af at behandle sig selv bedre. Han ved måske ikke hvordan han skal gøre det. Han har ikke lært det og du kan ikke lære ham det. Når han ikke er i stand til at behandle sig selv på en god måde – så kan det være svært eller næsten umuligt at behandle andre på en god måde. Dette har ikke noget med dig at gøre.
Du fortjener kærlighed. Når din far ikke er i stand til at elske dig på en måde, der kan mærkes og bruges, så skal du søge kærlighed andre steder. Du skal lade dig berøre af andre mennesker, der har kærlighed til dig. Og endnu vigtigere, du skal lære at elske dig selv. Din far har ikke kunnet lære dig at elske dig selv. Men du skal lære at være sød ved dig selv, og sige støttende og omsorgsfulde ting til dig selv. Man kan oftest ikke beslutte sig for at være sød ved sig selv fra en dag til den anden, da det er en kunst, der skal læres. Man kan dog beslutte sig for at man vil gøre en indsats for at lære det. Din far har ikke lært at elske sig selv, men det kan du lære, hvis du gerne vil. Lige nu følger du i din fars fodspor ved at dope dig selv – ikke med alkohol men med hash. Det er en form for kortsigtet omsorg for dig selv, der gør alt på langt sigt værre.
Så når du spørger ”Skal jeg virkelig tigge efter hans kærlighed???”
Så er svaret nej. Du skal helst ikke ydmyge dig selv. Det er ikke at være sød ved dig selv. Men hvis du alligevel vælger at tigge din far efter hans kærlighed, så skal formålet ved tiggeriet være klar. Du skal ikke tigge med det formål at du forventer at mærke hans kærlighed, for så bliver du nok skuffet. Formålet skal være at du bruger oplevelsen til at lære to vigtige ting:
1) uanset hvor meget du tigger og beder og ydmyger dig, så får du ikke den kærlighed at mærke, som du søger fra din far
2) det at du ikke får en brugbar og mærkbar kærlighed fra din far – siger ingenting om hvad du er for en person, og dine muligheder for at få kærlighed fra andre.
Det kan godt være at du først kan tage imod kærlighed fra andre, når du har indset med hele dit hjerte, at du ikke kan få det fra din far.
Jeg ønsker for dig, at du sætter dig for at lære at elske dig selv og at du sætter dig for at lære at fokusere på den kærlighed, der er til dig fra andre personer i dit liv. Dette er nemmere sagt end gjort. Det hedder personlig udvikling. Der er mange måder at gøre det på. Det tager tid. Det er noget man bruger år på.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.