Min mor har endelig, efter mange år uden diagnose, fået konstateret en psykisk sygdom der lægger sig tæt op Borderline for nogle år tilbage. Hun har længe tyet til alkohol for at dulme nogle af de ting hun har været igennem. Og det bebrejder jeg hende faktisk ikke. Nogle gange til gengæld, ret ofte, var det som om at hun blev til et andet menneske. En voldelig, kold og skrækindjagende version af sig selv. Dengang vidste vi ikke hvorfor det skete, men jeg vidste, på et eller andet plan at det ikke havde noget med mig at gøre. At det var en konsekvens af alt det sorg og smerte hun selv havde været igennem som barn. Og deri ligger min smerte. Jeg overlevede de vilde udbrud og de grimme tilnavne, den nedladende tone, slagne, at blive hevet i håret, at blive truet og spyttet på, fordi et eller andet i mig troede at hvis jeg var stærk nok så kunne jeg hjælpe hende til at blive gladere, at blive bedre, mindre trist og mindre sur.
Jeg var så bange i lang tid. Og er det egentlig stadig. Jeg følte i mange år at jeg sad med ansvaret for min mors overlevelse. Hvis hun havde haft et udbrud og det var blevet fysisk, så understregede hun at hvis vi sagde noget om det til nogen, så ville de fjerne os (min bror og jeg) og hvis nogen gjorde det, så ville hun ikke have nogen grund til at leve. Så jeg skjulte min frygt og mine blå mærker, var stærk og støttende udadtil, jeg var præcis det som jeg troede min mor skulle bruge. Jeg åd min en masse af hendes vrede og hendes smerte og bildte mig selv ind at jeg aldrig kunne snakke med nogen om hvad der foregik derhjemme. Ikke bare fordi at ingen ville kunne forstå det, ikke kun fordi, det vores famile var udadtil, var så langt fra hvad det var bag kulisserne, men fordi hvis det nogensinde kom ud at hun slog os, og vi blev fjenet, også ville det være min skyld hvis hun begik selvmord.
Som 13 årig havde min mor i et af sine udsving, slået mig i ansigtet og givet mig et ret hæftigt blåt øje. Jeg kan huske at jeg tog over til min far som boede 10 minutter væk derfra. På vejen derover ringede jeg min far op og sagde at jeg virkelig havde brug for at sove hos ham. Han svarede at det ikke passede ham så godt. Jeg prøvede at forklare hvad der var sket men han virkede fraværende. Det skal også lige siges at min far også kæmper med en dårlig barndom og et hashmisbrug. Fraværende er nok det helt rigtige ord at beskrive ham med. Men jeg havde ikke andre steder at tage hen den nat, så jeg tog derhjem alligevel. Jeg kan så tydelig huske hvor irriteret det gjorde ham at jeg havde trodset ham og var mødt op alligevel. Det sidder stadig i mig at da jeg havde allermest brug for ham var han sur på mig over det.
Jeg husker også en af de få gange, som 14 årig, hvor jeg rent faktisk fandt styrken til at indrømme at jeg havde brug for hjælp, fordi jeg var begyndt at overføre den psykiske smerte til noget jeg kunne forholde mig til, den fysiske, der troede ingen af mine forældre på mig. Jeg havde også været ‘smart’, aldrig skåret i mig selv, altid ‘bare’ kommet til skade, med vilje. Så måske var det svært at tro på. Men jeg burde vel ikke skulle forklare mig overfor mine forældre, når jeg spørger tydeligt om hjælp? Det skulle jeg måske have gjort, for jeg fik ingen støtte omkring det, og det endte med at vare ved i mange år. Jeg stoppede endeligt med at gøre den type skade på mig selv, da jeg endte på hospitalet og måtte sys. Det er en del år siden. Men jeg har aldrig siden nævnt at der var en årsag bag alt den ‘klodsethed’.
Så var der alle stikpillerne, tonefaldene, raserianfald og en masse ting, der lå mellem linierne, som jeg ikke engang ville kunne forklare, selv hvis jeg prøvede. Og jeg ville bare hjælpe min mor. Jeg var stærk, for hende. Og hun fik det aldrig bedre.
Så nu er jeg trist og sur. På hende noget af tiden, men mest på mig selv. Fordi jeg ved det var for meget at påtage sig en anden persons lykke, men også fordi jeg sidder tilbage med følelsen af at have fejlet. Jeg ved det ikke er fair overfor mig selv, og jeg hjalp alligevel ikke hende. Alle de ting jeg har retfærdiggjort at hun gjorde, i håbet om en gladere mor en dag. Og ingen ændring. Og jeg er stadig ikke stærk nok til at give slip. En del af mig er stadig både bange for hende og bange for at være skyld i hendes depression. Så jeg bøjer mig stadig for hende, selvom det ofte gør ondt på mig, og nu begynder det at gå ud over mine omgivelser.
Jeg er så bange for at stoppe med at hjælpe hende, og starte med at hjælpe mig selv. Jeg ved godt at det lyder dumt, men efter så mange år hvor det har handlet om hendes velværd, så ved jeg slet ikke hvordan jeg skal hjælpe mig selv og om jeg kan gøre det. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre den lille pige inden i mig stærkere og stoppe med at føle mig skyldig over min mors ulykke. Jeg føler at de mennesker som skulle have været der for mig, svigtede mig i stedet og at jeg at stod alene med hele byrden. Og har båret den alene, altid.
Svar:
Kære du
Det er gribende at læse din historie, det er sejt af dig, at dele den med os, tak for det. Jeg kan næsten føle den utryghed og frygt der har fyldt i din barndom, både fordi du ikke vidste, hvor du havde din mor, hun kunne blive en voldelig, kold og skrækindjagende version af sig selv. Samtidig lå der en trussel om, at I ville blive fjernet, hvis I sagde noget til nogen, og din mor truede med selvmord. Det ville være voldsomt for en voksen at leve i, Den store byrde og det ansvar bar du på dine små skuldre.
Så det første jeg får lyst til, at skrive til dig er, at den lille pige indeni dig, ikke nødvendigvis skal være stor og stærk. Du kan som 23 årig vokse dig stærkere, men den lille pige du beskriver indeni dig, fortjener al den omsorg du ikke fik, da du var lille. Hun fortjener, at du ser på hende med blide øjne, og accepterer, at hun gjorde hvad hun kunne under de omstændigheder der var. Det var ikke hendes skyld!
Det er meget menneskeligt og forståeligt, at du kan blive sur og trist på dig selv, og få følelsen af at have fejlet, men du var en lille pige, der gjorde alt hvad hun kunne under de ganske urimelige forhold, der var i jeres hjem. Du vidste ikke bedre. Du ” åd en masse af din mors vrede og smerte” og bar på mange store ting du ikke kunne tale med nogen om. Den lille pige havde nok at gøre med at overleve i alt det.
Nu er du blevet en voksen kvinde der er fyldt op af smerte, vrede og hemmeligheder og har behov for, at få hul på bylden, få ryddet op i din historie. Heldigvis har du styrken og modet til at tage hul på det, ved at skrive herind, det ser jeg som dit første skridt, du er på vej. Du har fået et overblik over din historie, ved at skrive den ned. Der var ting i din historie, den lille pige ikke kunne føre ud i livet, hun var et barn, hun havde ikke muligheden for at tage nogle valg for sit liv.
Nu er du en ung kvinde med livet foran dig. Jeg tænker, at dit næste skridt er, at stille dig selv nogle spørgsmål i retning af, Hvad vil jeg gerne med mit liv? Hvordan skal fremtiden se ud?
Prøv og give dig selv lov til bare at drømme derudaf, uden at tænke på, hvad der er realistisk. Bare gi` den gas. Det vil flytte dit fokus over på dig selv og dit liv, og væk fra din mor, og vil tvinge dit til, at tænke på dine egne behov. Hvordan er det mit liv skal se ud? Hvad har jeg behov for?
Du har helt ret, når du skriver, at de mennesker der burde være der for dig svigtede. Jeg vil tilføje ”big time”. Det er helt urimeligt den måde begge dine forældre har svigtet dig. Men det er nu engang en del af din historie, det kan du ikke ændre på, men du kan beslutte, hvordan du gerne vil have dit liv skal se ud i fremtiden.
Du er godt i gang, men det kan være svært selv at skulle få overblik over sin historie og finde sin vej i livet.
Du har også en skyldfølelse overfor din mor, som jeg tror det vil være gavnligt for dig, at tale med nogen om. Det vil du kunne få hjælp til i et terapiforløb. TUBA tilbyder gratis terapi til unge der er vokset op med en forælder med et alkoholmisbrug.
Jeg vil råde dig til, at henvende dig i den afdeling af TUBA, der ligger tættest på, hvor du bor.
Du kan få en oversigt over afdelingerne her: http//www.tuba.dk/hjælp
Kærlig hilsen,
Pia, TUBA