Hej
Nogle gange fortryder man ting, som enden har gjort eller sagt, andre gange mener man at det er personens egen skyld og at man ikke selv vil tilgive, jeg indeholder begge dele og på samme tid, jeg bliver ligefrem rasende til jeg tuder og derefter starter et voldsomt vredesudbrud, det kan gå ud i at jeg ikke selv tænker klart til det er ovre. Jeg har f.ek. Lige revet mig selv på armen, min hud buler ud der hvor neglene har revet, nogle gange bløder jeg ligefrem, er ikke cutter jeg river mig kun vis jeg får et vredesudbrud, andre gange går jeg hvor jeg ikke aner noget hverken hvor jeg går hen, hvad jeg har sagt eller gjordt før at jeg har raset af, min søster blev engang tæsket i skolegården hvor jeg mistede besindelsen og tævede alle tre drenge jeg vidste ikke selv at jeg kunne være så stærk og blev meget bange for mig selv. Det er en vrede som jeg ikke kan rumme en vrede der fylder så meget at jeg ikke ved hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved ikke om det har noget med min fortid at gøre? Er blevet gennemtævet af en alkoholiker som jeg helst ikke ville kalde for far og min mor som altid har sovet dagen væk med flydende vasketøj og mig som stod for madlavningen, mig som spillede mor for tre søskende. Er i plejefamillie nu efter at jeg blev 13( er 16 nu), hos en jeg elsker over alt på jorden og har kendt hele livet. ved siden af så lider min tvillingesøster af en masse sygdomme og endelig er kommet ud et andet sted hvor hun kan få hjælp. Min anden søster som er 12 nu vil heletiden hjem. Det grundlæggende er at jeg ikke kan holde alle spekulationerne ud da der er for meget i mit hovede og ikke ved hvad jeg skal gøre da mine forældre er så ligeglade med mig som man kan blive. Alle siger til mig at jeg skal prøve at tilgive og tro mig det har jeg prøvede på men mine forældre lytter ikke til mig, har prøvet at sige til dem når de laver fejl men de lader som om at de intet har gjord og at det er mig der er gal på dem! Har prøvet ikke at se dem men det er hårdt når man alligevel savner dem selv om de ikke er der og bare er ligeglade 🙁 har ikke rigtig skrevet til nogen udefra om mine følelser så håber at i kan hjælpe mig :/ går til psykiater og all mulig andet nu men det hjælper heller ikke rigtig på det her har også skrevet et brev til dem hvordan jeg føler men de vil ikke lytte på mig så vis du bare vil lytte så der i det mindste er nogen der gør
Ringer til jer men i har ikke tid, snakker med jer men i høre ikke efter, giver jer et kram som ikke bliver gengældt, giver jer et knus i håb om at i stadig elsker mig, tænker at i elsker mig for ikke at bryde sammen, prøver at glemme kærligheden til jer men virker umuligt. Gang på gang, svigt på svigt som giver mig smerter, smerter så umenneskelige så uretfærdige, smerter der får mig til at krybe sammen på gulvet, smerter som får mig til at græde uafbrudt og gør at når jeg står foran spejlet tænker hvorfor? Den rædsel og bangefølelse der sad i halsen på mig og skriget der ikke måtte skriges, ingen fortræd kunne jeg gøre jer, men fortræd gjorde i mig, Ville for fanden da bare elskes, var det for meget at forlange? Er blevet behandlet som en tomhed der aldrig skulle være til, føler mig uønsket og slet ikke elsket af jer, er ikke kun sårbar men mærker også en blodtørstig vrede, en vrede som er så umuligt at rumme, en vrede som gør at jeg får lysten til at slå løs på jer, slå all min smerte ind i jer i håb om at i ville forstå hvor hårdt i har såret mig, såret mit hjerte, det hjerte som aldrig bliver helt igen. Kigger mig selv i spejlet, er jeg virkelig ikke mere værd for jer? Hvordan kan man sådan, fravælge eget kød og blod? Jeg føler mig svigtet,pint,ydmyget og trådt på. Knuden i min mave fortæller mig,At det ikke er rart at føle omsorgsvigt. Hvorfor tog i kærligheden fra mig, den kærlighed som i aldrig havde og har givet, den støttende tanke at blive elsket er taget fra mig! Fra det ene sekund til det andet, føler mig ligegyldig overfor jer. Sorg og had fylder inderst inde i mig, Jeg troede at i elskede mig, Jer som jeg regnede med og stolede på. Prøver på at finde den ro som for længst er visnet bort til mine forældre og som jeg må prøve at finde et andet sted. Det gør så vanvittigt ondt at ens forældre slipper grebet om sit barn. Har prøvet utallige gange at tilgive jer, men i vil hverken se, høre eller acceptere jeres fejl og når jeg egentlig tænker over det så er det som gør mest ondt at se sine søskende lide efter det og at minderne vil sidde i mig altid. Har fået så mange slag og oplevet så mange grusomheder men nægtelse eller glemsomhed får man tilbage når man spørger hvorfor? Slet mig på facebook for du er alt for farlig, du skulle aldrig havde eksisteret! Ja det skulle man ikke tro at det kom fra min mor, og min far som er lige så grov at sige til sin 12årige datter at det kun var min mor som valgte at få børn! Ikke en eneste indrømmelse eller et undskyld har man givet mig da man mener at det er min fejl eller blot en misforståelse,
Svar:
Kære 16-årige!
Tak for dit brev. Du er ramt ind i vores sommerferieperiode, så der er gået lidt længere tid end der plejer med at svare. Men hvor er det godt du skriver! Og hvor lyder det til, du har det svært!
Du spørger, om vi vil lytte, det vil jeg gerne. Jeg vil prøve at give lidt tilbage af hvad jeg hører:
Jeg hører, at du har oplevet svære svigt og meget kaotiske forhold i din opvækst. Jeg hører, at du er blevet behandlet meget dårligt af dem, der skulle passe på dig. Jeg hører at du elsker dine søskende højt, at de også betaler en høj pris og at du har dem meget på sinde. Jeg hører, at du smerter sådan over det, at du næsten ikke kan holde det ud. Dit brev afspejler hvor kaotisk det må være. Jeg forestiller mig at tankerne myldrer og at du ikke kan finde ro.
Det er som om, du på samme tid er fuld af en helt overvældende vrede og på samme tid den vildeste længsel efter dine forældres kærlighed. Det er store og voldsomme følelser, der brydes indeni dig.
Når jeg læser dit brev til dine forældre får jeg billedet af et barn, der stamper og hamrer og banker på sine forældre for at få kærlighed. Alt det du skriver, er så rimeligt: Børn har krav på kærlighed! At blive passet på! Den situation skal ingen børn være i, at man skal kæmpe for den. Eller at ens forældre slår og udøver vold. Det må ikke ske!
Forældre har pligt til at have så meget overskud eller skaffe sig hjælp, så de kan give deres børn kærlighed. Det lyder det ikke til at dine forældre hver har haft eller får det med tiden. Uanset hvor mange breve du skriver. Sådan er det måske for dig. Det er så barsk og uretfærdigt! Det er et kæmpe tab. Det er så tungt at skulle se i øjnene at de ikke kan og alting stritter imod. Det ved jeg godt.
Jeg har lyst til at fortælle, at dine følelser svarer til din situation. Du reagerer normalt. Jeg har også lyst til at fortælle, at du ikke er alene. I TUBA møder jeg og mine kolleger mange unge i samme situation og med de samme følelser som du. Det er de vilkår, du gennemlever der er urimelige. Det er godt og sundt at du bliver så vred og ikke vil finde dig i dårlig behandling.
Du har taget et klogt skridt ved at begynde at åbne op. Det er vejen til langsomt at begynde at få orden på alt det kaotiske. Det vil jeg ønske mig, at du bliver ved med. Jeg vil anbefale at du får hjælp i et langt forløb, så du bliver bedre i stand rumme alle de svære og voldsomme følelser og få det bedre. At du over mange gange kan sidde med en tryg voksen og få lov at fortælle og sige lige hvordan du har det. Både være rasende og skælde ud. Og være ked af det og længes efter kærlighed.
Der er mange unge der er gået vejen før dig. Man kan få et godt liv selvom man er blevet svigtet.
Du har et spørgsmål om at være bange for mænd til sidst. Det giver god mening at du har den angst, når du har oplevet vold fra din far. Din krop og din psyke forsøger at passe på dig når du får angst når du er i nærheden af mænd. I et samtaleforløb kan du også arbejde med angsten. Man kan øve sig i at sige til sin hjerne at alle mænd ikke er som din far. Det er svært at gøre alene. Jeg synes du skal have hjælp til det.
Kære 16-årige. Tusind tak for dit brev og fordi du delte din historie med os. Jeg synes du viser os stor tillid. Jeg synes du skal få hjælp og begynde at åbne op overfor en tryg, neutral person. Jeg synes hjælp i lang tid. Du kan henvende dig i TUBA København på eller 4396 2080 og få en tid til en forsamtale. Du kan tage en veninde eller en voksen med, du er tryg ved, hvis det er nemmere end at tage afsted alene.
Du har fortjent at få det godt. Og det kan lade sig gøre.
Tak for dit brev – og godt gået, at du åbnede op!
Alt det bedste
Christina D, TUBA