Jeg har gået i terapi i Tuba fordi jeg er vokset op med en far der har haft alkoholproblemer og en medafhængig mor der også blev slået af ham. Min barndom har bare været et stort følelsesmæssigt rod. En masse ting er blevet klarere og bedre for mig efter at have gået i TUBA. Der er stadig meget og meget med skyldfølelse.
Jeg har brug for at skrive om min veninde. Den person efter min kæreste som har været helt tæt på mig i 15 år. En jeg kunne tale med om mine følelser og som også har hjulpet mig meget.
Det handler om, at jeg tror jeg stadig reagerer ud fra gamle mønstre og tanker. Selv efter TUBA terapi, hvor jeg er blevet meget klogere. Jeg var egentlig begyndt at holde afstand til min veninde, fordi jeg fandt ud af at det var hårdt at være sammen med hende, fordi hun altid var deprimeret og jeg altid prøvede at beskytte hende. For eksempel hvis vi var sammen med andre, måtte andre ikke såre hende eller gøre hende ked af det. Hvis nogle veninder gjorde hende ked af det, kunne jeg blive ret sur på dem fordi de ikke kunne tage hensyn til hende. Jeg begyndte at tage afstand til hende fordi, jeg blev klar over at det ikke var ok at jeg skulle agere efter hvad der gjorde hende glad eller ked af det. Selv om jeg skriver det nu og ved det i min fornuft er det stadig svært for mig at føle om det er OK det her.
Men så blev hun alvorligt psykisk syg her for 2 mdr. siden efter at have født, indlagt på psykiatrisk. Jeg besluttede mig så for, at jeg ALDRIG ville svigte hende og den adskillelse jeg havde begyndt, måtte bare stoppe. Hun har brug for mig. Jeg har været der for hende, i hendes allermest mørkeste stunder, og jeg har lyttet og støttet hende alt hvad jeg kunne. Selvom jeg også hurtigt mærkede at jeg måtte beskytte mig selv på en måde, og sige nej, hvis min tid eller støtte til hende ville gå ud over noget andet. Jeg har for eksempel afvist og skældt en ven ud som sagde han ville hjælpe med hende, fordi jeg følte han kritiserede min hjælp til hende, fordi han ville tjekke om vores hjælp til hende nu også var den rigtige osv.
Nu har jeg lige talt med min veninde og hun er ved at komme ovenpå, og nu kan jeg bare mærke, jeg får lyst til at trække mig væk fra hende igen. Altså kan jeg kun lide hende når hun er svag eller hvad? Det er som om at jeg føler hun kan behandle mig lige som hun vil. Altså hvornår kan jeg begynde at kræve at vi er ligeværdige igen? Hun vil jo på en eller anden måde altid være den syge og jeg den stærke. Er det her ikke bare typisk adfærd for mig som barn af en alkoholiker? Eller er der også noget normalt i det? Kh M
Svar:
Kære M
Tak for din mail. Det er dejligt at høre, at du har været glad for at gå i TUBA.
Jeg vil prøve at svare på nogle af dine spørgsmål.
‘Er det her ikke bare typisk adfærd for mig som barn af en alkoholiker?’ Svaret her er jo.
Og så spørger du ‘Eller er der også noget normalt i det?’ Svaret her er også ja. Det er normalt og dejligt, at du knytter dig til andre (i dette tilfælde din veninde), lader dig blive berørt af hende, og gør en ekstra indsats for at hjælpe hende, som du er knyttet til, når hun har det svært.
Spørgsmålet er så, om du har lyst til at knytte dig til hende. I den forbindelse spørger du, ‘kan jeg kun lide hende, når hun er svag?´ Det er kun dig, der kan svare på dette. Men det er vigtigt at du tager dit svar alvorligt. Det vigtigste spørgsmål er faktisk ” har jeg lyst til at knytte mig til hende?” De mennesker, som vi vælger til som venner, skulle gerne være nogle vi i det store hele har det godt sammen med. Der kan selvfølgeligt være op og nedture i forhold til venner, men når vi ser på det store hele, så er venner dem, som vi vælger at knytte os til. Det er det, der ligger i, at have en ven.
Når jeg læser din mail, forestiller jeg mig, at du lider fordi, som du skriver, ‘jeg besluttede mig for, at jeg ALDRIG ville svigte hende.’ Da du hverken er et overmenneske eller en superkvinde (så vidt jeg ved), men et normalt menneske (ligesom også andre), må du leve med at du ikke kan overskue alt; at du ikke kan se ind i fremtiden; og at du ikke kan være alle vegne. Os normale mennesker, vi skifter mening en gang imellem. Vi bliver måske klogere. Vi forholder os til det, at verden også ændrer sig. Vi begår fejl. I den forbindelse kommer vi til at svigte andre en gang imellem. Du sætter dig i en umulig situation, når du tager en beslutning om aldrig at svigte din veninde. At svigte på den måde, som du overvejer at svigte din veninde på er normalt og et tegn på sundhed. Det er ikke det samme, som f.eks. når en person, der drikker for meget, går og svigter andre mennesker det meste af tiden.
I livet står vi ofte over for valget mellem at svigte andre, eller at svigte os selv. Hvis vi ikke vil være egoistiske og ensomme, så skal vi kunne svigte os selv en gang imellem. Samtidigt gælder det dog, hvis vi generelt svigter os selv, så mister vi os selv og styrer vores liv mod en afgrund.
I familier hvor, man drikker, deler man ofte verden op i enten og eller. Enten er noget sort eller også er det hvidt. Enten gælder noget alt eller også gælder det intet. Enten gælder det aldrig eller også gælder det altid. Meget i verden er dog hverken sort eller hvidt, men gråt. Mange ting gælder kun nogle gange og kun i nogle tilfælde. Prøv at lægge mærke til om du generelt deler verden om i enten og eller – og om det er noget du har fra dine forældre.
Jeg håber mailen hjælper dig. Du er selvfølgeligt velkommen til at kontakte TUBA igen, hvis du skønner du, har brug for det.
Med venlig hilsen
Thomas, TUBA.