Jeg er en pige på 27 år. Jeg har to børn. Jeg er opvokset i et hjem med en alokoholiseret far. Det i sig selv sætter sine spor. Dette er mit problem.
Jeg har altid haft et meget anstrengt forhold til min far. jeg har aldrig kunne tilgive ham for at han drak, og var nået dertil at jeg oprigtigt mente at han egentlig bare var en belastning for hele familien.
For ca. 2 år siden fik min far konstateret kræft, som en logisk følge af dette forfærdelige sygdomsforløb var han ret hurtigt ude af stand til at indtage nogen form for alkohol. Det var jo fantastisk. og jeg begyndte at se den person som alle kunne huske – og som jeg igennem hele mit liv er blevet fortalt om. Jeg bliver gravid med vores 2. barn og det hele virker rent faktisk i en lille periode som om at det hele nok skal gå. Pludselig får han at vide at de ikke kan gøre mere for ham og at han bør tage hjem og få det bedste ud af sommeren. I den periode hvor han blev mere og mere syg blev jeg mere og mere gravid.
Min mor passede ham hjemme til han sidste år døde. og jeg var hjemme næsten hver dag i et forsøg på at støtte dem begge to. Stemningen i et hus hvor man ved at den ene person er ved at dø – er ganske forfærdelig, og min mor led med ham. Derfor havde de jo selvfølgelig begge behov for at vide at vi alle var der for dem. jeg endte med at føde vores datter samme dag som han blev begravet, men nåede heldigvis at komme med.
Resultatet var desværre at jeg endte til min fars begravelse mindre end 12 timer efter fødslen. og det var noget af det værste jeg nogensinde har været ude for. at stå der og være ved at sprænge af stolhed over den her lille guldklump der er kommet, stolhed over den anstrengelse men trods alt lige har været igennem, lysten til at vise hende og fortælle om fødslen til hele verden og sorgen. Den altopslugende sorg over at man kun lige nåede at få lyst til at lære ham at kende. sorgen over det man har manglet i et helt liv, men som jeg desværre nåede at se inden han var væk.
Jeg tror faktisk jeg ville have det nemmere hvis jeg bare havde hadet ham helt indtil han døede, tanken om ikke at være gået glip af så meget ville nok ikke være så stor.
Jeg går nu og pusler med ideen om at opsøge en psykolog, som kunne hjælpe mig. Jeg ved bare ikke om mit problem er stort nok – eller om der er et egentligt problem, man kan jo sige at kilden til det hele er jo væk og jeg føler mig lidt flov over at gøre et stort nummer ud af noget hvis jeg egentlig bare skulle hanke op i mig selv og så komme videre…. mener i at der ville være en god ide at opsøge en psykolog ? tror i at det ville hjælpe mig. eller skal jeg bare tage mig sammen ?
Svar:
Hej forvirrede
Først: Tillykke med din guldklump! Og: Sikke et forløb. Din beskrivelse af begravelsen med de meget store blandende følelser bliver nærmest et billede på din forvirring nu. Skal jeg være ked eller lykkelig?
Du rejser et spændende spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvornår et problem er “stort nok” til at søge behandling. Det er ikke helt nemt at besvare, men jeg vil prøve alligevel.
For mig at se findes der ikke nogen særlig grænse for, hvornår noget er behandlingskrævende. Menneskelivet er fyldt med op- og nedture. Men man kan tage udgangspunkt i det helt simple forhold, at det er de færreste mennesker, der kan bære livet alene. Vi har brug for andres indspark, hvadenten det er partner, venner, kolleger eller – en psykolog/terapeut.
Om du har brug for egentlig behandling synes jeg afhænger af, hvordan dit netværk er, om du føler dig i stand til bruge dem, at lette dit hjerte og blive klogere på dig selv. Med andre ord om du har fortrolige, som er gode til at lytte respektfuldt og hjælpe dig videre i din proces. Om din sorg letter og bedres.
Du beskriver en opvækst, som med dine egne ord har sat sine spor. I TUBA plejer vi at sige, at hvis man er vokset op med nogen, der drikker, ja, så præger det én. For vi præges alle af vores barndom. Så udover den “akutte” krise ift din fars dødsfald, kunne du give dig selv den gave at gå på opdagelse i, hvordan din fars alkoholisme har formet dig. Om du har mønstre, som er destruktive for dig og som du har brug for at forstå og ændre. Mange af de mennesker, vi taler med i TUBA, har historier, der ligner din. Og mange af de mennesker, der søger hjælp hos psykologer generelt, vil have oplevet belastninger svarende til det, som du har oplevet.
Jeg synes overordnet at din situation lægger op til, at du har brug for at følges med nogen om at bearbejde, forstå og lande på benene igen. Jeg synes du skylder dig selv at tage det alvorligt, både for din egen, “guldklumpens” og dine nærmestes skyld.
Held og lykke på den fortsatte rejse – jeg håber du finder èn at rejse sammen med!
Christina, TUBA