Hej TUBA. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg har det lidt mærkeligt med at skrive til Jer, men ser det samtidig som en god måde at få nogle professionelle svar på alle mine spørgsmål.
Jeg er 19 år og går i 3.g, hvor jeg fungerer fint. Jeg får middel-gode karakterer, jeg kan lide at gå i skole – og fokuserer meget på ikke at ende som mine forældre, da min far er alkoholiker og arbejdsløs og min mor er kommunalansat hos hjemmeplejen. Siden jeg var 7 år har jeg boet sammen med min mor og da jeg var 10 blev hun gift med en ny mand, som hun i dag stadig er sammen med. Vi har en god familie uden problemer! Jeg er dog begyndt at spekulere meget over min adfærd. Jeg har gennem hele min skoletid haft veninder, men det har også været meget overfladisk – altså har jeg ikke rigtig haft meget tætte veninder, som jeg kan betro mig til. Dette har jeg dog i dag, men vi ses ikke så tit, da vi bor i hver vores ende af landet, og derfor påvirker det selvfølgelig mit daglige liv. Dog vil jeg ikke give min omgangskreds skylden, da jeg ofte selv vælger folk fra, men jeg er også meget usikker på mig selv og svært ved at lukke folk ind i mit liv – eller er det bare en undskyldning? Jeg har heller aldrig haft nogen kæreste. I perioder er jeg meget nedtrykt, kan ikke se noget formål med livet (har dog aldrig overvejet selvmord, så slemt er det ikke) men er bare ked af det inden i uden nogen forklaring. Jeg kunne græde over de mindste ting. Jeg har overvejet, om jeg måske var lidt stresset, da jeg arbejder 10 timer i ugen også, men samtidig ser jeg det også bare lidt som en undskyldning. Generelt har jeg brug for at kunne give en årsag til min adfærd, fordi jeg så føler, at ”jeg må gerne være ked af det, når jeg har haft det sådan”. Men helt ærligt – det er jo latterligt, at man nogle gange ØNSKER at finde en årsag til at man skal/kan være ked af det. Efter at have psykologi i skolen er jeg nu begyndt at overveje, om min fars alkoholmisbrug har påvirket mig så meget, selvom jeg stoppede med at se ham, da jeg var omkring 8 år. Jeg har aldrig brudt mig om at besøge ham, og gør det egentlig heller ikke i dag, selvom han har fået en sød kæreste, og drikker (så vidt jeg ved) ikke mere – i hvert fald ikke så meget som førhen. Kan det virkelig passe, at min fars alkoholmisbrug, da jeg var helt lille, har påvirket min adfærd så meget i dag, selvom jeg max ser ham 4 gange om året i dag? Jeg tænker på min usikkerhed, at jeg søger årsager til at være ked af det, og særligt at jeg tager lang tid om at åbne mig for folk, hvilket resulterer i, at jeg ikke har så mange tætte venskaber. ELLER er jeg bare genert og usikker som person? Jeg har også overvejet at kontakte en psykolog for at komme ud med alle disse tanker, og få af vide om min adfærd er normal, men igen kan jeg vende det om og tænkte, at jeg bare gerne vil have opmærksomhed for at gå til psykolog, så min omgangskreds kan se, at jeg altså ikke har det helt så godt.
Det blev en lang smøre, men jeg håber du forstår, hvad jeg mener!
Svar:
Hej igen,
Tak for din mail.
Jeg kan læse, at du i øjeblikket spekulerer over en række vigtige emner i dit liv. Lad os kikke på dem.
Grundlæggende er du optaget af om din fars alkoholmisbrug, da du var lille, har påvirket din adfærd i dag?
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at de problemer, du beskriver, er problemer som rigtige mange unge kender til, også unge, der ikke er fra familier med alkoholproblemer. Fra det du skriver, så kan jeg ikke sige, at problemerne er forbundet med det, at din far har drukket.
Ungdom er en tid i menneskers liv, hvor man prøver at finde ens egen vej i livet, efter at have boet i en verden, hvor rammerne var bestemte af ens forældre. Man skal selv til at lægge rammerne og retningen for ens liv. Som ung er man typisk optaget af spørgsmål som
– Hvad skal min vej i livet være?
– Hvad er vigtig for mig?
– Hvad interesserer mig?
– Hvad synes jeg er spændende at lave?
– Hvad gør mig godt og hvad gør mig ikke godt?
– Hvad er mine værdier?
– Hvad er mine styrker og kvaliteter?
– Hvad skal jeg have lært, som jeg ikke har fået med hjemmefra?
– Hvordan ligner jeg og hvordan er jeg forskellig fra de forskellige, jeg omgås?
Som ung skal man lære sig selv at kende. Der er ingen rigtig vej for alle her i livet, så hver ung finder sin vej ved at tumle med disse store spørgsmål. I TUBA oplever vi typisk, at unge der henvender sig er lidt senere ude med at svare på disse spørgsmål, da forældrenes alkoholproblemer har fyldt meget, og der derfor ikke har været tid og plads til at forholde sig til spørgsmålene. Vi oplever også, at når man har eller har haft drikkende forældre, så kan der dukke en masse følelser op (for eksempel af vrede og sorg), når man beskæftiger sig med ungdomsspørgsmålene. Man kan også føle sig under pres, når man tumler med spørgsmålene, fordi man ”ikke vil blive som ens forældre”. Så selv om spørgsmålene er helt almindelige. Så kan oplevelsen af at håndtere spørgsmålene være farvet af ens forældres alkoholproblemer.
Spørgsmålene er også svære at svare på. Man finder ikke svarene ved at tage sig sammen. Man kan ikke beslutte sig for svarene. Svarene er noget man finder over tid. Man finder svarene ved at lære sig selv at kende. Godt nok kender man sig selv på en måde som ens forældres barn, men man skal til at lære sig selv at kende på ny, som den voksen man er ved at blive. Dette kræver, at man er nysgerrig omkring sig selv og at man giver sig selv lov til at prøve forskellige ting, så man kan finde svarene på spørgsmålene. At lære sig selv at kende handler også om at blive sin egen bedste ven. Man skal give sig selv tid og plads til at lære sig selv at kende, og give sig selv lov til at prøve forskellige ting for at finde ud af hvad passer til en. Man skal være ekstra sød ved sig selv, når man er ved at finde ens ben i voksenlivet. Der skal også være plads til at man må dumme sig en gang imellem.
Det at finde svarene på spørgsmålene kan til tider være meget anstrengende. De fleste unge føler sig derfor til tider frustreret, forvirret, og oplever meningsløshed i en eller anden grad. Dette hører til det at være ung og til at finde ens vej i livet. Hvis du f.eks. fortalte andre i din omgangskreds, at du har dage, hvor livet virker totalt meningsløst, og andre dage hvor du ikke har det sådan, så vil du sikkert finde, at der er en del andre i din omgangskreds, der også har det sådan. For du beskriver faktisk noget som mange unge oplever. Når man prøver at finde mening i tilværelsen, som man nu gør som ung, så oplever man samtidigt meningsløshed. Mening og meningsløshed hænger sammen. Hvis du beskrev for andre, at du nogle gange græder over de mindste ting, men andre dage ikke gør det, så vil du også finde, at en del af dine jævnaldrende veninder har det på samme måde. Når man er ung, så svinger følelserne ekstra meget. Følelserne er meget på arbejde, fordi følelserne er med til at vise vej.
Jeg vil anbefale, at du bruger din ked af det hed, til at lære dig selv at kende. Din ked af det hed siger noget om hvem du er, om hvad betyder noget for dig, om dine værdier og dine interesser. Prøv at undersøge nærmere i hvilke situationer, du bliver ked af det. Ved at få mere øje på, hvad det er for nogle ting, der berører dig, lærer du dig selv at kende. F.eks. hvis du bliver ked af det i forbindelse med, at du arbejder meget, så finder du måske frem til, at det er vigtigt, at du ikke presser dig selv for meget og at du også skal have tid til andet end arbejde. Hvis du bliver ked af det i forbindelse med, at du tænker på din far, så kan det være, at du finder ud af, at du savner ham, nu hvor han er blevet ædru. Dine følelser kan hjælpe dig lære dig selv at kende. Prøv også at lægge mærke til hvad gør dig glad eller giver dig en følelse af energi i din hverdag. Dette siger også noget om, hvad du er for en. Du kunne måske begynde at skrive dagbog, hvor du hver aften noterer hvordan du har haft det i løbet af dagen og hvad du har lavet og hvilke tanker du har haft i løbet af dagen; så bliver det tydeligere for dig, hvordan dine følelser og dit liv hænger sammen..
Du skriver også om det at have tætte relationer. Du er tydeligvis i stand til at have tætte relationer, da du har tætte venner, der bor langt væk. Men det virker til, at du savner at have tættere relationer til nogen, der bor tættere på dig. Hvordan får man så det?
Som du nok ved, så er det ikke godt at dele alt med alle mennesker. Nogle mennesker svigter meget, og nogle gør det mindre. Nogle mennesker passer bedre til dig som fortrolige venner end andre. Det at komme tættere på andre mennesker indebærer to ting: at du kræver mere af andre, og at du giver mere af sig selv. Man kan kræve mere af andre ved f.eks. at stille andre mennesker flere spørgsmål, og ved at bede dem om flere ting. Du kan give andre mere ad dig selv ved at gøre flere ting sammen med andre og ved at fortælle mere om dig selv: om hvordan du har det, om hvad du mener, om hvad du kunne tænke dig. Jeg vil anbefale, at du begynder at gøre disse ting lidt mere med de mennesker, du er mest trygge ved i dit nærmiljø. Begynd ikke med at fortælle andre om de sværeste mest sårbare ting i dit liv, men fortæl blot mere om hvad du synes om alt muligt mindre vigtigt. Prøv f.eks. en af følgende ideer:
– fortæl din mening om en ting til en person i din omgangskreds hver dag.
– fortæl en person i din omgangskreds noget, om hvordan du har det hver dag.
– spørg en person i din omgangskreds nærmere om noget, du er nysgerrig over hver dag.
– spørg en person i din omgangskreds, om de har lyst til at lave noget, du kunne tænke dig sammen med dig.
– meld dig til noget, hvor du skal lave noget sammen med andre. Så er du sammen om at lave noget, som I skal snakke sammen om.
– lav noget hver uge, som du særligt har lyst til. Ved at være din egen bedste ven, bliver du også en attraktiv ven for andre.
Måske kan du bruge en eller flere af disse ideer. Pas på med at kræve for meget af dig selv.
Det vigtige her er, at du vender dig langsomt at komme tættere på dig selv og andre. Som sagt, start med det, der er letteste. Tal mere med de personer, du er mest trygge med, og om de emner, du er mest trygge ved. Så bestem dig for, om du har lyst til at dele lidt mere af dig selv. Ros dig selv hver gang, du får gjort det. Tag tingene et skridt ad gangen. Skriv for eksempel en dagbog over hvordan det går med at komme tættere på andre. Det med at komme tættere på andre er også et led i det, at du lærer dig selv at kende og finder din vej i livet. Ved at lære andre at kende, lærer du også dig selv at kende.
Hvis du sætter fokus på at lære dig selv at kende, og hvis du øver dig generelt i at være mere åben over for andre, så dukker der sandsynligvis en kæreste op til dig på et tidspunkt!
Jeg håber mine svar hjælper.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.