Hey .. Jeg en pige på 21 , min far har drukket hele mit liv .. For godt 8 måneder siden fik jeg et opkald fra ham hvor han græd og spurgte om han ikk måtte låne 3000 , ellers ville han komme i problemer sagde han .. Jeg styrtede ud til ham og afleverede penge . Han sagde jeg ville få dem efter en måned eller to .. Hørte dog intet fra ham , selvom jeg havde prøvet og ringe flere gange . . Han snakkede med min bedste veninde for 4 måneders tid siden og sagde han var så bange for jeg ikk ville snakke med ham mere . ..hun fortalte han bar sku ringe , men det gjorde han så ikke . .. Jeg valgte at skrive til min kusine for 2 dage siden og høre om han havde det fint .. Derefter fik jeg en SMS fra ham hvori der stod : “Hej skat . Har ingen penge eller taletid , men dårlig samvittighed. Ring hvis du har lyst. Far” . .. Jeg svarede at jeg synes han måtte ringe hvis han virkelig ville snakke med mig .. Har dog ikk hørt noget endnu , men står lidt i det dilemma , hva fanden skal jeg sige ? Jeg kan ikk lide at blive sur på ham , for få føler jeg det synd og for en mærkelig skyldføelse . .. Jeg ved faktisk heller ikk om jeg har lyst til at snakke med ham .. Jeg har modtaget psykolog hjælp i den tid vi ikk har snakket sammen , og der fandt jeg ud af at jeg faktisk kun så ham pga ham og ikke for min egen skyld . .. Men hva hvis han lige pludselig dør Så vil jeg ikk stå og ikk have set ham eller været i kontakt med ham ? .. Har ogs hørt han ikke drikker så meget mere , og det vil jeg et eller andet sted godt være en del af .. Men er ogs bange for at blive skuffet lige som så mange andre gange … .. Nogle gode råd ?
Svar:
Kære du
Ja, hva fan’ø skal du gøre??? Det er et godt spørgsmål. Som jeg forstår dig stiller du det spørgsmål på flere niveauer:
Hvad skal du sige til, at din far ikke har betalt dig de penge tilbage han skylder dig?
Skal du blive sur? Og kan du det, uden at synes det er synd for ham og uden at føle skyld?
Hvad hvis din far dør uden at du har kontakt med ham?
Som jeg forstår dit brev er det de ting du er i tvivl om og derfor vil jeg forsøge at besvare de tre spørgsmål.
Hvad skal du sige til din far, hvis han ringer?
Din far har snydt dig og jeg synes det er helt okay, hvis du er vred på ham. Jeg synes du skal reagere overfor din far, på samme måde som du ville reagere overfor enhver anden du havde lånt penge som ikke betalte tilbage. Jeg synes du skal fortælle ham, hvordan du har det. Det er ikke sikkert det ændrer noget og det er ikke sikkert du får pengene – men derfor tænker jeg alligevel det er vigtigt at du får sagt, hvordan du har det. Ikke for din fars skyld, ikke for at få pengene, men blot for din egen skyld.
Kan du blive sur uden at synes det er synd eller få skyld følelse?
Det lyder det ikke lige umiddelbart til. Hvad er det du får skyld følelse over og hvad mener du med at det er synd for din far? Jeg tænker på om du kan prøve at beskrive det for dig selv?
Jeg har svært ved at give dig et godt råd på det område, fordi jeg ikke kender nok til, hvad det er der gør, at du føler som du gør. Jeg kan gætte på noget. F.eks. tænker jeg at vi grundlæggende synes noget er synd for andre, når vi tænker at de ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Måske får vi dårlig samvittighed fordi vi føler vi burde hjælpe dem. Jeg ved ikke om det er lidt sådan du har det?
I forhold til din situation med din far, tænker jeg at skylden ligger hos ham. Det er din far der svigter dig, snyder dig osv. Derfor bør han bære skylden. Men det lyder ikke til, at han for alvor påtager sig den. Måske er det ikke muligt for dig at blive sur uden samtidig at føle skyld, selvom det ikke er din skyld, kan du godt føle det sådan og det er okay. Det er en naturlig følelse og på en underlig måde et godt tegn, for skyldfølelsen vidner om, at du tager mere hensyn til dig selv end til din far. Det er godt at du gør det og der et helt okay at du gør det. Med tiden vil følelsen af skyld blive mindre.
Hvad hvis din far dør uden du har kontakt med ham?
En ting er sikkert, din far vil dø på et tidspunkt. Du fortæller nogle ting som er lidt modsætningsfyldte. På den ene side ved du ikke om du overhovedet har lyst til at se din far og du har opdaget at du tidligere kun så ham pga. ham og ikke for din egen skyld. På den anden side skriver du, at du ikke vil stå og ikke have set ham og ikke have haft kontakt med ham, hvis han dør.
Gennem mit arbejde i TUBA ved jeg, at mange unge på et tidspunkt oplever at stå i et svært dilemma, hvor de kæmper med, hvad der på den ene side føles rigtigt for dem selv (ikke at have kontakt til deres drikkende forælder) og på den anden side hvad de føler de bør gøre, nemlig at tage ansvar for den drikkende forælder og for kontakten til denne. Udfra det du skriver tænker jeg på om du mon også oplever at stå i et sådant dilemma?
Hvad skal man så gøre, når man står i sådan en situation?
Jeg synes man skal holde fokus på sig selv. Du kan godt prøve at tage ansvar for din far og for jeres forhold til hinanden, men jeg tror ikke det ændrer noget. Jeg tror du vil fortsætte med at blive svigtet og skuffet, jeg tror det vil koste dig rigtig meget energi og i sidste ende tror jeg ikke det gør nogen forskel. Din far skal tage ansvar for sig selv og sit liv, hvis I skal få et forhold til hinanden, hvor I kan have kontakt og det lyder det ikke til han gør.
Du spørger efter et godt råd. Mit råd til dig er at overveje, hvad der ville være anderledes for dig, når din far dør, hvis du har haft kontakt med ham? For mig lyder det til, at I ikke har et forhold til hinanden uanset om I ser hinanden eller ej? Måske tager jeg fejl, men jeg tænker alligevel at du også skal overveje, hvad det er du gerne vil have ud af, at have kontakt med din far? Hvor meget energi du vil bruge på at have kontakt? Hvor meget må din far snyde og svigte dig?
Jeg kommer lige til at tænke på, om du tænker det vil mindske din skyldfølelse når din far dør, hvis du trods alt har haft kontakt med ham? Det er jeg ikke sikker på det vil, for jeg tror ikke din kontakt kommer til at gøre nogen forskel for din fars situation. At din far drikker og måske kommer til at drikke sig ihjel er et vilkår du må leve med. Du er magtesløs. Jeg forstår godt, hvis det er svært at acceptere. Ikke desto mindre tænker jeg, at det bedste du kan gøre er, at acceptere din magtesløshed og sætte dig selv fri af ansvaret for din far. Fri til at leve dit eget liv.
Du er meget velkommen til at skrive herind igen med dine overvejelser, du kan også logge på chatten og tale med en rådgiver hvis du har lyst.
Bedste hilsner
Camilla