Jeg har det her problem. Min far og jeg kan på ingen måde enes.
Vi har tidligere fået hjælp – hele familien – fordi vi ikke kunne få en hverdag til at fungere, men nu er det helt i skoven igen. Min far drikker en del og har samtidig et enormt temperament som har tydeligt har lidt svært ved at kontrolerer.
Jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke kan mere, han sviner min mor og jeg til er rigtig ubehagelig. Han vil gerne bestemme alt og hvis tingene ikke går efter hans hovede eller er til gavn for ham tænder helt af, og så er det min mor og jeg der er nogle “sindsyge kællinger”. Men her stopper det ikke altid, når det går rigtig vildt for sig, så bliver han aggressiv og truer med vold og en gang imellem sker det at han gør alvor af det enten overfor mig eller min mor. Når jeg konfrontere min mor med det og sprøger hvordan hun kan leve med det svarer hun ” sådan er far, jeg kan jo ikke bare gå fra ham, for så drikker han sig selv ihjel..”. Men jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke længere kan så meget som udstå synet af den mand, jeg bliver så vred og ked af det. Jeg har længe haft den her drøm om at klarer gymnasiet godt, men eftersom at min uddannelse jo ikke er til gavn for ham, modarbejder ham mig – han fortæller mig tit at jeg jo alligevel ikke gennemfører så hvorfor helvede jeg ikke bare smutter tilbage til min plads bag kassen i det lokale supermarked… Men nu har jeg altså fået nok. Jeg har gennem tiden opbygget et had til den mand som har sat mig i verden, og som jeg lidt endnu er tvunget til at bo sammen med.. Hvad gør jeg?
Svar:
Hej 17-årige
Tak for dit brev! Pyh, det lyder barsk! Jeg prøver lige at skrive tilbage, hvad du fortæller mig:
1. Din far drikker meget
2. Din far er ubehagelig, truende og aggressiv overfor dig og din mor
3. Han bliver undertiden voldelig
4. Han støtter ikke dig i de ting, der er vigtige for dig og for at du kan få et godt liv – fx at gennemføre gymnasiet
Jeg kan godt forstå du har fået nok! Det, du beskriver skal ingen finde sig i! Situationen er ekstremt belastende og uholdbar. Du skal redde dig selv!
Mit råd er at du beder om hjælp. I Danmark er loven heldigvis sådan, at hvis børn vokser op med druk og vold, skal samfundet gribe ind. Du har travlt, for når du fylder 18 har de ikke pligt til at hjælpe dig mere. Du kan gøre det på flere måder:
Du ringer til kommunen og beder om at tale med en sagsbehandler, du skal henvende dig i Børn & Unge eller du kan gå derned selv. Måske kan du bare ringe til hovednummeret og bede om at blive stillet videre. I og med at I som familie har fået hjælp før, ligger der en sag på jer. Det er godt i dette tilfælde, for så skal du ikke starte helt forfra. Du fortæller om din situation og at du ikke kan holde det ud derhjemme mere. De kan sætte ind med forskellige tilbud. Hvis du er afklaret på, at du gerne vil flytte (hvilket jeg kun kan støtte, hvis du er), kan de måske hjælpe dig til at få en ungdomsbolig. Mange unge fra familier med alkoholproblemer flytter tidligt hjemmefra. Inden du går fra mødet kan du spørge hvad der sker nu og bede om at blive informeret om hvilke tiltag kommunen gør, så du ikke går og er bange for at de gør ting, du ikke behøver at være bange for.
Hvis du helst ikke selv vil tage kontakt, kan du bede en voksen, du har tillid til, om at gå med eller hjælpe dig. Du kan også sende dine kontaktoplysninger til os i TUBA, så kan vi lave en underretning til kommunen. Vi vil så sende dit brev her ind til dem og bede dem tage sig af det.
Det er klart det vil være et stort skridt og din far vil blive vred. Men på en måde kan situationen næsten ikke blive værre. Nogle gange skal der en barsk tid til, for at noget kan blive bedre. Der er andre unge der er gået denne vej før dig. Det opleves svært og farligt, men man kommer igennem det, du har allerede holdt til ting, der er værre. Og om alt går vel, så venter der dig et liv, hvor du kan fokusere på at fuldføre gymnasiet og komme ud af det pres, der er derhjemme. Og få det bedre!
Selvfølgelig skal du arbejde på at gennemføre gymnasiet. Selvfølgelig skal man ikke finde sig i at blive behandlet sådan – du har lov at sige fra selvom din mor ikke gør det! Du har fat i det rigtige! Det er så godt at du har fået nok og er vred – for det er bare for meget, det du lever i!
Jeg vil meget gerne du skriver tilbage, hvis der er noget her, du bliver i tvivl om. Det er vigtigt du får hjælp til at komme ud af situationen!
Al mulig styrke og power til dig!
Christina, TUBA