Hej TUBA 🙂
Jeg er en pige på 17 – 18 om en måned – og jeg har igennem de sidste 8 år måtte leve med min mors alkoholmisbrug. Jeg har måtte klare meget, se meget og passe min 6 år yngre lillesøster.
Nu har jeg til gengæld fået nok. Det ødelægger alt for meget for mig, min uddannelse bl.a. og den er umådelig vigtig for mig.
Jeg er bare i tvivl om hvorvidt jeg skal indberette alkoholmisbruget på kommunen eller ej. At min mor nok ville hade mig for evigt hvis jeg gjorde det, er én ting. Men hvad kommer der til at ske med min lillesøster? Hvad kan de gøre for hende? For jeg vil absolut ikke have at hun kommer i en plejefamilie. Det ville jeg ikke kunne bære – jeg vil gerne have, at hun flytter hjem til min far – men han bor og arbejder i Tyskland.
Hvordan skulle scenariet se ud hvis hun ikke kom til at bo hos min far?
Jeg er meget nervøs, og tumler med det store dilemma; skal jeg indberette eller ej?
Selvfølgelig siger min mavefornemmelse, at jeg bare skal indberette det – men hvad hvis min lillesøster ender med at komme i plejefamilie og hvis hun ikke klarer sig godt. Hun er jo nærmest blevet født ind i alkoholmisbruget, og her for nylig fandt jeg ud af at hun er begyndt at skære i sig selv. Det var ikke slemt, og blødte ikke – tror bare hun pressede noget mod hendes hud. Men det er klart et råb om hjælp! Og vil hende det bedste i hele verden, og hvis hun har en forælder burde hun flytte derhen.
Håber I kan hjælpe, for det haster. Vi skal have fundet ud af noget inden sommerferien slutter.
mvh Dilemma
Svar:
Kære du
Hvor er jeg glad for at høre, at du har fået nok! Selvfølgelig skal din mors alkoholmisbrug ikke gå ud over dig – det er helt rigtigt og helt okay at du nu siger fra.
Du bliver 18 år lige om lidt, derfor kan du selv bestemme, hvor du vil bo ovs. Du kan selv tage valget om, at du ikke vil lade dig påvirke af din mors misbrug. Det kan din søster ikke og det er du helt opmærksom på.
Du spørger hvad der vil ske, hvis du indberetter din mors alkoholmirbrug til kommunen. Du spørger om din søster vil kunne bo hos din far, eller om hun vil komme i plejefamilie. Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad der præcist vil ske. Hvis du indberetter din mors alkoholmisbrug til kommunen, vil kommunene undersøge situationen hos din mor og søster. Når de har undersøgt, hvordan din søster har det hos din mor, vil de efterfølgende finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe hende.
Jeg er i tvivl om, om du og din søster har samme far? Jeg tænker at der er mulighed for, at hun kan komme til at bo hos sin egen far. Jeg tænker at det er en god ide at involvere ham, hvis han ikke allerede er det.
Hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvad der kommer til at ske, hvis du kontakter kommunen, kan du i første omgang henvende dig anonymt til kommunen. I de fleste kommuners familiecentre er det muligt at møde op eller ringe helt anonymt. Du kan her fortælle dem om din situation og spørge dem, hvordan de vil kunne hjælpe din søster, hvis du indberetter.
Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer for din søster og jeg er enig med dig i, at det at hun skærer i sig selv er et klart råb om hjælp. Du står i en svær situation fordi du er den, der kan hjælpe hende, men samtidig ikke kan vide hvilke konsekvenser det får, hvis du indberetter. Du har min fulde opbakning til at indberette, jeg tror på at du vil hende det bedste og jeg tror det bedste for hende er, at kommunen bliver opmærksom på problemerne og hjælper hende.
Jeg håber svaret når dig inden sommerferien slutter. Du er meget velkommen til at skrive igen. Jeg vil også gerne hjælpe dig med at underrette kommunen, hvis det bliver aktuelt.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA