Hej!
Min 55-årige mor har altid været glad for rødvin, men efter skilsmissen fra min far for 15 år siden blev der skruet op for forbruget. I de seneste 5 år er forbruget blevet så stort at det for alvor er begyndte at gå ud over helbred, job og familie. Hun har i årevis været på lykkepiller, som hun holder op med at tage når hun har en god periode, indtil hun så ryger ned i et sort hul.
Min søster og jeg har støttet hende så godt vi kunne igennem årene og det er en enkelt gang lykkedes hende at være ædru i 3 dejlige måneder. Desværre endte det med at hun faldt af vandvognen og misbruget blev værre. Hun mistede sit job og blev i efteråret 2010 meget syg, men ville ikke gå til læge, fordi hun var sikker på det ville gå over. Vægten faldt til 45 kg og hun blev så svag at hun endelig tog til lægen og alt tydede på cancer. Det var heldigvis ikke cancer og hun var lykkelig og sagde at nu havde livet givet hende en chance til og at ”nu ville hun stoppe med at drikke”. En sætning vi har hørt mange gange før. De måneder der gik med uvished om hun fejlede noget livstruende og en depressiv mor, som drak videre på trods af alvoren, var så opslidende for min søster og jeg at vi nåede helt ud til kanten og vi tog kontakt til professionelle.
I løbet af de måneder der gik, blev det klart for os, at vi blev nødt til at sætte nogle grænser for at passe på os selv. Vi havde 2 senarier at forholde os til: 1) det var cancer og hun ville dø eller 2) hun klarede skærene og levede. 1) ville vi ikke gøre noget og 2) ville vi give hende et ultimatum, fordi vi ikke magtede mere.
Min søster og jeg skrev et brev til hende (efter en god snak med en af Tubas medarbejdere – tak!). Brevet blev afsendt og vi skrev til slut at vi ville ringe til hende på en given dag. Hun var forstående overfor det vi havde skrevet og ville holde op med at drikke.
Nu er der gået 6 måneder og hun er ikke stoppet – det er kun gået den gale vej. Hun drikker mere, manden er ved at flytte, hun har mistet jobbet og hun har ikke kontakt til min og min søster og vores familier.
Jeg skal på en eller anden måde have afsluttet forholdet til min mor – jeg ved at jeg ikke kommer til at se hende igen, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få afsluttet det bedst muligt. Jeg har brug for at kommer videre i mit liv nu.
Jeg har også to børn på 6 og 10 år, som elsker deres mormor overalt på jorden. Vi har været meget åbne omkring hendes misbrug og grunden til at de ikke kan besøge hende. Når de snakker om hende siger de ”når mormor holder op med at drikke, så skal vi se hende igen”. Mit hjerte er ved at gå i stykker ved tanken om at jeg skal fortælle dem at de aldrig kommer til at se deres mormor igen.
Hvordan får jeg sagt farvel og hvordan kan jeg bedst muligt støtte mine børn?
Mange hilsner!
Svar:
Hej igen,
Tak for din mail, det lyder som om det er rigtig svært for dig lige nu. Som du selv skriver, har det været et opslidende forløb for dig og din søster imens din mor blev undersøgt for cancer, og det lyder også som om det er meget opslidende nu, hvor du ikke ser hende. Hvor er det godt, at du og din søster kan støtte og bruge hinanden, og ikke mindst rigtig godt at I kan sætte grænser for, hvad I vil være med til.
Du spørger direkte, hvordan du skal få afsluttet/sagt farvel til din mor. Når jeg læser dette tænker jeg, at dette kan være en uoverskuelig opgave. Det vil være ekstrem hårdt at skulle sige farvel til en mor, som du tydeligvis elsker (når hun ikke drikker), men som du har brug for at have stor afstand til når hun drikker. Din mor er endnu ikke død og tiden til at begrave hende og sige endelig farvel er endnu ikke kommet, selv om det måske var nemmere, hvis den var. Det at have en mor, der drikker for meget er en kronisk sorg. Det vil sige, det er en sorg, som du må lære at leve med og håndtere.
Når jeg læser dit brev tænker jeg, at du måske gerne vil tage endelig afsked med din mor nu, fordi den nuværende situation, du står i med din mor er så ekstrem smertefuld for dig.
Det er svært at se på din mor, når hun drikker alt for meget, og alkoholen har taget magten fra hende.
Det er svært at savne den mor, du elsker (når hun ikke drikker).
Det er svært at finde ud af hvad du skal stille op med din kærlighed til din mor, når hun drikker.
Det er også svært at se dine børns savn af deres mormor.
Jeg vil foreslå følgende:
Giv dig selv lov til at elske din mor – Ikke den mor, der drikker, men den mor du kender fra når hun ikke drikker.
Fortsæt med at holde din drikkende mor på afstand. Det er tydeligvis det, du har brug for. Men lad det, at du har brug for at holde din drikkende mor på afstand ikke gå ud over din kærlighed til den mor, du elsker.
Jeg tror, du vil få nemmere ved at holde afstand til din drikkende mor, hvis du samtidigt giver dig selv lov til at mindes og elske den mor, du er glad for.
Din store udfordring ligger i, at du skal finde en måde at leve med sorgen over, at din mor er som hun er. Du kan ikke ændre situationen. Du kan kun passe på dig selv og din familie og det indebærer, at din mor holdes på afstand. Det er vitterligt en kronisk sorg. Selv når du har vænnet dig til at det er sådan, så vil du fra tid til anden blive ked af, at det er sådan. Alligevel vil du, som mange andre i samme situation, på sigt vænne dig til at nyde livets glæder igen samtidigt med, at du lever med sorgen omkring din mor i baggrunden.
Dit brev tyder på, at du er rigtig god til at tale med dine børn. Generelt er det godt at være direkte.
” Mormor kan være dejlig at være sammen med, når hun ikke drikker for meget. Men når hun drikker, er hun ikke rar at være sammen med. Hun bliver ………… (Beskriv for børnene forskellen på hvordan hun er når hun drikker og når hun ikke drikker. I øjeblikket drikker hun og derfor skal vi ikke være sammen med hende. ”
Da du er meget afklaret med dette, accepterer dine børn det. Det viser sig, når de siger: ”når mormor holder op med at drikke, så skal vi se hende igen”.
Man kan forestille sig, at de så spørger?
”hvornår holder hun op, mor?”
”det ved jeg ikke.”, svarer du
”savner du hende?” spørger du?”
”ja…..” svarer de, og måske fortæller om en episode med mormor.
”det gør jeg også,” svarer du, ”kom og få et kram.”
Lidt senere efter I har krammet og været ked af det sammen, og måske talt om en sjov episode med mormor, spørger du, ”har du lyst til, at vi laver xxxxxx (noget andet)
Du skriver at ”dit hjerte er ved at gå i stykker ved tanken om at du skal fortælle dem, at de aldrig kommer til at se deres mormor igen.” Jeg synes ikke du skal fortælle dem, at de aldrig kommer til at se deres mormor igen. Måske kommer de aldrig til at se deres mormor igen, men du kan ikke vide det med 100% sikkerhed. Lad hellere tiden vise hvad der sker. Som tingene er nu og nok den næste tid fremover, så kommer I ikke til at se mormor, fordi hun drikker. Ligesom dine børn savner mormor, så savner du også den mormor, der ikke drikker. I kan være sammen i sorgen fra tid til anden og sammen kan I også vænne jer til at fokusere på de gode ting i jeres liv igen.
Jeg håber svaret hjælper
Mange hilsner fra
Thomas, TUBA.