Kære tuba.dk
Jeg er en pige på 16 år, som bor sammen med min mor og to søskende – min søster på 17 og min bror på 7 år. Mine forældre blev skilt i år 2008, hvor min far smed os ud af lejligheden, og vi måtte finde noget for os selv. Det lykkedes desværre først i år 2010, efter at have flyttet rundt mellem familie og venner. Min mor har intet arbejde, og levede af min fars penge. Da jeg var yngre var min far alkoholiker, hvilket han er ude af nu. Min mor er på bistand og går på en produktionsskole med andre mennesker med økonomiske problemer.
Jeg går på 1.g på gymnasiet, og min søster går i 2.g. Min lillebror er blevet smidt ud af sin folkeskole, da min mor ikke har betalt skolepengene eller for den sags skyld sørget for, at han kom i skole.
Min mor (hævder) at få utrolig få penge i bistand pr. måned. Herhjemme får vi cirka aftensmad 2-3 gange om måneden. Jeg har derfor haft problemer med underernæring, og har et dårligt immunforsvar, samt træthedsproblemer. Min mor bruger pengene på vin, cigaretter, byture og tøj til sig selv. Min søster og jeg har et arbejde sammen, men det giver desværre ikke den store sum penge, da vi ofte bliver forhindret pga. skolearbejde. Vi kan derfor sjældent købe mad i skolen, og vi har intet morgenmad i huset. Min mor er oftest alkoholpåvirket, men hun er for det meste ædru fra hun vågner, til omkring klokken 4-5, hvorefter hun drikker til hun går i seng klokken 5-6 om morgenen. Mange af mine venner kender til problemet og jeg er meget flov over at det nærmest går som et “rygte”. Nu har min mor valgt, oven i pengeproblemerne, at bruge vores børnepenge, betalt af min far, til at få en tatovering til over 1000 kroner. Jeg fortalte hende, at det ikke var i orden, når vi ikke engang kunne have råd til ting som mælk, brød og toiletpapir. Min søster og jeg søger derfor hjælp. Vi prøver ofte ikke at være hjemme, men det er jo her vi bor. Min mor nægter at vi får vores børnepenge hver tredje måned, men det kan simpelthen ikke få vores hverdag til at hænge sammen.
Jeg håber meget på at høre fra jer, da dette har stået på alt for længe, og jeg bliver nødt til at få rådgivning og hjælp omkring ting som at få råd til mad, og at kunne føle at man har en familie. Min mor kan ikke tage ansvar for sig selv, og hun opfører sig som en teenager, der er sammen med de fyre hun vil.
På forhånd tusind tak
Svar:
Hej igen
Tak for din mail. Du beskriver meget klart og tydeligt, at din mor ikke er i stand til at passe på jer på en ordentlig måde. Det lyder meget anstrengende for jer, og du har fuldstændig ret i at der skal ske noget. I skal have penge til mad og nogle ordentlige forhold at bo under.
Når jeres mor ikke kan tage ansvar for jer, så skal en anden person have ansvar for jer, ind til I fylder 18 år. Alle under 18 år i Danmark skal have en person over 18 år, der har ansvar for dem.
Når ens forældre ikke kan tage ansvar for én, så skal man have fat i ens lokale kommune. Personalet i kommunens familieafdeling kan overtage ansvaret for jer. Personalet i kommunen vil så undersøge jeres situation ved at tale med jer og prøve at finde den bedst mulige løsning for jer. De vil sørge for, at I får mad regelmæssigt og bedre vilkår generelt.
Hvordan får du så fat i kommunen? Der er forskellige muligheder.
– Du kan tage kontakt til en lærer på gymnasiet, gymnasiets rektor, eller en studievejleder som burde kunne sætte dig i forbindelse med de rigtige mennesker i kommunen. Vælg det menneske, som du er mest tryg ved.
– Du kan selv ringe ind til kommunens rådhus og beskrive din situation, spørge efter den rigtige afdeling og lave en aftale med dem.
– Du kan selv møde op på kommunen/rådhuset og de vil henvise dig til de rigtige mennesker i kommunen, der kan hjælpe dig.
– Du kan sende en mail, der svarer til den mail, som du har sendt til brevkassen her til din lokale kommune, men skriv også din cpr nummer, adresse og telefonnummer, så vil de kontakte dig.
– Hvis du synes, at de ovenstående muligheder er svære at gribe, så kan du også sende en ny mail her til brevkassen med dit navn, adresse, og cpr nummer og så sender vi din mail og kontaktoplysninger videre til din kommune, som så vil kontakte dig.
Tag evt. en god ven med, når du skal fortælle om din situation.
Jeg håber mine råd hjælper dig videre. Du har ret. Der skal ske noget nu.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.