Hej.
sådan lidt kort:
jeg er en pige på 28 år som bor sammen med min mand og vores to børn. jeg har igemmen hele min barndom boet med min mor og hendes mange voldlige mænd. som var alkoholiker. jeg har flere gange været i familiepleje og min mor har flere gange været i behandling. hun var sidst i behandling da jeg var 14 år, og drak ikke i 6 år, men nu har hun her de sidste 7 år drukket lidt i perioder, nogen gange mere end andre. for 2 år siden gik det så rigtig galt igen, og der blev en masse ballade, hvor hun ringede til m in sviger familie, og sagde en masse grimme ting om dem og min mand.. jeg snakkede derfor ikke med hende i et år da jeg følte jeg ikke kunne blive ved med og klare hun drak og de konsikvenser det indebære.. valgt så og “tilgive” hende og prøve og komme over det, hun lovede hun ikke ville drikke mere og gik på antabus, jeg sagde til hende hun ikke måtte have mine børn på weekend før jeg var sikker på hun ikke drak mere.. har brugt enorm mange krafter på og bygge min tillid op til hende igen, og hun er også begynt og have sine børnebørn igen..
I dag beder hun mig om og ringe til hende i løbet af aftenen da hun skulle på date med en mand, så hun havde en undskyldning for og tage tidlig hjem hvis det ikke var noget for hende, jeg kan jo så hører hun er fuld og bliver kanon vred og frustreret, hvor min mors kommentar er: jeg har for første gang i mange år haft det sjovt, og lige meget hvad du mener.. jeg elsker dig stadig og du kan ringe imorgen hvis du har lyst…
jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler ikk jeg kan klare mere, og vil ikke have mine børn skal opleve de ting min mor har udsat mig for, ville virkelig ønske jeg kunne lukke hende ud af mit liv men føler måske heller ikke det er løsningen.. men hvor meget skal man blive ved med og tilgive?
jeg aner ikke hvordan jeg skal hjælpe mig selv til og kunne håntere når hun drikker.
med venlig hilsen louise
Svar:
Kære Louise
Hold op hvor har du meget at kæmpe med og hvor har du kæmpet godt. Det lyder til at du igen og igen prøver at tilgive din mor, men at hun igen og igen falder i og begynder at drikke og at det hver gang sender dig ud på en følelsesmæssig rutsjetur. Desværre er det ofte sådan at være pårørende til en der drikker. Løfter bliver givet og løfter bliver brudt så længe den drikkende person drikker.
Ud fra det du skriver lyder det til, at du lige nu står i en vanskelig situation, hvor du overvejer om du skal lukke din mor helt ude af dit liv eller om du skal tilgive hende.
Du spørger hvor meget man skal blive ved med at tilgive? Jeg mener tilgivelse er en proces som kræver to personer, en som angrer og en som tilgiver, derfor synes jeg det giver mening at tilgive i det omfang, der er en anden, der angrer. Hvis du tilgiver din mor, for de ting hun har gjort, uden at hun angrer, tager du hele ansvaret for tilgivelsen på dig. Jeg er bange for at du derved blot stiller et urimeligt krav til dig selv om at acceptere de ting din mor har gjort og fortsat gør.
Hvis jeg forstår dig rigtigt, har du prøvet at tilgive og du har prøvet at komme over det, når din mor drikker, men det kan du ikke. Og det synes jeg faktisk heller ikke du skal. Måske skal din mor holde op med at drikke og angre de ting hun har gjort for, at du inderst inde kan føle at du tilgiver hende. Men sådan er det ikke lige nu, lige nu drikker din mor i perioder. Det lyder ikke til, at din mor er parat til at skabe forandringer i sit liv og vælge ikke at drikke. Med det i baghovedet synes jeg ikke du skal kræve af dig selv at du kan tilgive hende. I stedet synes jeg du skal bruge din energi på, at hjælpe dig selv til at håndtere det når din mor drikker og på den måde tage ansvar for dig selv og din familie og skabe et godt livsindhold for jer. Det er du allerede godt i gang med.
Du skriver at du ikke aner hvordan du skal hjælpe dig selv til at håndtere når din mor drikker. Du fortæller også om en periode, hvor du i et år ikke snakkede med din mor fordi du ikke kunne klare at hun drak og de konsekvenser det havde. Det at du trak dig i en periode og satte en grænse, hvor du gjorde det klart, at du ikke ville se din mor mens hun drak, synes jeg er en rigtig god måde at hjælpe dig selv og tage ansvar for dit og din families liv på.
Jeg synes godt du kan trække den grænse og fortsat vælge kun at se din mor når du har lyst. Hvis du har lyst til kun at se hende, når hun er ædru, synes jeg du skal gøre det. Hvis du har lyst til slet ikke at se hende, synes jeg også det er okay. Det vigtigste er, at du mærker efter inde i dig selv; har du lyst til at se din mor eller ej? Har du lyst til at se hende når hun er ædru, men ikke når hun drikker?
Når du skriver, at du ikke kan mere, tænker jeg, at du mærker at du ikke har lyst til at se din mor. Måske i en periode, måske for altid, eller måske i de perioder hvor hun drikker? Udfra det du har beskrevet synes jeg det lyder til, at du ikke har lyst til at se din mor i de perioder, hvor hun drikker. Hvis du slet ikke har lyst til at se hende, synes jeg også det er helt okay. Uanset synes jeg du skal melde det ud til din mor. Hvis du f.eks. kun har lyst til at se hende i perioder, hvor hun er ædru synes jeg du skal fortælle hende det. På den måde kan hun vælge om hun vil se dig og din familie. Det er et valg din mor må træffe. Du har lov til ikke at orke at se din mor og til ikke at kunne mere – det er at mærke efter.
Jeg ved godt at det ikke løser det grundlæggende problem, nemlig det, at din mor drikker i perioder. Men det problem kan du ikke løse, det er kun din mor der kan det. Desværre sker det måske aldrig. Det at du har prøvet at tage afstand fra hende mens hun drak, synes jeg vidner om at du er stærk og kan tage ansvar for dig selv og din familie. Jeg synes det er rigtig flot.
For mig at se handler din mor ikke på en måde, så du kan tilgive hende lige nu. Måske kommer du aldrig til at tilgive hende, fordi hun ikke tager sin del af ansvaret for at man kan tilgive hinanden. Du er ikke forpligtet til at tilgive din mor og vise hende tillid. Det er noget hun skal gøre sig fortjent til. Du er forpligtet til at tage ansvar for dig selv og dine børn og hvis du føler at du gør det bedst, ved at lukke din mor ude af dit liv, så synes jeg det er det du skal gøre. Det vigtigste er at du lytter til dig selv og at du sætter rammerne for, hvornår du vil se din mor og hvornår du ikke vil.
Til sidst har jeg lyst til at sige til dig, at jeg synes det lyder til at du kæmper rigtig godt, med ikke at lade din mors druk sætte dagsordenen i dit liv. Du er rigtig godt på vej til selv at sætte dagsordenen i dit liv og gøre det der, føles rigtigt for dig og dine børn. Jeg synes du skal fortsætte ad den sti, selvom det måske er både hårdt og udfordrende. Du har både ansvar for at beskytte dig selv og dine børn og det ansvar er langt vigtigere end at passe på din mor.
Hvis du har lyst, kan du læse mere om at tage afstand fra sine drikkende forældre i et svar Thomas tidligere har skrevet. Du kan finde svaret her. http://www.tuba.dk/brevkasseindlaeg/jeg-gav-min-far-en-ultimatum-har-jeg-gjort-det-rette
Bedste hilsner
Camilla, TUBA