Mit spørgsmål: hvordan kann jeg hjælpe min mor og bror?
min mor er alkoholikker, skjuler det ikke længre, vil dog ikke snakke om sit problem. desværre er hun langt væk fra sig selv. det er end ikke alkohol der virker som det størte problem men hendes mådee at forstå ting hun har meget ondt af sig selv og kan ikke se ud over det, hun er ikke længre en mor. for det meste er det os der må vejlede hende hun er ikke længre i stand til normale samtaler da hun skælder ud eller drejer ting til at det er synd for hende eller at alle ser hende på en forkert måde
det væreste ved det er min yngre bror han er 19, startede misbrug md hash som 12 årig og blev sendt på efterskole, efter et hård år hvor han har stjåle fra sin arbejdplads,blev dømt for det, kørt galt i bil skadet 3 andre (ikke hans fejl). bor han nu hos min mand og jeg.
min far arbejder og voksede op i et hjem med akohol og forholder sig ikke til misbrug, det kan han ikke klare, så han tager intet ansvar.
min mor har vi for år tilbage prøvet at overaske med en profetionel og et tilbud om hjælp og en bekymrede famile: det ente i hun følte det som et overfald og tog ikke imord tilbudet, nu er hun åbenlys om det drikker når vi besøger hende og siger hun ikke gider dømmes for det
det samme med min lille bror han er åbenlys misbruger ryger i weekenderne, laver små krimminelle ting som han ikke selv ser som problem men er en god fyr i hverdagende, der prøver komme på den rette vej dog har han meninger omkring hash , lsd og andet om at det er sundt og prøve og at det er ok når det ikke er hverdag (det har været hverdag hele sommerferien) vi har sagt han ikke skal komme her hjem når han er skæv og når han begynder i skole er det hjemme hverdag og bestemmer selv i weekenderne
men er der mon noget jeg kan gøre for nogen af dem? min bror som bor her er 19 nu så han kan ikke tvinges til at snakke med nogen eller i behandling men er der noget jeg kan gøre for at hjælpe ham ?
og er der noget jeg kan gøre for at hjælpe min mor eller hjælpe hendes livskvalitet med hendes dårlgie selvværd
kan det passe at bare fordi de er voksne er det intet man kan gøre ?
Svar:
Kære dig
Tusind tak for dit åbne og ærlige brev. Det kræver mod at bede om hjælp, så respekt herfra. Du skriver, at din mor har et alkoholmisbrug, som hun ikke længere lægger skjul på, men som hun ikke ønsker at tale om. Du skriver også, at hun ikke længere formår at varetage forældrerollen m.m., og at din far heller ikke tager ansvar, for det der sker. Derudover har du en lillebror på 19 år, der har udviklet et stofmisbrug, og som i øjeblikket bor hos dig og din mand. Dit spørgsmål her til brevkassen går på, om der er noget du kan gøre for at hjælpe din mor og din lillebror.
Jeg vil gerne anerkende dig for den store omsorg og ubetingede kærlighed du har til din mor og din bror. Jeg er sikker på, at du har gjort, hvad du kunne for at hjælpe din mor og din bror. Jeg forstår så inderlig godt, at du ønsker at gøre endnu mere for at hjælpe din mor og din bror; en følelse der er meget typisk for pårørende til misbrugere. Du skriver bl.a., at du og din mand har åbnet jeres hjem for din bror, trods problemer med kriminalitet m.m. Hvor er det stort af dig og din mand, at I vælger at gøre det for din bror.
Men desværre kommer jeg nok til at skuffe dig, når det kommer til at hjælpe din mor og din bror, hvor end du gerne ville. Du kan ikke tage beslutninger på deres vegne, derfor er de kun i stand til at redde sig selv ud af deres misbrug, og ud fra dit brev virker det desværre som om, din mor har opgivet at gøre noget ved sit misbrug, og at din bror vil ikke erkende, at han har et stofmisbrug.
At din mor ikke længere skjuler sit problem, men ikke ønsker tale om det, kan være et signal om, at misbruget har taget så meget over, og at hun ikke længere formår at holde facaden og skjule det. Jeg kan ikke vide det ud fra brevet, men hvad tænker du? Du ved det helt sikkert bedre end jeg, og i tilfælde af at hun ikke har erkendt sit misbrug, så er det rigtigt svært at hjælpe hende, da erkendelsen er forudsætningen for hjælpen.
Den bedste måde for dig at hjælpe din bror og din mor på, er, at du lærer at sætte din egne grænser over for dem. Det vigtigste du kan gøre er først og fremmest at passe på dig selv. I TUBA kalder vi det jeg-fokus, dvs. at du først og fremmest lærer at tage vare på dine egne behov. Jeg ved, at mange der er vokset op i hjem med misbrug, mister nemt fokus på sig selv, da fokus ofte er rettet mod misbrugeren; som jo i dit tilfælde er både din mor og din bror. Derfor er det en rigtig god ide, at flytte dit fokus ind mod dig selv. En af måderne man kan opnå bedre kontakt til sig selv er fx gennem mindfulness eller meditation eller en gå- eller løbetur. Det kan også være, at man vælger at gå i terapi for at få ryddet op i ens følelsesliv og få bearbejdet de sorger og traumer, der følger med en opvækst i misbrug. Dette er blot forslag, men hvis du tænker, at terapi kunne være noget for dig, så vil jeg råde dig til at finde den TUBA-afdeling, der ligger nærmest dig og høre om dine muligheder for egen- eller gruppeterapi. Du finder nærmere info på tuba.dk.
Jeg vil gerne understrege, at det på ingen måde er egoistisk at have alene-tid, hvor du har fokus på sig selv. At lære at være sammen med din mor og bror, uden at miste dig selv er det vigtigste lige nu, og du hjælper ved ikke at overtaget og påtage dig ansvaret for deres liv. Jeg skriver dette til dig, fordi det kan være tilfældet for mange pårørende til misbrugere. Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du også vælge at konfrontere dem med den frygt og bekymring, som du sidder med. Du skal bare huske at forberede dig selv på, at det måske ikke gøre nogen forskel på deres misbrug.
En anden måde du eventuel kan hjælpe dem på, er at få dem til at henvende sig til kommunen eller egen læge. Men det kræver som nævnt først og fremmest en erkendelse om misbruget, og det tyder det ikke på, at det er der din mor og din bror er på nuværende tidspunkt. Jeg forstår godt, hvor smertefuld det må være, at se din mor og din bror på den måde.
Som du sikkert har fundet ud af ved at læse mit svar, så findes der desværre ikke nogen mirakelkur i forhold til at hjælpe din mor og din bror, og jeg forstår godt, hvis du kommer til at sidde tilbage med en frustration og afmagtsfølelse. Men du skal huske på, at du allerede gør det bedste, du kan ved at være der for din mor og din bror. En accept af, at der ikke er så meget andet, du kan gøre for dem på nuværende tidspunkt, og at det vigtigste er, at du passer godt på dig selv i alt det her.
Du er meget velkommen til at skrive til brevkassen igen og/eller gøre brug af den anonyme chatrådgivning mandag, onsdag og torsdag kl. 18-21.
Jeg har forsøgt at besvare dit brev, så godt jeg kunne, og jeg ønsker det bedste for dig og den fremtid, du går imøde.
Bedste hilsner
Isabella, TUBA