Jeg er enebarn, mine forældre er stadig sammen og jeg husker min tidlige barndom som ren idyl. Dog gik meget galt, da jeg begyndte at nå teenageårene, min mor var tit på kurser og var meget væk, jeg hyggede mig med min far, men savnede min mor. Jeg kan ikke huske særligt mange begivenheder fra dengang, bare følelsen af, at noget var skævt/forkert. Men det gik op for mig senere, at min mor var begyndt at drikke. Hun var meget afvisende, isolerede sig med sin rødvin i soveværelset, råbte meget vredt, hvis min far og jeg inviterede hende til at være sammen med os. Kort sagt, så forsvandt den mor, jeg havde haft og blev erstattet af en helt anden.
Familielivet ændrede sig totalt, jeg blev selv indelukket og ulykkelig og min far, som ellers gjorde sit bedste for at dække mine behov for mad og tøj osv, glimrede ved sit følelsesmæssige fravær. Vi så film, lavede lektier og andet sammen, men ingen talte med mig om mor, om mig om noget vigtigt.
Jeg er 24, ret succesfuld vil jeg selv sige, har altid glimret i skolen, er blevet optaget på drømmeuddannelsen, der er ikke noget at sætte fingeren på.
Men jeg føler, at jeg smuldrer indefra. Jeg har i en periode gået i terapi og det har hjulpet en del, men jeg føler at mit behov for hjælp er konstant.
Jeg bruger min kæreste meget, han er ufatteligt støttende og forstående. Men ind i mellem bliver støtten for meget, jeg bliver utroligt angst for at miste ham og den hjælp, han giver mig. Føler mig som en belastning, tør ikke række ud og skubber ham i stedet væk. Selv det gennemskuer han og er der for mig alligevel. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal håndtere det. Jeg vil så gerne kunne selv.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme til at tro på, at det ikke behøver at gå dårligt, fordi jeg beder min kæreste om hjælp. Jeg er så bange for at kvæle ham og er godt klar over, at det hele bunder i forholdet til min mor, som i mine øjne forsvandt uden varsel.
Hvordan kan jeg skille mit forhold til min mor og mit forhold til min kæreste ad?
Min mor drikker ikke længere som sådan, ikke så jeg ser det, men hverken min far eller mor er særligt engagerede i mit liv. De har meget travlt, altid gøremål, så jeg taler ikke med dem om mig, om hvordan jeg virkelig har det.
Jeg er begyndt at føle mig helt desperat efter at se min kæreste, hver gang, jeg bliver trist. Hvordan får jeg normaliseret min tilværelse?
Svar:
Tak for dit brev. Det er et vigtigt spørgsmål, du stiller.
Jeg bider mest mærke i følgende i dit brev. Som jeg forstår det, oplever det du det pinefuldt, at du er så afhængig af din kæreste og du skriver samtidigt, at du oplever, at dit behov for terapi er konstant. Altså, du oplever, at du er for afhængig af andre mennesker, når du har følelsesmæssige behov, der skal dækkes. Og du er optaget af, hvordan du kan blive mindre afhængig af andre på sigt.
Det er selvfølgelig vigtigt, at man kan få følelsesmæssige støtte fra andre. Det har vi alle brug for. Men samtidigt er det vigtigt, at man kan støtte sig selv, at man kan være sød ved sig selv, at man kan give sig selv omsorg, når livet er svært. Det lyder til, at det er det, du har svært ved. Så spørgsmålet, du er optaget af, er, hvis jeg forstår dig rigtigt – hvordan lærer du at give dig selv mere omsorg, når livet er svært?
Psykoterapi kan være mange ting. Det er derfor altid vigtigt, at psykoterapi har et klart formål. Det lyder til, at formålet i din terapi bør være – at lære at give dig selv omsorg. Hvis din terapi handler om dette, så bør det være et tema du og din terapeut kommer ind på i hver session på en eller anden måde. Dette er ikke noget, du lærer hurtigt og på én gang. Det er noget, du skal sætte lang tid af til at lære (i hvert fald et par år). En dygtig psykolog eller terapeut burde kunne hjælpe dig med at lære dette. Det er vigtigt at din psykolog/terapeut ikke bare viser dig omsorg, men at han eller hun også fokuserer på hvordan du lærer at give dig selv omsorg i din hverdag, når du er hjemme. Dette vil betyde, at I igen og igen taler om, hvad du siger til dig selv, når du har det svært; hvordan du passer bedst på dig selv, når livet er svært. Jeg kan ikke fortælle dig, hvordan du bedst skal passe på dig selv, når du oplever livet er svært, fordi forskellige mennesker fortrækker forskellige slags egenomsorg. Du skal udvikle din måde at give dig selv omsorg. Det er en lang, men overkommelig proces.
En vigtig del af det at udvikle egenomsorg er at udvikle en stemme i dig selv, der er omsorgsfuld – en slags indre god forælder, som du altid kan gå til. Nogle unge som har det svært, har en sådan stemme i sig, men bruger den sjældent eller prioriterer ikke at bruge den. Andre unge som har det svært skal nærmest til at udvikle en sådan stemme fra bunden. Hvis du ikke har et sådant omsorgsfuld indre stemme, prøv for eksempel, at tænke på de mest omsorgsfulde personer, du har kendt i dit liv (men ikke din nuværende kæreste). Vælg én af dem. Prøv, at forestille dig, at den omsorgsfulde person er sammen med dig, og fornem hvad han eller hun vil sige til dig. Når du har det svært, tænk så på personen og tag en snak med dem – Ikke i virkeligheden men i din fantasi. I det lange løb er det dog oftest bedst, at man samtidigt finder en psykolog eller psykoterapeut, der kan hjælpe én med dette.
Så svaret på dit spørgsmål: hvordan kan jeg skille mit forhold til min mor og mit forhold til min kæreste ad; er følgende.
Du skiller forholdene ad ved at udvikle et omsorgsfuldt forhold til dig selv. Når du har mere egenomsorg, så vil du være mindre sårbar over for andres omsorg. Når du har udviklet en omsorgsfuld indre stemme, så vil du kunne sammenligne hvad din mor siger eller har sagt til dig, med hvad du selv siger til dig selv. På samme måde vil du også kunne skelne mellem hvad din søde kæreste siger til dig og hvad du selv siger til dig selv. Dette vil gøre dig mindre afhængig dem, når du har brug for omsorg. Det er lidt komplekst– men jeg håber brevet giver dig et svar, som du kan bruge.
Hilsen Thomas, TUBA.