Jeg er opvokset det meste af tiden hos min far og farmor som begge er alkoholikere. Min far døde for ca. 4 år siden og nu har jeg min farmor tilbage. Alt i mit liv er lige pt. ret uoverskuelig, og især med skole. Når jeg snakker med min kæreste og venner siger de at man skal være egoistisk og tænke på sig selv. Men min farmor er 72år og er bange for at miste hende. Og det bremser mig i alt hvad jeg fortager mig tror jeg.
Hvordan skaber jeg en dagligdag for mig selv?
Giver jeg i virkelighedheden dem skylden for mine egene handlinger?
Svar:
Hej
Tak for din henvendelse.
Det lyder, som om du står i en rigtig svær situation, og at det tapper dine kræfter. Du har mistet din far som helt ung, og nu er du også bange for at miste din farmor, som også er alkoholiker. Er det rigtig forstået, at du ikke har så meget anden familie at trække på?
Du stiller, så vidt jeg kan se, to spørgsmål, som jeg gerne vil forsøge at svare på:
- Hvordan kommer jeg videre med mit liv? / Hvordan skaber jeg en dagligdag for mig selv?
- Giver jeg i virkeligheden dem skylden for mine egne handlinger?
Jeg ville gerne kunne svare lige så kort, som du spørger – men jeg synes, det er nogle meget store og vanskelige emner, du berører, selvom du ikke har fortalt så meget. Samtidig er der mange ting, jeg ikke kan læse mig til i dit brev – så jeg er blevet nødt til at gætte mig lidt frem. Jeg håber, du har tålmodighed til at læse det igennem, og at du kan bruge nogle af mine tanker.
1) Hvordan kommer jeg videre med mit liv?
At stå i et dilemma
Jeg får det indtryk, at du står i et dilemma: På den ene side kan du ikke ”bare være egoistisk” og tænke på dig selv og være ligeglad med din farmor. Det går imod nogle stærke følelser, du har for hende, og måske også imod dine værdier. På den anden side kan du åbenbart også mærke, at det belaster dig at gå og bekymre dig så meget for hende og for at miste hende, at det bremser dig i at leve dit eget liv og ”komme videre”. Kan du genkende dig i den beskrivelse?
For at finde sin vej i sådan et dilemma – en situation uden en enkel løsning – er man nødt til at bruge sine følelser og fornemmelser. – Men netop det kan være rigtig svært, hvis man er vokset op i en familie med problemer som misbrug. Det med at mærke sine følelser ordentligt, forstå dem, stole på dem og handle hensigtsmæssigt kan være rigtig svært. Kender du det?
For at finde sin vej kan det derfor være vigtigt at have nogen at snakke om dilemmaet med, så man får mulighed for at sætte ord på sine tanker og følelser. Nogle gange er det helt nødvendigt, fordi når man bare tænker over tingene selv, kommer man let til at køre i ring. Når man hører sig selv sige tingene højt, og en anden hører det og prøver at forstå, får man tit øje på nye vinkler og valgmuligheder, som man før havde overset.
Jeg kan forstå, at du taler med din kæreste og dine venner om dine tanker. Jeg tror som sagt, det er meget vigtigt. Nogle gange kan man have glæde af også at snakke med en, som ikke er helt så tæt på eller involveret, men som alligevel lytter og prøver at forstå. Det vender jeg tilbage til.
Jeg-fokus er ikke egoisme
Jeg er ikke enig med dine venner i, at egoisme er vejen frem. Det er alt for enkelt at sige, at du ”bare skal være egoistisk”. På den anden side tror jeg på, at man er nødt til faktisk at begynde lytte til sig selv og tage sit eget liv meget alvorligt, hvis man ønsker at ”komme videre” og ”få en hverdag”, der hænger sammen og giver én en følelse af mening.
I TUBA bruger vi et ord for det, nemlig ”jeg-fokus”. Det er ikke det samme som ”egoisme”. Egoisme er selvoptagethed og ligegyldighed over for andre. Mig, mig, mig. Jeg-fokus handler om at lære sig selv at kende fra bunden. Egoisme skubber andre mennesker væk. Jeg-fokus er en forudsætning for at have det godt med sig selv og med andre.
At træne sit jeg-fokus kan især være vigtigt, hvis man har levet i en familie, hvor man har været nødt til at være mere optaget af andre end af sig selv – andres humør, stemninger, behov, helbred, fuld-eller-ædru osv. Man har ikke haft tid, overskud og støtte til at lære sine egne følelser, behov, grænser og værdier så godt at kende. Og så kan man let komme i tvivl om det, man tænker og mærker – om det er gyldigt, og hvordan man skal forholde sig til det. Kender du det med let at komme i tvivl på den måde?
Hvis det med at træne sit jeg-fokus siger dig noget, kan du eventuelt læse mere om det i en bog af Thomas Mackrill: Håndbog til unge og voksne fra familier med alkoholproblemer. Den kan lånes på biblioteket.
2) Giver jeg i virkeligheden dem skylden for mine egne handlinger?
Jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår dit spørgsmål rigtigt. Men sådan, som jeg umiddelbart forstår det, spørger du, om du giver din far og din farmors misbrug og adfærd skylden for, at du har det så besværligt, som du har, og for, at du har svært ved at finde ud af dit liv … Er det rigtigt forstået?
Det ved jeg jo ikke, om du gør. Men min egen mening er, at det i bund og grund ER deres skyld. – Eller, skyld er et mærkeligt ord: Du har haft store vanskeligheder i dit liv, som har påvirket dig dybt, og det er og har altid været deres ansvar. Du var jo et barn. Deres barn. De var de voksne. Derfor var det deres ansvar og ikke dit. Punktum.
At slippe skyldfølelsen
Nu er du så selv (ved at blive) voksen. Du er myndig og på vej ud i dit eget liv med venner og kæreste. Din far er død, og din farmor er ved at blive gammel. Så nu er du selv nødt til at tage ansvaret for dig på dig. Måske føles det frygtelig usikkert for dig og meget overvældende? Måske tænker du, at det har du da allerede gjort længe. Måske siden du var alt for lille til at klare det. Men forskellen er, at nu har du faktisk forudsætningerne for at klare det – måske har du bare brug for noget hjælp til at lære nogle af de ting, dine ”voksne” ikke kunne lære dig.
Hvis du ønsker hjælp
Jeg er meget spændt på, om alt det her siger dig noget. Hvis det gør, og du faktisk kunne tænke dig at få noget hjælp til at arbejde videre med de her ting, kan du fx søge hjælp i den kommune, hvor du bor. Det er meget forskelligt, hvad en kommune tilbyder, så det kan du kun finde ud af ved at henvende dig. Hvis du ringer til kommunens omstilling, kan de guide dig på vej.
Du er også mere end velkommen til at henvende dig i en TUBA-afdeling i nærheden af dig. Her vil du blive indkaldt til en forsamtale inden for relativ kort tid, hvor du kan høre mere om, hvad TUBA tilbyder, fornemme stedet og de ansatte og på den måde finde ud af, om det er et tilbud, du kunne tænke dig at benytte dig af. TUBAs hjælp er gratis og anonym, og her kan du få god tid og hjælp til at få arbejdet med fx de emner, jeg har været inde på. Der er ventetid i nogle afdelinger – men som sagt tager disse ting tid at arbejde med, så det kan være godt bare at få taget hul på det.
Held og lykke med at finde din egen vej og komme videre med dit liv.
Jeppe