Hvis jeg kunne, havde jeg for længst sagt fra overfor dem -mine alkoholiske forældre, som aldrig ville indrømme, at det liv som de gav os børn, var et rent følelsesmæssigt helvede for os. Jeg er opvokset i en familie med 2 ældre brødre: den ene er 12 år ældre, den anden er 6 år ældre, og mine forældre er “gamle” ifht. jævnalderende børns forældre, dvs. at jeg er en efternøler.
Min ældste bror har altid taget sig meget af mig, lært mig om livet, og om at vores forældre var syge, og så har han gjort mig meget opmærksom på mig selv, ved bla. at sætte ord på mine følelser. Jeg har altid følt og vidst, at jeg var/er anderledes. Jeg var som barn super meget sensitiv -jeg kunne mærke alt og alle omkring mig mere end nogle af mine klassekammerater -optog det nærmest i kroppen, og jeg brugte længere tid på at fordøje/arbejde med mine følelser, og det gør jeg stadig den dag idag. Nogle perioder kan jeg virke til at fungere optimalt -andre perioder, føler jeg at jeg har ingen energi, eller nogen ressourcer, og jeg trækker mig fra alt og alle, sover en hel masse, og græder ligeså meget, for at få det ud og komme ovenpå igen, og sådan gentager det sig for mig.
Jeg har aldrig fuldført en uddannelse, men har “skrabet sammen” af fag til at komme på en videregående, og er nu kun et ½ år fra at gennemføre min videregående pædagoguddannelse. Det har været en meget lang og svær kamp for mig at komme hertil, hvor jeg er idag, og jeg er stadig ikke helt sikker på, at jeg magter det tiltider. For et år siden, dør min far så. Han dør af leverkræft, skrumpelever -han røg ind i et leverkoma, og kom aldrig ud af det igen. Mit forhold til min far var, at jeg var hans lille pige. Jeg elskede ham overalt på jorden, især fordi jeg kunne se, hvordan han selv kæmpede (min ældste bror hjalp ham meget) med, at prøve at komme ud af sit drikkeri, for os, hans børns skyld, og hans børnebørn. Det lykkedes ham nogen gange for et stykke tid, indtil vores mor fik ham hevet ind i det igen. Jeg nåede aldrig, at fortælle ham, hvordan jeg havde oplevet at være hans datter. Jeg ved, at han vidste, at jeg elskede ham. Men jeg nåede bare ikke at sige fra overfor ham!
Idag lever jeg, mine brødre, og min mor så videre. Min mor drikker stadigvæk, og jeg gider hende ikke længere. Jeg er kun på besøg hos hende, da hendes børnebørn, mine 2 dejlige piger på 7 og 6, spørger efter deres mormor. Hvorfor bliver jeg ikke ældre, og siger fra overfor hende? Hvorfor kan jeg ikke komme udover det faktum, at jeg “bare” skal åbne munden, og at det faktisk er okay? Hvorfor vil jeg stadig ikke gøre hende ked af det? Jeg har selv modtaget psykolog hjælp, fra da jeg var 18 til jeg blev 21 pga. selvmordstanker. Jeg går nu med den tanke, at jeg har brug for hjælp endnu en gang, da jeg hvert halve år ca. møder en mur, som jeg har svært ved at komme igennem. Er der noget jeg ellers kan gøre?
Svar:
Hej igen,
Tak for dit brev. Du stiller et meget konkret spørgsmål, som jeg vil prøve at svare på.
Hvorfor kan jeg ikke komme udover det faktum, at jeg “bare” skal åbne munden, og at det faktisk er okay?
Når du skriver sådan, så tænker jeg at du tror, at du bare skal kunne ”tage dig sammen” og sige noget til din mor. Det er som om du tror, at du udelukkende med din viljeskraft, skal kunne sige noget til din mor. Min erfaring siger mig dog, at der skal mere til end viljeskraft og ”det at tage sig sammen”, hvis man skal begynde at sige fra. Man skal oftest først erfare og opleve over en længere periode, at det er ok, at sige fra. Det er ikke tilstrækkeligt at vide det (oppe i hovedet). Hvordan oplever og erfarer man så, at det er ok? Dette kan gøres på mange måder. Her er nogle bud.
- Det kan være godt at høre fra rigtig mange andre, der er, eller har været, i en tilsvarende situation om hvordan de har gjort og gør. Det er typisk bedst hvis man møder dem ansigt til ansigt og hører dem tale. For så bliver deres erfaringer mere til ens egne.
- Det kan også være godt at fortælle om ens egen situation mange gange, og hører hvad andre tænker, hvad de vil have lyst til at gøre i en tilsvarende situation.
- Det kan være godt at tale situationen omkring det at sige fra grundigt igennem. Mange unge, der tænker på at sige fra, frygter konsekvenserne af at sige fra.
Her er to vigtige eksempler på konsekvenser unge kan frygte:
Mange frygter at deres forældre ikke vil kunne klare det – og at de måske vil drikke sig ihjel, eller tage livet af sig, eller gå til grunde på andre måder, hvis de siger fra. Samtidigt oplever mange, at hvis de ikke siger fra, så kan de ikke få deres eget liv til at fungere. Mange unge kommer på denne måde i en situation hvor de oplever, at ” det er mit liv – eller min forældres liv”. De er et dilemma, hvor ens eget liv og ens forældres liv opleves at være på spil. Mange kan først sige fra, når de har indset, at de er fanget i en sådan dilemma, og hvor de må vælge selv at få et godt liv, på bekostning af deres forælder, som de så må efterlade til deres skæbne. Selv om mange oplever det sådan, så er dog yderst sjældet at forældrene faktisk pludselig går til grunde, når en ung siger fra. Det er for det meste noget man frygter og forestiller sig.
Mange unge frygter også hvordan andre vil reagere, når de siger fra. Hvad vil storbrødrene og faren, eller andre sige, hvis de siger fra? Når man begynder at opføre sig anderledes i en familie og ikke gøre som man plejer, så opdager man ofte pludseligt, at der er mange, der havde en interesse i, at man blev ved med at gøre som man plejede. Hvis f.eks. du er den, der har taget sig mest af din mor, så har du været med til at gøre det nemmere for de andre i familien. For du var der jo. Hvis du nu siger fra, så kan andre i familien blive mere følelsesmæssigt presset. Og de kan også begynde at presse dig.
Det er lave om på ens adfærd er ofte rigtig svært og det er sjældent bare et spørgsmål om manglende viljeskraft.
Jeg vil anbefale du finder en gruppe (evt. i TUBA) med andre unge i en situation, der ligner din. Når du har hørt på de andre tilstrækkelig længe og fortalt om dig selv og din egen situation tilstrækkelig meget, så bliver det sandsynligvis pludseligt muligt for dig at sige fra. For så har du erfaret at det er ok. Det er set mange gange før.
Hilsen fra Thomas, TUBA