Hej.
Jeg har en far der gennem hele min opvækst har drukket, og det er blevet en del af min hverdag. Han blev skilt fra min mor da jeg var 12 år, og det var først der at jeg begyndte at se at der var et problem.
Det har så taget 6 år, før at jeg og mine søskende har åbnet op over for hinanden ift. hvordan vi hver især har det. Min halvsøster, 33, og jeg havde oplevet det meget ens på trods af at hun kun har boet ved ham indtil hun var 3 år, men dog gennem hele sin opvækst er blevet svigtet. Min søster, 21, og bror, 20, har ikke villet erkende at der har været et problem, men er dog opsat på at der nu skal ske noget.
Vi har for en uge siden konfronteret vores far, som selv var begyndt at opsøge læge og også godt selv kunne se der var et problem. Efter konfrontationen tog han fem dage på ferie til KBH, og fortalte min bror at det derefter var slut. Og vi var alle meget glade over at der nu ville ske noget.
Men da jeg så kontakter ham efter de fem dage og vil invitere mig selv på mad, må jeg desværre konstatere at han er på kro. Jeg fortæller ham at jeg så ikke har noget at snakke med ham om, og bliver rigtig ked af det, og selv mener han at det bare passer dårligt.
Jeg har været til et enkelt møde som pårørende, og blev gjort klar over at jeg skulle være forberedt på alle undskyldningerne og det troede jeg faktisk at jeg ville være.
Lige nu har jeg slet ikke lyst til at se ham, jeg at ikke lyst til at tage telefonen når han ringer, og vil slet ikke selv kontakte ham – men samtidig vil jeg jo gerne støtte ham –
Hvad skal jeg gøre? Jeg er “vant til” at blive valgt fra, men det sårer hver gang – er det okay lige at holde lidt afstand, eller må jeg bare bide i det sure æble og se igennem fingre med at han gang på gang svigter mig?
HJÆLP :'(
Svar:
Kære du
Du spørger helt konkret om det er okay, at du holder lidt afstand til din far. Ja det synes jeg bestemt det er, jeg synes faktisk det er en rigtig god ide.
Men du vil jo gerne støtte ham….
Ud fra det du fortæller bliver jeg lidt i tvivl om, hvad du kan støtte ham i? Han siger at nu skal det være slut, men da du ringer til ham er han på kro…. Det lyder ikke helt til, at han er igang med at stoppe med at drikke. Det lyder med andre ord ikke til, at der lige nu er noget du kan støtte ham i. Hvis han på et tidspunkt gør alvor af at ville stoppe, kan du prøve at støtte ham. Men egentlig er det ikke din støtte der gør en forskel, din far skal selv ville det, hvis det skal lykkes. Vil han det ikke, er det lige meget hvad du gør, det har ingen betydning.
Selvfølgelig skal du ikke se igennem fingre med at han gang på gang svigter dig. Du kan ikke tage ansvar for din far og ændre på ham. Men du kan bestemme hvornår du vil være sammen med din far og på hvilken måde. Det er okay, at sige fra overfor din far når han svigter dig.
Du skriver flere gange at du og dine søskende er opsatte på at der skal ske noget i forhold til din far. Som jeg forstår dit brev er I opsatte på, at din far skal få hjælp til, at komme ud af sit alkoholmisbrug. Jeg kan godt forstå at det er en rar tanke. Men det kommer ikke til at ske, med mindre din far vælger det. Fra TUBA ved jeg, at det mest sandsynlige er, at han bliver ved med at drikke. Spørgsmålet bliver så, hvordan du kan få et godt liv, selvom din far drikker? En af de ting du selv nævner kan være at holde lidt afstand til din far. På den måde tager du ansvar for dit eget liv og lægger ansvaret for din fars liv tilbage på ham. Og du tager ansvar for at fylde dit eget liv med ting der gør dig glad og at forsøge at fravælge ting, der piller dig ned – fx at blive svigtet igen og igen.
Du fortæller at du er blevet svigtet af ham og er ‘vant til’ at blive valgt fra af ham. Måske er det på tide, at du vælger ham fra? Det er helt okay at du vælger ham fra når han drikker og siger til ham at du ikke har lyst til at snakke med ham eller ses med ham, når han er fuld. Hvis du har lyst kan du vælge ham til når han er ædru. Det er helt op til dig. Jeg synes du skal lytte til dig selv; lige nu har du ikke lyst til at se ham, du har ikke lyst til at tage telefonen når han ringer og du har ikke lyst til at kontakte ham. Det er helt okay at have det sådan.
Lyt til dig selv – det er rigtigt hvad du føler.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA