Hej tuba.
Jeg er vokset op med forældre der efter en rigtig grim skilsmisse begge gik ned med flaget og bare drak og drak. De holdt aldrig op og min mor er død nu og min far stadig alkoholiker. Mit problem er at jeg har meget svært ved at tackle modgang. Fx. hvis økonomien er dårlig eller jeg oplever usikkerhed på mit arbejde. Det er som om jeg er allergisk over for det. Når det sker så får jeg voldsomme selvmordstanker. Jeg har ligesom fået nok modgang og tåler ikke mere. Jeg har gået i terapi men alligevel plager de mig hver gang jeg oplever modgang i livet. Jeg føler mig skadet for livet af min opvækst.
Mvh f
Svar:
Kære F,
Tak for din mail. Det er trist at høre at modgang går dig så meget på. Du stiller ikke rigtig nogle spørgsmål – men mellem linjerne læser jeg spørgsmålene:
Hvad sker der egentlig med mig, når jeg oplever modgang? Hvordan kan jeg håndtere det?
Hvorfor hjalp hjælpen ikke?
Jeg vil prøve at svare på disse spørgsmål bedst muligt.
Hvad sker der egentlig med dig, når jeg oplever modgang?
I TUBA ser vi ofte, at unge fra familier med alkoholproblemer bliver særlig passive, opgivende og selvbebrejdende og selvødelæggende, når de oplever modgang. Vi tror, at dette hænger sammen med opvæksten. Når man er et lille barn og ens forældre drikker meget og livet er rigtig svært, så kommer mange børn i en særlig tilstand. Mange bliver passive, opgivende, selvbebrejdende, følelsesløs og har med meget lave forventninger. Dette er en passende reaktion på en meget svær situation. Som barn kan man ikke gøre meget ved at ens forældre drikker, og de lave forventninger, passiviteten, selvbebrejdelserne og følelsesløsheden er en beskyttelse, mod den svære situation man er i. De lave forventninger, passiviteten, selvbebrejdelserne, selvødelæggelsen og følelsesløsheden gør at man lægger mindre mærke til hvor rædselsfuldt situationen er. Man bebrejder sig selv eller bliver følelsesløst så livet gør mindre ondt. Det er faktisk en støtte.
Drikkeri er typisk noget der foregår i faser og drikkende forældre svinger mellem at være ædru og fulde. Når man er barn, så vender man sig til disse faser og så snart man begynder at fornemme at ens forælder skal til at drikke igen, så går mange børn per automatik i den beskyttende tilstand af lav forventninger, passivitet, selvbebrejdelser og følelsesløshed.
Når man flytter hjemmefra – selv om man ikke er udsat for ens forældres drikkeri på samme måde i det daglige, så har man nu udviklet en beskyttelse. Så når man oplever modgang eller endda snerten af modgang, så træder ens beskyttelse automatisk i gang og man oplever lav forventninger, passivitet, selvbebrejdelser og følelsesløshed.
Jeg gætter, at det er sådan noget her der sker med dig.
Hvordan kan du håndtere det?
Du kan ikke med din viljeskraft få dette til at stoppe. Du kan ikke tage dig sammen og gør noget andet. En beskyttelse som denne er meget stærkere end en persons vilje. Det er noget der sker automatisk. Så det er vigtigt, at du ikke prøver at bekrige den tilstand du kommer ind i frontalt. For det vil sandsynligvis ikke lykkes og det vil blive et nederlag og forværre din tilstand. Hvad kan du så gøre?
Det man kan gøre er
1. registrere at du er kommet ind i denne tilstand
2. registrere, at denne tilstand hænger sammen med din opvækst og at det ikke bare er en reaktion på din nuværende modgang.
3. lær tilstanden at kende – bliv fortrolig med den. Undersøge hvad tilstanden indebærer. Undersøg hvordan man kan være i den på den bedst mulige måde. Vær ekstra sød ved dig selv, når du er i tilstanden. Pres ikke dig selv, når du er i tilstanden. Undersøg hvilken muligheder har du for at påvirke tilstanden på forskellige måder stille og roligt, når du er i den.
4. bliv opmærksom på hvordan du plejer at komme ud af tilstanden – for du er ikke i den hele tiden – og du kommer ud af den på en eller anden måde. Hvordan sker det?
5. find en psykolog/terapeut, der kan hjælpe dig gå ind og ud af tilstanden – så du bliver fortrolig med den, så den bliver mindre skræmmende, så du lære den at kende.
Hvorfor hjalp hjælpen ikke?
Dette kan jeg ikke rigtig svare på. Jeg håber beskrivelsen foroven hjælper dig forstå tilstanden og mulighederne i forhold til den. Nogle mennesker bliver så passive og følelsesløse, når de er i sådanne tilstande at det er svært at gøre noget ved tilstanden selv kun ved brug af tale. I sådanne situationer kan det nogle gange være at godt at finde en psykolog/terapeut, der er vant til at arbejde med kroppen og berøring som en del af terapien.
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre.
Med venlig hilsen
Thomas, TUBA.