Hej .
Jeg opfatter ikke mig selv som et ”offer” af min fars tidligere alkoholmisbrug, men alligevel? Jeg sad i toget og læste i denne uge i en gratis avis. Der var en artikel om 26årig Mark, han fortalt sin historie, men ved siden af selve artiklen var der nogle fakta om hvad for nogle problemer der kan opstå for børn, der er vokset op i misbrugshjem. Jeg kunne virkelig se mig selv, men det var mere skræmmende end behagelig. Jeg fik det fysisk dårlig. Jeg troede alt det i mig var væk. Hvorfor sker dette? Jeg forstår det ikke? Jeg er normalt et kontrol freak, men jeg mistede fuldstændig fatningen!
Vh. .
A
Svar:
Hej A,
Tak for din mail.
Hvorfor blev du skræmt? Hvorfor fik du det fysisk dårligt? Hvorfor troede du, at alt i dig var væk? Ja, hvorfor mistede du fatningen, da du læste artiklen i avisen?
Inden jeg prøver at svare, vil jeg først lige kommentere et par ting du skriver. Du bruger ordet ”offer”. I TUBA ser vi ikke unge fra familier med alkoholproblemer som ”ofre”. De unge, der henvender sig i TUBA kan være meget ”prægede” af deres opvækst, men det gør dem på ingen måde til ofre. Ved at få øje på hvad det er for en baggrund man har, så kan man begynde at handle i forhold til det. Avisartikler er altid noget ensidige. Forskningen viser for eksempel, at ca. 50% af unge fra familier med alkoholproblemer klarer sig på lige fod med unge fra ikke misbrugshjem.
Så til dine spørgsmål. Jeg kan ikke svare præcist, da det kræver, at jeg kender dig meget bedre, men her er mine gæt.
Jeg gætter, at du mistede fatningen primært:
fordi det kom bag på dig, at din opvækst kan have præget dig. Det havde du ikke lige tænkt på.
At miste fatningen er noget, der sker i livet en gang imellem. Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at der er noget alvorligt galt med en. Hvis du ikke har mistet fatningen i livet en gang imellem, så har du ikke levet. Det er selvfølgeligt aldrig rart at miste fatningen!
Det er ekstra pinefuldt at miste fatningen, hvis man tror, det er muligt at gå igennem livet uden at miste fatningen en gang imellem.
Hvorfor troede du så, at alt i dig var væk?
Når man mister fatningen, så opleves det nogle gange, som om alt i én er væk. Men denne følelse plejer, at gå over og man begynder lige så stille at genkende og genfinde sig selv igen.
Jeg gætter, at det også blev ekstra pinefuldt for dig at miste fatningen:
fordi du kan lide at have kontrol, og du oplevede, at du måske ikke havde ligeså meget kontrol over dit liv, som du troede.
Det er typisk for unge fra misbrugshjem, at sætte pris på kontrol. I et misbrugshjem frygter man typisk konstant det kaos, som misbruget forårsager. Derfor udvikler man typisk en måde at leve på, hvor man konstant er på vagt overfor kaos, og sørger for at have så meget kontrol over livet som muligt. Som voksne, lever mange fra misbrugshjem stadig med en særlig vagtsomhed overfor kaos og en frygt for, at kaos stadig ligger på lur rundt om enhver hjørne, selv om dette ikke længere er tilfældet. Derfor kan det være ekstra pinefuldt at miste fatningen.
Det kan også være ekstra pinefuldt at miste fatningen:
fordi du måske ser dine misbrugende forældre i dig selv, når du mister fatningen. Det er der mange unge, der gør. Men det, at man mister fatningen en gang imellem, er på ingen måde et tegn på, at man er ved at blive som ens misbrugende forælder.
Mine svar er kun gæt. Du må selv vurdere, om du synes de passer. Jeg håber, de giver dig det, du søger.
Mvh Thomas, TUBA