Jeg blev fjernet fra min mor fordi hun drikker, men inden det gav jeg hende valget mellem mig og hendes alkohol/kæreste. jeg ved godt hun ikke kan lægge alkoholen helt væk. Men hun valgte sin kæreste frem for mig. Elsker hun mig ikke? dette skete da jeg var 11 og jeg er 16 nu. har gået med det hele selv i 5 år, og ved ikke hvad jeg skal gøre.
Svar:
Hej K.
Ja, hvorfor???? Det er et stort og tungt spørgsmål, du tumler med, nemlig spørgsmålet om at være elsket, at være noget værd og at høre til. At blive fjernet, som du er blevet det, er en voldsom oplevelse og der er ikke noget at sige til, hvis du er meget præget af det. Det giver ingen mening.
Der er nok ikke nogen, der helt er i stand til at svare på, om din mor elsker dig. Jeg forstår, at det må føles som om hun ikke gør, når hun valgte at blive ved flasken og kæresten. På den anden side ved vi, at mennesker, der drikker, bliver fanget ind i liv, hvor de ofte ikke er i stand til at træffe valg, der for andre mennesker er logiske, fx i forhold til deres værdier. En af de ting, der kan gøre dette er den fysiske og psykiske afhængighed af alkohol, som har stor magt over et menneskes liv. Så på den måde kan det hænge sammen, at din mor faktisk elsker dig, men ikke har været i en situation, hvor hun kunne tilbyde dig et ordentligt liv. Det er kun et gæt, jeg kan jo ikke vide det.
Jeg kan ikke forklare eller undskylde din mors valg. Og der er ikke megen trøst i at få at vide, at det er alkoholen, der gør det. Det hjælper jo ikke på din smerte.
Så jeg vil opfordre dig til at få talt med nogen om de tunge spørgsmål, du ruger over. Det vil kunne hjælpe dig til at komme videre og få skabt et godt liv for dig selv – frem for, at den smerte, du har indeni, kommer til at fylde og bestemme alt for meget. Den sorg, du har, er svær at bære alene. Jeg håber du vil dele den med en voksen du er tryg ved og få hjælp til at komme i gang med et forløb, hvor du får bearbejdet alle de svære følelser og spørgsmål, du tumler med. Gerne hos en professionel, en psykolog eller en psykoterapeut. Du er også meget velkommen her i TUBA, hvor vi kan give samtaler alene eller i gruppe.
Uanset hvad du vælger at gøre, håber jeg du finder et svar på det store spørgsmål – jeg har lyst til at sige, at jeg tror på, at alle mennesker er værd at elske. Det gælder også dig, selvom din mor måske ikke har magtet at vise dig det.
Christina, TUBA