Hej,
ja, ved ikke hvor jeg skal starte, så lad mig starte med min farfar og min farmor. De historier jeg har hørt har været om alkoholisme og maniske og depressive perioder. Min farfar var periodisk alkoholikker og min farmor er maniodepressiv, hvilket nok har haft indflydelse på min fars opvækst og hans senere hash misbrug. Det er det hjem jeg er vokset op i, historier om alkohol og dens farer og med hash i min dagligdag så længe jeg har kunnet huske. Og på en måde er min fars måde at forholde sig til virkeligheden på gået i arv til mig. Jeg har et massivt hash misbrug selv i de perioder hvor jeg har det dårligt.
Som 8 årig huske jeg en meget klar episode. Jeg stod i en lille indkørsel til en baggård og blev overvældet af en følelse jeg som 8 årig aldrig havde følt før. Dengang kunne jeg kunne formulere det som “Jeg har lyst til et eller andet, men det er ikke mælk” – jeg elskede mælk og det var det jeg kunne forholde mig til. Senere er det gået op for mig at jeg har en længsel i livet, men hvad det er er stadig en gåde. I mine teenage år begyndte jeg at blive depressiv og hash blev også min krøkke som det var min fars.
Depressioner er kommet og gået i mine ungdomsår og det samme er mit hash misbrug. Jeg begyndte at gøre skade på mig selv i starten, men senere begyndte jeg at gøre det mere ubevidst og lagde min egen skyld for min selvskade over på mine omgivelser. Så begyndte det at virke ynkeligt og jeg begyndte at beskylde mig selv for min ynkelighed. Værre depressioner og mere hash fulgte.
Jeg er hoppet ind og ud af uddannelser og fandt aldrig noget jeg i længden kunnet holde ud af være beskæftiget med. Mere skyldfølelse, nu over min egen utilstrækkelighed også. For andre mennesker så ikke ud til at have noget problem med at komme igennem det. Men har nu endelig fundet en uddannelse jeg er glad for og som jeg kan se mig fortsætte i.
Så jeg har selvfølgelig smidt alt jeg kunne ind i den her uddannelse, for endelig var der noget jeg var vild med. De vigtige eksaminer begyndte at komme og jeg faldt tilbage til det jeg kendte til for at håndtere pres. Mit misbrug eksalerede hurtigt igen og mine opgaver begyndte at lide under det. Begyndte at udskyde mine eksaminer fordi de ikke var gode nok da de skulle afleveres. Jeg blev mere presset. Mere hash. Opgaver blev ikke afleveret. Mere pres. Mere hash. Og til sidste da det hele skulle afleveres smed jeg alt efter det og endte ud med stress der igen udløste en depression.
Det er så her jeg står nu. Jeg er sygemeldt. Føler mig skyldig over at jeg ikke har kunnet passe på mig selv. Føler mig skyldig over at jeg har ladet min uddannelse gå stå. Og er – som overskriften giver udtryk for – træt af at kæmpe hele tiden for bare at være til. Det er 20 år siden kampen med mig selv begyndte og det er ved at gå op for mig at det er en kamp jeg i længden vil tabe, hvis jeg ikke snart finder en måde at komme ud af den på.
Så hvordan smider jeg mine krykker, når jeg ikke har lært at gå endnu? Og hvordan skal jeg kunne komme til at lære at gå, hvis jeg ikke kan smide mine krykker? Jeg er fanget i mig selv og vil bare gerne kunne gå ud i verden og leve livet uden at brække benene når jeg tager et for stort skridt. Kun at forstuve foden slemt for en gang skyld.
Mvh.
Just some guy
Svar:
Kære Just some guy
Jeg vil starte med at anerkende dig for at have taget kontakt til TUBA og selv tage initiativ til at få hjælp til at ændre din situation. Jeg tænker derfor du har noget vilje til at kæmpe på trods af du har gjort dette længe i forvejen, for blot at kunne være til.
Du beskriver en opvækst præget af alkohol og hashmisbrug samt flere voksne omkring dig med psykiske lidelser. Ud fra dit brev læser jeg om en barndom som har været præget af disse misbrug og formentlig medvirket til ikke tilstrækkelig omsorg samt været årsagen til udviklingen af dit eget hashmisbrug. Du beskriver at have brugt hash som din krøkke, på samme måde som din far har gjort det. Jeg tænker at de voksne, som skulle have været rollemodeller for dig, givet omsorg og genrelt sørget for en tryg opvækst ikke har formået dette i det nødvendige omfang. Jeg tænker at din fars eget misbrug kan have taget fokus fra det at tage ansvar for dig og din opvækst. Jeg kan derfor tænke at du måske er gået i din fars fodspor, simpelthen fordi du ikke har lært andet under din opvækst. Dette er på ingen måde acceptabelt, da et barn naturligvis har brug for rollemodeller, der kan lære hvordan man håndtere svære situationer i livet og samtidig får bearbejdet dem, så de ikke skal fylde i et unødigt omfang.
Jeg læser at du igennem årerne også selv har kæmpet med depressioner samt selvskade. Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor øvrige voksne omkring dig har været i alt det her? Det kunne f.eks være en lærer fra skolen eller anden voksen, som har haft mulighed for at opdage din tydelige dårlige trivsel. Du skal vide at det som barn og ung på ingen måde er rimeligt at stå i de situationer du har stået i, uden støtte fra nogen voksne overhovedet. Jeg kommer til at tænke at hash har været din måde at overleve på, fordi du ikke har kendt til andet. Det kan også have været derfor du så tidlig har fået øjnene op for lysten til at afprøve hash, da du jo samtidig også har kendt til det helt fra lille fra din far.
Jeg tænker omvendt at du må indeholde en stor vilje og selvindsigt, ved at have forsøgt at gennemføre flere uddannelser samt nu faktisk fundet en som du har haft stor motivation for at gennemføre. Det at det endnu ikke er lykkes for dig og samtidig har medført en sygemelding nu pga. stort pres under uddannelsen, tænker jeg kan være fordi, du aldrig er blevet støttet til at håndtere sådanne situationer og netop derfor ikke kan gå uden krykkerne, da du aldrig er blevet lært hvordan. For at lære dette, tænker jeg det først og fremmest handler om tålmodghed samt vilje, som jeg opfatter du har en stor del af. Du har dog helt bestemt behov for proffesionel støtte til det, for at lære strategier samt måder at håndtere dine egne følelser på. I forhold til dit misbrug tænker jeg ligeledes du har behov for proffesionel støtte, da det er et misbrug som har været der i så omfattende en grad. Jeg tænker du ville have stor gavn af en misbrugskonsulent og forløb. Du kan evt. kontakte egen læge, som kan hjælpe dig med at arrangere dette. En konsulent kan i en periode være dine krykker og på sigt hjælpe dig med faktisk at kunne gå uden dem, med strategier som virker for dig og samtidig under sådan et forløb, giver dig mulighed for større forståelse for hvorfor dit misbrug har været så stor en del af dit liv.
Derudover tænker jeg at et forløb hos TUBA kunne være gavnligt for dig. Du har en rygsæk med dig, fyldt med dårlige oplevelser fra din barndom, som påvirker dig i at for stor og negativ grad idag. Et forløb hos TUBA, vil formentlig kunne hjælpe dig til at få bearbejdet de oplevelser og samtidig være en støtte til netop på sigt at kunne lære selv at gå. For at lære at gå kræver det netop at man kender til baggrunden for hvordan dette gøres og ved at bearbejde dine oplevelser og se din egen opvækst i øjnene, tænker jeg det vil være et godt skridt på vejen. Jeg vil derfor anbefalde sig at tage direkte kontakt til den TUBAafdeling nærmest dig,mhvis du selv kan se det som en mulig måde at få arbejdet med den opvækst du har bag dig.
Du kan dog først begynde et forløb i TUBA, når du ikke længere har et misbrug, du kan godt komme til forsamtale og få en plads på ventelisten, mens du f.ek.s er i behandling for misbrug.
Til sidst vil jeg blot endnu en gang nævne, at det at du ahr skrevet herind i sig selv kræver styrke og mod på at ændre din situation, så derfor tænker jeg du allerede har taget første skridt på vejen, til at finde en måde at håndtere alle de oplevelser, der ligger i din rygsæk. Det vigtigste er at du går helhjertet ind i det og kan affinde dig med at det vil tage tid, før du lærer at gå helt uden krykker, men når du formår dette, er jeg overbevist om du kan finde den rette vej for dig og igen få kræfter til at genoptage din uddannelse.
Med venlig hilsen
Malene, TUBA