Hej Brevkasse
(jeg undskylder på forhånd for min lange tekst)
Jeg har lige siden jeg var 2 mdr. gammel boet i plejefamilie pg.a min biologiske mors alkohol- og stofmisbrug. Jeg er vokset op i den samme plejefamilie, som jeg selvfølgelig nu betragter som min rigtige familie, og derfor er jeg et lidt atypisk eksempel på et anbragt barn. Dog blev mine plejeforældre skilt da jeg var tre år, og jeg har bået alene med min plejemor lige siden.
Jeg er i de senere år begyndt at føle mig mindre og mindre hjemme hos min plejemor, og jeg er blevet opmærksom på hvor forskellig jeg er i forhold til hende og hendes familie. Det plager mig rigtig meget, og det er jo udelukkende mig selv jeg kan bebrejde for det, da jeg ikke ligefrem ønsker at indordne mig under deres “leveregler”. Jeg har bare mine rødder og værdier et helt andet sted, og det kan tydeligt mærkes. Jeg er meget anderledes af sind end min plejefamilie, og selvom mine normer idag er præget af en opvækst på landet, er det stadig nogle helt andre ting der trækker i mig.(hele min biologiske familie er ærke-bymennesker). Min plejemor er meget uforstående over for mine holdninger, og ligeledes er jeg for deres, hvilket skaber mange uoverensstemmelser derhjemme. Den dybere tanke eksisterer ikke rigtig hos min plejefamilie, forstå mig ret.
Min mor døde da jeg var 12 år gammel, og da jeg førhen havde et godt forhold til hende med regelmæsigt samvær, gjorde det selvfølgelig rigtig ondt. Mit problem er bare, at jeg hos min plejefamilie aldrig fuldt ud har fået lov til at være ked af det. Jeg er meget velfungerende, både iterllektuelt og socialt, og hver gang jeg har følt mig forkert på nogen måde, har jeg bare fået ad vide, at det kunne jeg ikke tillade mig at sige, når nu jeg klarede mig så godt..
De sidste par år har jeg udviklet bulimi, og den eneste gang, hvor jeg i et raserianfald har fortalt det til min plejemor, rystede hun på hovedet over at jeg havde “løjet” for hende, og siden har vi ikke talt mere om det. Jeg har selv søgt psykologhjælp, men den psykolog jeg gik hos mente ikke at jeg var klar til at få hjælp, så der stoppede jeg igen. Min plejemor har ikke en eneste gang spurgt ind til min situation, og viser generelt ikke den store interesse for mit liv. Jeg føler mig svigtet, og forstår ikke hvordan hun kan ignorere mine problemer i sådan grad. Jeg har før skåret i mig selv, men hverken dét eller min spiseforstyrrelse har hun taget spor seriøst. Jeg er efterhånden blevet i tvivl om, om det er mig der er noget galt med. Hun antyder ofte at jeg er utaknemlig og ubehøvlet, men det kan hun nok godt have ret i, for jeg taler ikke særligt pænt til hende, og er generelt ikke særlig behagelig overfor hende. Men jeg er bare så vred på hende, og den mindste kommentar fra hende sender mig til tælling. Når jeg reagerer sådan, og gerne vil diskutere noget, vender hun bare ryggen til og lukker ørerne, og det er så uendeligt frustrerende! Jeg føler ikke jeg bliver hørt eller taget seriøst på nogen måde, men jeg er også bange for at fortælle hende hvordan jeg har det. Både fordi det selvfølgelig vil give hende dårlig samvittighed, men også fordi jeg er bange for at hun vil ryste endnu mere på hovedet.
Jeg har mange gange tænkt på at flytte, men har dårlig samvittighed over at skulle efterlade hende arbejdsløs. Livet hos min far trækker meget, da han er velfungerende og bor på østerbro med sin familie, som jeg holder rigtig meget af. Jeg lærte ham at kende som 5-årig, og derfor ville det bare ikke føles så naturligt at flytte hjem til ham, selvom det er det jeg allerhelst vil.
Jeg er så ked af at have dette forhold til min plejemor, da hun jo har skabt en tryg opvækst for mig. Men for mig er dette følelsesmæssige svigt ligeså slemt som hvis jeg var vokset op med en mor der drak. Jeg ved det er hårdt sagt, men jeg føler mig så misforstået hele tiden.
Men til jer i brevkassen ville jeg egentlig bare spørge: Har jeg ret til at være vred, eller er jeg for hård ved min plejemor? Og i så fald, hvordan kan jeg få hende til at tage mig seriøst, eller få snakket med hende på en ordenlig måde, uden at der kommer et “jeg gider ikke diskutere med dig” fra hende?
M.v.h Molly
Svar:
Kære Molly
Tak for dit brev.
Sikke en svær situation, du er i! Som jeg læser dit brev, føler du dig fanget i en ‘taknemmelighedsfælde’. Du beskriver tydeligt, at du ikke trives i dit plejeforhold, og at du har alvorlige symptomer. Og hvis jeg forstår dig rigtigt, er det svært for dig at finde forståelse. Samtidig har du været i plejeforholdet længe og fået meget godt – og havde du ikke været der, var det gået dig meget dårligt. Jeg forestiller, du må opleve dig meget fanget i situationen.
Du spørger, om du har ret til at være vred, og hvordan du kan få din plejemor til at tage dig seriøst. Det vil jeg gerne svare dig på først.
Når jeg læser dit spørgsmål, er min umiddelbare reaktion at svare dig meget prompte og enkelt: Selvfølgelig har du ret til at være vred.
Lad mig uddybe: Når to mennesker har en relation, skal der to til at afgøre, om relationen er god. Den ene kan aldrig sige: “Vi to har det godt. Hvis du ser anderledes på det, tager du fejl”. Hvis en relation er god, oplever begge parter (mest) at have det godt i relationen. Punktum. Dermed kan det aldrig blive et spørgsmål, om den ene har ret eller den anden tager fejl. Når du er vred, kan dine følelser kun have ret. De er et tegn på, at dine grænser bliver overskredet, og at der er noget i relationen, der frustrerer dig. Du føler dig ikke rummet, respekteret og forstået. Når det sker, bliver man vred, såret og frustreret. Særligt når man forsøger at tale sin sag, og man oplever, at det gentager sig, at man bliver afvist igen. Følelsen af at være vred kan hurtigt koble sig på følelsen af at være utaknemmelig i din situation. Følelser er dog svære at handle med. Når først man er vred, er det umuligt at skrue knappen over på ‘glad’ og ’tilfreds’, for vreden er et udtryk for, at du ikke føler dig ordentligt behandlet. De vrede følelser vil tages alvorligt. Og jeg synes, du skal tage dem alvorligt.
De problemer, du beskriver at have haft henover dine teenageår er ret alvorlige problemer – bulimi og selvskade. Den slags er alvorlige tegn på, at man ikke trives. Det virker til at din plejemor har haft svært ved at rumme dig og støtte dig i det, så du kunne komme til at trives bedre. Det synes jeg ikke er ok for dig. Det er ikke ok at blive kaldt utaknemmelig og ubehøvlet når man råber om hjælp. Det er ikke ok, at du ikke har lov at sørge eller at have det svært. Selvfølgelig har du brug for plads til det. Din plejemor har formentlig ikke gjort det for at behandle dig dårligt. Noget i hende har haft svært ved at rumme det, er mit gæt. Det gør det stadig ikke ok. Det gør stadig, at du bliver mere og mere belastet. Du har ret til at være vred.
Det næste er så, hvad du kan gøre for at få din plejemor til at tage dig seriøst.
Jeg har kun dårlige nyheder: Jeg ved ikke af, at der findes noget særligt, man kan sige for at trænge igennem. Hvis den anden ikke lytter eller ikke kan rumme een, kan man sige hvad som helst, uden at det flytter noget. Som jeg læser dig, har du forsøgt meget allerede. Det ændrer dog ikke ved, at du har lov at tage dig selv meget seriøst. Du har lov at blive ved at tage det op og sige, at du ikke føler dig taget seriøst. At det ikke er ok. At det gør dig ked af det. At du har det dårligt. Man kan blive fanget i, at man venter på at der er enighed. Du og din plejemor er uenige. Du oplever dig ikke taget alvorligt, hun oplever, at hun tager dig alvorligt eller måske endda at det er dig, der er problemet. Det kan I nok ikke blive enige om, uanset hvad du siger. Men du har lov at stå fast på dit eget.
For mig at se kan du vælge to veje, der hvor du står nu. Uanset hvilken vej du vælger, synes jeg du skal have hjælp til det af nogen udefra:
Du kan enten fortsætte med at arbejde på at få kommunikationen med din plejemor op at stå og se, om du kan få det bedre hos hende. Jeg tænker, der skal en professionel til for at I kan få hjælp til, at du bliver hørt.
Den anden vej er at begynde at arbejde på at flytte hjemmefra.
Uanset om det gælder den første eller den anden vej, synes jeg situationen er så alvorlig, at der skal hjælp til. Jeg forestiller mig, at der er en sagsbehandler knyttet til plejeforholdet fra kommunen. Jeg tænker på, om du kan bede om en samtale med vedkommende og gøre opmærksom på, at du ikke trives, og at du overvejer at flytte. Hans/hendes job er netop at sikre, at du trives og hjælpe dig, hvis du ikke gør. Hvis ikke du ved af, at der er en sagsbehandler, har alle unge i din situation krav på hjælp. Rent teknisk hedder det at der skal være ‘efterværn’ i forbindelse med en anbringelse. Du kan ringe til kommunens Børn & Unge-afdeling og forklare din situation. Måske gå derned. De skal så finde ud af, hvem der bedst kan hjælpe dig. Du har krav på hjælp og du har lov at søge hjælp. Det er totalt fair at gøre det!
Jeg har på fornemmelsen at du vil føle, at det er at gå bag din plejemors ryg. Til det vil jeg sige: Din plejemor har vidst, siden hun fik dig i pleje, at det en dag ville slutte. Du skylder hende ikke at blive for hendes skyld. Hun har valgt at gå ind i ‘jobbet’ at have dig som plejebarn med den viden og risiko, at du en dag skal videre. Du har lov at flytte. Det er en helt naturlig afslutning på forløbet, biologiske børn flytter også. Det kan aldrig være meningen, at du skal blive altid.
Måske kan det hjælpe dig at gøre dig nogle overvejelser om, hvordan du gerne vil have det med din plejemor, når du engang er flyttet. Der er stor forskel på om man flytter og siger “Jeg tror det er ved at være tid til at flytte, men jeg vil gerne blive ved med at se dig”. Fremfor: “Du forstår mig slet ikke og du ødelægger mig selvværd, og derfor kan jeg ikke bo her mere”. Måske du kan finde en god måde at få tingene sagt på, så du ikke forlader plejeforholdet i et stort drama. Det siger jeg, fordi jeg også læser mellem linjerne, at du gerne vil behandle din plejemor så godt som muligt.
Når jeg læser dit brev, kommer jeg også til at tænke på, at noget af det, du oplever, på mange måder er meget naturligt. Mange biologiske børn oplever i din alder at blive mere og mere frustrerede i forhold til deres forældre. At forældrene ikke forstår dem. At de ikke oplever at høre til. Det er den proces, der fører hen til, at man flytter hjemmefra. Man skubber på en måde sig selv ud af reden ved at lægge mere og mere afstand til sine forældre. Man får nok. Får lyst til at komme væk. Mange andre unge på din alder vil kunne nikke genkendende til nogle af de følelser, du beskriver, selvom din situation er ganske særlig.
Du er 18 år, så du er voksen. De overvejelser, du gør dig her i brevet er gode, modne overvejelser. Du kommer nok ikke udenom noget turbulens, men det kan man komme igennem. Og som sagt synes jeg du skal få hjælp til det af de systemer, der skal støtte dig. Jeg ved ikke om din far kan støtte dig. Hvis han kan, er det ok at involvere ham. Man behøver ikke klare alting selv.
Jeg håber også du vil få hjælp til din bulimi og sorgen over din mor, som der aldrig rigtig blev plads til. Ja, alting tyder på at du har klaret dig helt fantastisk godt. Godt gået! Det er ikke det samme som at du ikke har ret til og brug for at få hjælp til de sår, livet har påført dig. Jeg håber du vil tage dig godt af dem, når det bliver tid til det. Du er velkommen i TUBA.
Jeg håber du finder en god vej videre ud i livet. Du har lov at kæmpe for at få det godt, bliv ved med det.
Christina, TUBA