Først og fremmest må jeg sige, at dette nok ikke er et spørgsmål. Mere en måde at få det hele ud på.
Jeg er enebarn og bor sammen med min far og mor.
Min far har drukket hele min barndom. Så langt tilbage jeg kan huske har han drukket den ene øl efter den anden og tømt rødvinsflasker som var det Ribena.
Jeg hader ham. Jeg hader ham så inderligt. Men samtidig er jeg også utrolig splittet. For han er jo min far. Han satte mig til verden har sørget for mig, betalt for mig. (Han synes selv, at han er en verdens mand og tjener flere penge end min mor)
De 10% af året hvor han ikke drikker, kan han faktisk godt være ok. Stiller spørgsmål og interessere sig for en. Han forslår udflugter og restaurant besøg, men lige så snart alkoholen sætter ind, bliver han til et udyr, et monster der tyrannisere min mor. kalder hende for grimme ting i mit nærvær, bander og svovler over hendes tilstedeværelse, hendes udseende og at hun er kedelig. Her skal det tilføjes, at mine forældre ikke har delt soveværelse i de sidste.. 10 år.
Min mor er en del år ældre end min far og er gået på efterløn. Hun har de sidste fire år undskyldt hele sin situation med at hun er en vatnisse og, at det er hendes skyld. Samtidig, lover min far hende guld og grønne skove når hun endelig konfrontere ham med alkoholproblemet.
Men min far…. Jeg hader ham, jeg kan ikke holde ud, at kigge på ham. Han tyller vin som var det vand på en varm sommer dag. Han bliver så ubehagelig og dum. Siger dumme ting, er snøvlet osv. Nogle gange kan han finde på at tage bilen og køre til købmanden for, at købe mere sprut.
Nu er det nået så langt ud, at han ikke skjuler det mere. Engang drak han i smug i skuret og gemte de tomme dåser og flasker. Nu drikker han sig fra sans og samling selv når vi har gæster, ligegyldigt om det er fælles venner, hans eller min mors familie. Jeg har derfor ALDRIG haft venner med hjemme til middag eller overnatning. Det er simpelthen for ydmygende.
I mine øjne er han ikke min far mere. Men nu er jeg student. Her havde jeg forstillet mig at jeg skulle flytte langt væk. Men uden penge og uden arbejde, trods millioner af ansøgninger, kan jeg ikke nå langt.
Jeg har heller ikke lyst, til at forlade min mor. selvom det i sidste ende ikke er mig der skal redde hende men omvendt.
Jeg føler mig som en lus mellem to negle, når min far er sur på min mor skal jeg høre på det. Når man mor er ked af det kommer hun til mig.
Når min far drikker ignorere jeg ham. Så bliver han sur og kan ikke se problemet. Hans problem. Det er i hans øjne, nemlig ikke ham der har et problem. Men min mor. hun er kedelig (Her menes der, at hun nægter at gå i seng med ham, da han oftest er beruset og ubehagelig)- jeg forstår hende godt.
Når min far bliver sur, bare han nag. I flere dage, nogle gange uger. Han lukker totalt af. Lever i sin egen verden. Bor på sit kontor med døren lukket. Vil ikke spise sammen med os. Svare ikke når vi taler til ham. Jeg afskyr ham, får kvalme bare ved tanken om ham, men så igen kommer den lille stemme der siger, at han jo er min far og har aldrig lagt en hånd på mig. Han har været gavmild og betalt alt lige fra efterskole til kørekort og studieture + lommepenge, mobi. m.m.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ville ønske at der var en der kunne tage min hånd og vise mig vejen. Alt føles så nyttesløst og umuligt. Som en lang kamp jeg alligevel ikke kan vinde. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde eller slutte.
Nogle gange beder jeg til Gud om, at han måtte falde om af en blodprop eller hjertestop. Jeg har ikke lyst til, at hjælpe ham. Han har ødelagt min barndom… Det er jo bare ikke normalt, at havde sådanne tanker om sin far.
Jeg har ingen lykkelige minder derfra.
Knuden i maven og frygten for hvornår monsteret igen bryder ud, er der konstant. Jeg trøstespiser ofte og ender så med at kaste det hele op.
Jeg føler at jeg sidder fast. Jeg har brug for et kæmpe skub. Jeg hader ham, men måske elsker jeg ham også.
Jeg føler bare ikke at jeg har noget valg. eller har fået nogle valg til at vælge min egen fremtid. Jeg har ikke lyst til at holde kontakten med ham. Jeg får tårer i øjnene når jeg tænker på, at han absolut ikke skal være den mand der følger mig op af kirkegulvet.
Jeg vil videre, men jeg ved ikke hvad jeg vil læse eller være. Jeg har ingen planer, jeg er så usikker på mig selv og ved ikke hvad jeg dur til. Hvis jeg bare havde en plan kunne jeg tage den derfra, men jeg har ingen. Når jeg går i seng om aftenen er det oftest uden et smil på læben og med et brændende ønske om at det hele bare er en drøm.
Jeg vil gerne vågne op.
Svar:
Kære du
Jeg kan godt forstå at du har lyst til at komme ud med det hele og jeg er glad for at du deler din historie med os her i TUBA.
Hele dit liv har du været underlagt det vilkår at din far drikker. Du har skullet være vidne til det monster han bliver. Du har ikke kunnet flytte dig og komme væk.
Nu er du 19 år og kan øjne muligheden for endelig at flytte væk. Men du er fortvivlet, ved ikke hvad du skal gøre og hvordan. Du ved ikke hvad du vil læse eller hvad du vil være. Fortvivlelsen har ført til at du trøstespiser og kaster op.
Jeg føler med dig. Jeg forstår godt din fortvivlelse. Når man er vokset op med en alkoholmisbruger er det desværre helt almindeligt at have det som du beskriver. Du skal igang med at skabe dit eget liv nu. Det skal du gøre med de forudsætninger du har, som er præget af din opvækst med en alkoholmisbruger. Samtidig skal du leve med dine blandede følelser for din far, du både hader og elsker ham. Det er forvirrende at have det sådan, men det er helt okay at du mærker begge følelser. Og du skal leve med bekymringen om, hvordan det går din mor, når du ikke længere er der. Det er hårdt!
Men du har et valg om din fremtid, du bestemmer helt selv. Du kan frit vælge om du vil have kontakt med din far eller ej. Du bestemmer selv om han skal følge dig op ad kirkegulvet.
Det er ikke nemt at tage de valg. Det er heller ikke nemt at få en bedre fornemmelse af, hvad du vil, kan og har lyst til. Men det kan lade sig gøre. Et godt sted at starte er ved at dele din tanker og overvejelser med andre. Det er du allerede begyndt på, ved at skrive herind. Det synes jeg er super sejt.
Hvis du har lyst har du mulighed for at komme i en gruppe i TUBA med andre unge der går med mange af de samme overvejelser som dig. Måske det er noget for dig at mødes med nogle andre unge og dele erfaringer, tanker og følelser? Du kan læse mere om de forskellige muligheder her.
Som du indleder dit brev med at skrive, så er dit brev ikke som sådan et spørgsmål. Senere skriver du, at du har brug for et skub. Jeg ved ikke hvilken retning du gerne vil skubbes i, måske ved du det heller ikke selv. Med min erfaring fra TUBA med andre unge der er børn af alkoholmisbrugere, ved jeg godt, hvor jeg gerne vil skubbe dig hen. Jeg vil gerne skubbe dig lidt videre på den vej du er trådt ud på, ved at skrive herind. Jeg vil gerne, opfordre dig til fortsat at dele din historie og dine tanker og følelser med andre. Du er meget velkommen til at gøre det her i TUBA, vi vil gerne tage dig lidt i hånden og vise dig en vej – hvis du har lyst til at gå i den retning.
Til sidst har jeg lyst til at sige til dig, at det er halt okay at vælge at skabe dit eget liv og gøre gode ting for dig selv. Du har lov til at få dig et godt liv, selvom din far ikke har vist dig vejen.
Mange tanker
Camilla