Jeg er en pige på 14 år, og min far drikker. Fornyeligt døde min onkel af druk, jeg troede det ville hjælpe min far videre at indse at det han gør, er forkert, men det hjalp ikke. Hver gang nogen fra min familie siger han drikker, siger jeg altid “jamen, så meget drikker han jo ikke mere”, men et eller andet sted, bliver det vel bare værre og værre. Jeg er næsten aldrig ude og besøge ham, fordi det gør så ondt på mig at se ham ødelægge sig selv. I vinters fik jeg mange nedture på, fordi at alle de tanker omkring min far kom på én gang, en ven fik mig til lægen og jeg fik at vide, jeg havde fået en depression, og at jeg skulle have noget hjælp. Det er først nu jeg får hjælpen fordi jeg har troet det går over af sig selv, men det gør det jo åbenbart ikke. Hele mit sidste skoleår, har været plaget af pjæk. Mine tanker kører hele tiden rundt i hovedet på mig. En overgang skar jeg i mig selv, og en dag brød jeg helt sammen, så bad en ven om at komme ned til mig, og han har hjulpet mig til at lade være. Jeg har fået styr på min skole nu, men alle tankerne er der stadig. For det går mig så meget på, jeg har altid været min fars lille prinsesse, men at se ham sådan, går mig på. Min mor og far er skilt, så det hele er indviklet. De snakker fint sammen, men ja..
Min spørgsmål er os; hvis jeg ikke kan sige det overfor ham, fordi jeg ved at jeg bryder sammen og ikke kan, ville det så være i orden at skrive et brev til ham? eller hva syntes i?
kan det nogensinde blive min skyld fordi jeg ikke besøger ham så tit som jeg engang plejede at gøre? jeg er helt lost, håber i kan hjælpe mig bare lidt.. hejhej.
Svar:
Tak for din mail.
Det kan aldrig være din skyld, at din far drikker. Din far får det dårligere og dårligere fordi han drikker. Hvis han holdt op, vil han nok begynde at få det bedre. Hvis man bliver ved med at drikke meget, får man det værre og værre.
Det er selvfølgeligt meget hårdt at se på. Det er særlig hårdt, fordi du så gerne vil kunne hjælpe din far og fordi du elsker ham og fordi du ikke kan gøre noget. Du er reelt magtesløs. Det er intet du kan gøre. Om du besøger din far mere eller mindre vil ikke ændre noget. Du vil måske ønske at det kunne ændre noget, og han kunne få det bedre, hvis du kom oftere. Men om du kommer mere eller mindre hos ham ændrer ikke noget. Din udfordring ligger i at acceptere, at du ikke kan gøre noget.
Det er tydeligt fra det du skriver, at din far elsker dig og du ham. Men når han drikker så meget som han gør, så når hans kærlighed ikke igennem til dig, ligesom din kærlighed ikke når igennem til ham, når han drikker sådan. Hans drikkeri/alkoholen er som en mur imellem jer. Det er forfærdelig trist og til at græde over. Det må være frygtelig frustrerende. Men sådan er det lige nu. Du er magtesløs.
Selv om din far har det svært og ikke kan give dig kærlighed lige nu, glem ikke den kærlighed, du har fået fra ham tidligere. Husk på det, og lad det varme dit hjerte fra tid til anden. Prøv at bevare prinsessefølelsen, som han har givet dig indeni. Samtidigt, prøv at acceptere, at der ikke er mere kærlighed til dig fra ham lige nu. Du behøver ikke holde op med at elske ham, men det er vigtigt, at du passer godt på dig selv, og det betyder at du skal holde lidt mere afstand til ham, nu hvor han er så selvdestruktiv. Pas på prinsessen. Det vil din far også ønske, hvis han havde det godt.
Det er en god idé at skrive et brev til ham, for så kan han læse det flere gange, også når han er ædru. Så er der større sandsynlighed for at han tænker over dit budskab. Men forvent ikke for meget.
Jeg håber mit svar hjælper lidt i denne svære tid.
Hilsen fra Thomas, TUBA