Kære Tuba
Jeg har en rigtig god ven, hvis forældre er alkoholikere og måske slår ham. Jeg vil rigtig gerne hjælpe ham, men jeg ved ikke hvad jeg kan gøre? Jeg ved, han er rigtig ked af det og skærer i sig selv. Please hjælp!
Venlig hilsen Trine
Svar:
Hej Trine
Tak for din mail. Det er godt, at du fik skrevet. Det er ikke en nem situation, du står i. Da jeg ved så lidt om din situation, så er det svært at svare på dit spørgsmål, men jeg prøver lidt alligevel. Jeg forestiller mig, at din ven er en, du kender fra skolen, eller fra klub eller noget andet.
Først får jeg lyst til at sige, at du ikke kan hjælpe din ven med at hans forældre slår ham og han skærer i sig selv. Du er hans ven og det skal du blive ved med at være. Det er nogle voksne, der skal hjælpe ham – nogle voksne, der har lyst og magt til at blande sig i din vens familiesituation.
Du er derfor nød til at tale med nogle voksne, der kan hjælpe. Jeg synes du skal tage fat i den voksen, du føler dig mest tryg ved at tale med. Måske dine forældre, en skolelærer, en pædagog, en skoleleder. Du skal vælge nogen, der tager dig alvorligt. Hvis du vælger en, og det viser sig, at de ikke tager dig alvorligt, så vælg en anden voksen. Det er vigtigt, at din ven får hjælp. Din bekymring for ham er forståelig. Din bekymring skal videre til de rigtige mennesker, der kan hjælpe. Hvem er de så?
I kommunen, er der ansat mennesker, hvis arbejde er, at hjælpe børn og unge, der har det svært. Kommunen har faktisk pligt til at hjælpe unge under 18, der har det svært. Jeg kan ikke give dig navnet på den afdeling i kommunen, der skal hjælpe, da kommunerne giver sådanne afdelinger forskellige navne. Afdelingen hedder måske familieafdelingen, socialforvaltningen eller børnerådgivningen eller noget lignende.
Hvis du taler med en lærer, eller en pædagog, så burde de kontakte den rigtige afdeling i kommunen (Det har de pligt til), så din ven kan få den bedst mulige hjælp. Det er nok nemmest, hvis en voksen fortæller de rigtige mennesker i kommunen om din bekymring for din ven. Hvis du ikke synes, du kan få hjælp fra en voksen, så kan du selv skrive en mail til kommunen (rådhuset). Du skal skrive din vens navn, adresse og hvorfor du er bekymret for ham. Det kan gøres anonymt. Så vil kommunen sende din bekymring frem til den rigtige afdeling.
Jeg håber mit svar hjælper. Du kan ikke løse din vens problemer, men de rigtige mennesker kan hjælpe, så din vens liv bliver bedre. Når du har givet din bekymring videre, så kan du fortsat koncentrere dig om at være en god ven. Han er heldig, at han har en ven som dig.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.