Som barn voksede jeg op i et hjem med en far som var alkoholiker. Mine forældre blev skilt da jeg var 8, og min far levede så et skidt liv, hvor han til sidst endte med at drikke sig ihjel. Jeg har en yngre bror. Han og jeg voksede op med vores mor. Alt for tidligt blev jeg den fornuftige, voksne pige – jeg hjalp min mor alt det jeg kunne, for allerede dengang begyndte mit pleaser-gen. Min mors humør var meget svingende. Hun kunne være temmelig ondskabsfuld, og jeg var altid bange for hendes reaktioner. Jeg husker flere episoder hvor hun psykisk straffede mig ved fx ikke at tale til mig, hun smed mig ud hjemmefra og hun har også enkelte gange givet mig en lussing. Jeg udviklede en meget fin fornemmelse for hvor hendes sindstilstand var henne – og forsøgte altid at undgå ballade. Min far så jeg indimellem. Han var næsten altid fuld og ville slet ikke høre, når jeg fortalte at jeg havde det skidt med min mor. Så på mange måder var jeg alene, og lærete vel nogle overlevelsesmekanismer. Min bror var min mors yndling, og det er han stadig.
I mine helt unge år flyttede jeg hurtigt væk hjemmefra. Havde en del kærester. Fandt så min nuværende kæreste, som jeg har børn med.
I det seneste år har jeg følt mig mere og mere trist, ked af det og frustreret. For jeg oplever nu gang på gang at jeg overskrider mine egne grænser for, hvad jeg vil finde mig i. Yderligere er der sket det, at jeg – måske pga min erfaring – får øjnene op for, at der er flere tætte mennesker i mit liv, som næsten kun kan “bruge” mig, når de har problemer. Jeg har jo altid et lyttende øre, og en hjælpende hånd. Men når de så har fået det – så hører jeg ikke mere fra dem.
Jeg oplever desværre større og større problemer i mit forhold til min kæreste også. Jeg har givet ham alt for lang snor i alt for mange år, og nu kan jeg se, at jeg er havnet i et mønster, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal bryde.
Min kæreste og jeg har børn sammen, og det er altid mig, der skal finde på noget med dem. Han gider ikke rigtig, og de gange jeg har konfronteret ham med det, bliver han vred og sætter mig på plads. Han synes ikke han gør noget galt. Men det synes jeg. Og flere i min familie ryster på hovedet af, at han på mange måder får lov til at leve en singletilværelse uden de helt store forpligtelser. Jeg kan mærke, at jeg er bange for konfrontationerne med ham, og vil egentlig helst undgå dem. Problemet er bare, at jeg bliver mere og mere utilfreds, og forstå ikke, at jeg ikke tør tage diskussionerne med ham. Jeg tænker…hvad så, hvis han bliver gal? Det må han jo blive. Men jeg kan simpelthen ikke. Frygten for skænderier osv, sidder så dybt i mig og jeg er ved at kaste op over, altid at være så bange og frygtsom.
Hvad gør jeg for at komme videre? I perioder har jeg lyst til at gå fra ham, og bo alene for derved at kunne “hvile” i mig selv. Men jeg synes også det er meget at betale ift børnene. Og jeg må jo også erkende, at jeg har dette problem i forhold til andre end ham. Jeg kan simpelthen ikke klare konfrontationer, og vil langt hellere glatte ud, end sige min mening højt. Det er ganske enkelt rædselsfuldt, for jeg er jo ikke mig selv….. C
Svar:
Kære C
Tak for din mail!
Mange af de problemer, du beskriver, er du ikke alene om. Mange af de unge, som er vokset op i familier med alkoholmisbrug, har svært ved at mærke egne behov og sætte passende grænser, og mange oplever sig selv i den samme rolle, som de havde i opvækstfamilien, i samspillet med kærester, venner og arbejdskollegaer.
Det er hårdt at se sin situation så klart, som du gør og samtidig føle sig magtesløs i forhold til at ændre noget. Du beskriver meget tydeligt, hvordan fortiden har lært dig at agere på en bestemt måde, hvordan du gang på gang tager en bestemt rolle på dig i forhold til dine omgivelser, hvordan du overskrider dine egne grænser, hvor stærk din frygt for konfrontationer er. Selvom det er hårdt, så er det faktisk en fordel, at du kan se, hvad der foregår. At se tingene i øjnene, er et stort og væsentligt skridt i forhold til at gøre noget ved dem. Nogle gange er vi nødt til virkelig at mærke, hvor ondt det gør, hvor meget vi skader os selv, når vi f.eks. ikke siger fra. I kontakten med smerten finder vi motivationen til at handle anderledes. Samtidig har mennesker brug for tryghed og selvom en situation er smertefuld, bliver man nogle gange i den længere end det synes rimeligt, fordi den samtidig er tryg og velkendt. ”Man ved hvad man har, ikke hvad man får.” Vi har brug for ressourcer, støtte, mod og parathed, før vi tager skridtet ud i det ukendte.
Du har haft al mulig grund til at forsøge at undgå konfrontationer med din mors svingende humør og voldsomme, uhensigtsmæssige reaktioner. For børn er det svært at rumme modsatrettede følelser (frygt, had og kærlighed) i forhold til de forældre, som de er afhængige af for at overleve. Din reaktion – at undgå konfrontationer – har været hensigtsmæssig og har hjulpet dig med at overleve under de forhold, der var i dit barndomshjem. Det ændrer ikke på, at det er et problem, når man som voksen er så bange for konfrontationer, at man ikke kan sætte sine grænser, og dermed ikke kan få opfyldt sine grundlæggende behov i relation til andre mennesker.
Du skriver, at du har prøvet at tale med din kæreste og det lyder som om, at han ikke kan se det fra din side og ikke er villig til at imødekomme dig. Du skriver at han ”sætter dig på plads” og at du er bange for konfrontationerne med ham. Frygt er jo hensigtsmæssig, når der reelt er fare på færde. Ved du, hvad du helt konkret er bange for? Hvad kunne han finde på at sige og gøre? Hvordan ville det påvirke dig? Hvad vil du gøre, hvis han bliver vred? Nogle gange hjælper det at forestille sig situationen og gøre sig klart, hvilke handlemuligheder, man har.
Jeg bliver nysgerrig på, om der er noget, der fungerer godt i jeres relation? Om du har grunde til at ønske, at I skal blive sammen, udover for børnenes skyld og for at undgå konfrontationen ved et brud? Uanset hvad dine svar er, lyder det som om, at du har behov for, at nogle ting skal forandre sig mellem jer, hvis du skal have det godt i forholdet. Måske vil det være en hjælp for dig at gøre dig klart, hvad du ønsker anderledes, helt konkret. På hvilken måde og på hvilke områder har du brug for, at din kæreste tager ansvar for børnene og de fælles opgaver? Hvordan kunne du tænke dig at jeres relation skulle være, hvis du skulle have det godt og få dækket dine behov? Jo mere konkret og klar, du kan være på, hvad du ønsker, jo nemmere er det at kommunikere det til ham. Det vil også være godt at fortælle ham, hvad du er glad for ved ham og jeres forhold. Kunne du eventuelt fortælle ham om, hvor bange du er for at tage det op med ham, men også at det er utrolig vigtigt for dig, at få talt ordentligt om det og få iværksat nogle forandringer? Et parforhold – og særligt en familie med børn – er et samarbejde. Alt samarbejde kræver kommunikation. Hvis det ikke er muligt for jer at kommunikere åbent med hinanden, vil det være svært at få jeres forhold til at fungere, uanset hvad du gør.
Har du overvejet at starte i terapi ved TUBA eller blot få nogle enkelte rådgivningssamtaler? Hvis der ikke ligger en afdeling i nærheden af, hvor du bor, kan du også overveje at tale med din læge. Hvis du er deprimeret, kan du måske få tilskud til psykologhjælp. Det lyder til, at det kunne være godt for dig at få noget støtte til at arbejde med de problematikker, du beskriver. Så du kan begynde at stole mere på, at du godt må lytte til dine egne behov og udtrykke dig, når dine grænser bliver overtrådt. Med hjælp fra en terapeut eller psykolog, kunne du arbejde med din frygt for konfrontationer under trygge forhold. Det lyder til, at dit liv for en stor del har handlet om at overleve, – at du aldrig rigtig har prøvet at ”bare være dig selv” og ”hvile i dig selv”, som du skriver. Måske er det på tide, at dit liv også begynder at handle om, at du skal have det godt og lære dig selv at kende. Jeg håber for dig, at du kan finde støtte og mod til denne proces.
Held og lykke med det hele! Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det.
Venlig hilsen Anne, TUBA.