Jeg ved egentlig ikke om jeg har et spørgsmål.
Jeg er en pige sidst i tyverne. jeg er vokset op i et hjem med en alkoholiseret far. jeg bor i dag med min kæreste gennem 8 år sammen med vores 2 børn… jeg har et godt arbejde som jeg er glad for, og det hele burde bare køre på skinner.
Min far som drak er død nu. Det er efterhånden 1½ år siden, og det er jeg ret afklaret med. Bortset fra dissi ambivalente følelser jeg har med alt muligt…
Hvis jeg kort skal karakterisere mig selv som person:
> jeg reagerer voldsomt på mærkelige ting, indimellem i en grad, hvor jeg selv bliver i tvivl om hvad det er jeg er ked af.
> jeg har ikke nogen nære veninder – det har jeg egentlig aldrig haft, jeg har haft masser af muligheder, og kender en masse dejlige mennesker. Jeg kan bare aldrig tage mig sammen til at besøge nogen af dem, og derfor har mine veninde forhold en uheldig tendens til ” at glide ud i sandet”
> Jeg bliver altid meget begejstret når jeg møder nye mennesker, synes typisk at de er helt fantastiske de første 2 måneder, men mister så alt for dem når det gåt op for mig at de er mennesker ligesom alle andre – og derfor ikke fejlfrie…
> jeg kan ikke fuldføre ting – jeg har et ønske om at tage en ny uddannelse, har også været startet, men droppede ud igen.. jeg ved godt jeg ikke er dum, men når jeg ser tilbage på da jeg tog min studentereksamen og senere da jeg stod i lære, er der et mønster der gentager sig. op til eksamen, bliver jeg doven og gider ikke forberede mig, jeg ender altid med at gå uforberedt op, og får også karakterer som fortjent…. jeg ved at jeg kunne have klaret mig meget bedre til begge dele, hvis jeg bare havde gidet….
> jeg elsker min kæreste, men har alvorlige tvivl om hvorvidt han virkelig elsker mig tilbage – eller om det bare er et pit-stop, til jeg bliver skiftet ud for en yngre model.
jeg er en enspæder, bruger meget tid alene, og har også behov for det. men altid alligevel med at jeg gad at køre ud og besøge nogen…
jeg har mindreværdskomplekser…. Tænker meget tit over, når jeg ellers er ude, at jeg ikke helt hører til, eller er helt med…. oplever tit at jeg hellere vil observere andre være sociale omkring mig end at tage aktiv del af det….
Kan sidde i et rum fyldt med mennesker jeg kender, og alligevel føle mig helt alene….
Jeg tror egentlig ikke jeg har et problem – bortset fra at jeg ikke er glad. jeg er aldrig helt glad indeni, eller lykkelig, jeg ved ikke hvad det er der gør at det bare er umuligt for at at “HØRE TIL” hader mig selv for det.
Kan i hjælpe mig ?
Svar:
Kære pige sidst i tyverne
Du beskriver en spændende rejse, som alle mennesker skal på undervejs i livet, nemlig: Hvem er jeg? Hvorfor er jeg, som jeg er? Er det ok at være, som jeg er? Og endnu flere: Hvad kan man forlange af tilværelsen? Kan man blive glad? Og føle, man hører til?
Det ville være let for mig at besvare dine spørgsmål á la: “Det er et fællestræk hos mange børn af alkoholikere at oplever problemer med…osv”, for du har nogle af de træk, vi fx her på hjemmesiden beskriver som fællestræk hos voksne børn af alkoholikere. Og jeg kan kun bekræfte dig, i, at det kan være endog meget smertefuldt ikke at føle, man hører til. Men jeg ved ikke helt om du kan bruge det til noget. Jeg vil hellere sige: Det har uden tvivl præget dig, at du er vokset op med en far, der har drukket. Det er mere hvordan – og om det er et problem for dig.
Jeg får lyst til at udfordre dig på, hvad du vil med dit liv. Hvilke af de reaktioner/personlighedstræk, du beskriver, du bare vil leve med og acceptere og hvilke du i højere grad vil tage kampen op imod. Hvad er et godt liv for dig? Hvad vil du acceptere? Hvad er vigtigt for dig – hvad er dine værdier? Fx omkring børneopdragelse, parforhold, venskab, at fuldføre ting, som job/uddannelse? Hvor vil du gerne være om 1, 3, 5 år – er der noget, der skal se anderledes ud?
Når jeg læser dit spørgsmål kommer jeg til at tænke på, at det ikke virker som om du tager dig selv så alvorligt. At hvordan du har det og hvordan det går med dit liv, ikke er så vigtigt. Har jeg ret?
Når du vælger at sende et spørgsmål ind til brevkassen, ser jeg det alligevel som et udtryk for at der et sted i dig findes en undren – og måske også en nysgerrighed ift om livet har andet at byde på. Om noget kan blive anderledes. Hvis du vil, kan vi hjælpe dig med at undersøge det her i TUBA – for der sker meget i samtalen, når man sætter sig overfor et andet menneske og begynder at tage spørgsmålene op. Det første kunne være: Har jeg et problem?
Har du lyst, kan du bestille tid til en uforpligtende forsamtale og her høre mere om, hvad TUBA har at byde på.
Christina, TUBA