Så længe jeg husker har min far drukket. Han er ikke ubehagelig, når han er fuld. Han bliver kun træt og fraværende. Jeg synes blot at det er synd for ham. Da jeg var mindre tog han dog tit på bar, hvor jeg derfor var overladt til mig selv.
Min mor drikker ikke, men vi har altid haft problemer, og har rigtig svært ved at kommunikere med hinanden, uden at det ender i et skænderi. Jeg har altid følt mig misforstået og undertrykt af hende, og jeg har ikke mindst af alt følt afmagt. Jeg har følt, at jeg har stået i en situation, man ikke kunne gøre noget ved. Vi har selvfølgelig vores gode og dårlige perioder, men jeg føler altid denne afmagt. At jeg ikke kan sige hvad jeg mener, at jeg lige meget hvad jeg gør, er forkert. Jeg føler ikke at min mor kender mig overhovedet, og at vi begge spiller en rolle, lader som om, at vi har det godt. Min mor har selv haft en hård opvækst, og har i en periode været på lykkepiller. Hun får ofte store raserianfald, hvor min lillebror og jeg bliver skældt ud. Denne ender for det meste med, at hun bryder grædende sammen, og siger undskyld.
Min mor og far har altid skændtes meget også på trods af, at de er skilt, og dette påvirkede mig især da jeg var lille, hvor dette resulterede i nogle voldsomme episoder. Dette førte også til, at jeg begyndte at skære i mig selv som 13-årig. Jeg føler at jeg står i midten af mine forældre, og ikke har noget rigtigt hjem, da tingene ikke fungerer hos nogle af dem. Jeg går og venter på, at jeg kan flytte hjemmefra, så jeg kan lægge mine problemer fra mig. Men jeg ved ikke om jeg er i stand til dette. Jeg går trods alt kun i 2.g, og har hverken overskud eller tid til at arbejde mere end jeg gør lige nu. Jeg ved heller ikke, om jeg er i stand til at bo alene.
Jeg synes alt er uoverskueligt det meste af tiden. Jeg føler at jeg kæmper mig igennem gymnasietiden. Hver dag er en kamp. Den mindste ting som en aflevering, kan få mig til at bryde sammen. Jeg kan ikke overskue fremtiden, og jeg er bange for, at jeg ender som min mor og far, da jeg blot for semi-karakterer, selvom jeg gør mit bedste og at jeg altid er på nippet til at give op. Jeg føler mig aldrig god nok. Jeg føler mig aldrig sjov eller pæn nok. Dette er jeg også overbevidst om, grunden til, at jeg konstant søger en bekræftelse ved at være sammen med mange drenge. Jeg har utrolig svært ved at sætte grænser for mig selv, og dem jeg har, bryder jeg hurtigt.
Der er selvfølgelig gode og dårlige tider. Og jeg føler mig splittet mellem disse to. Jeg føler mig også tit lykkelig, men på ét split sekund kan mit humør skifte. Jeg er typen der har mange venner, også rigtig mange gode og tætte, som jeg stoler meget på. Og de vil rigtig gerne hjælpe mig. Men de når selvfølgelig også en grænse, hvor de ikke gider snakke om mine problemer længere, fordi de ikke ved hvad de skal sige eller hvordan de skal hjælpe. Jeg har aldrig følt, at min fars alkoholmisbrug har været et tabu for mig overfor mine venner. Dog har jeg aldrig talt med min far om det.
Mit problem er nok, at jeg ikke ved, om jeg har grund til at være ked af det – om jeg ikke bare lider under almindelige teenage-problemer. Jeg føler tit, at jeg tager tingene forgivet, at jeg er egoistisk og øv-agtig, fordi jeg ikke bare kan nyde livet og være glad, når jeg nu ikke har det værre. Jeg har jo både tøj på kroppen, penge til at gå i byen hver weekend og er heldig at have nogle dejlige venner.
Udover det har jeg har svært ved at tro på, at min alkoholiserede far, kan være grunden til at jeg er et følelsesvrag. Jeg har altid givet min mor skylden. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene om hele min livssituation. Selvom min skolepsykolog sagde, at jeg har det hårdt, kan jeg ikke få mig selv, til at tro på dette. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg er virkelig bekymret for, hvad der dog skal blive af mig.
Svar:
Tak for dit brev.
Det er ikke nemt at have en far, der drikker.
Det er heller ikke nemt at have en mor, som man oplever ikke kan se en, som den man er, og som derfor ikke rigtig kan støtte én.
Det er heller ikke nemt at være teenager.
Når jeg læser dit brev, så er det tydeligt, at dit liv er hårdt. Men som du selv er inde på, så har mange andre teenager det også svært. Hvad er der så egentlig galt med dig, spørger du dig selv, givet at du ofte er så trist indeni? Når jeg læser dit brev tænker jeg følgende:
Dit liv virker særligt hårdt hvad angår mangel på voksenstøtte. Det er som om du ingen gode voksne har, som du kan spejle dig i; ingen forbilleder; ingen som du kan hente råd og støtte fra; ingen voksne som du kan læne dig opad, og slappe af hos.
Når jeg læser din mail, så får jeg en fornemmelse af at det er meget ensomt at være dig. Godt nok har du mange venner, men alligevel går du med en savn og en længsel efter en god voksenstøtte, der kan se dig for den du er. Det er som om det er en dyb længsel i dig. En længsel som du f.eks. ikke får indfriet ved at være sammen med drenge. Du savner at blive set og værdsat for den du er af en voksen.
Kan det virkelig bare være det, der gør dig trist indeni – spørger du måske dig selv? og svaret er ja. Du oplever både en sorg i forhold til dine egne forældre, da de ikke kan give dig den støtte og omsorg, som du har brug for, og en længsel efter at få støtte og omsorg et andet sted fra.
Hvad kan du så gøre?
Jeg synes du skal sætte dig selv et mål – om at du vil prioritere at finde nogle gode voksne ældre personer, som du i en periode prioriterer at bruge tid sammen med, som du lærer at kende, som du lader dig inspirere af og som du måske lader dig støtte af.
Der er forskellige måder at gøre dette på.
1. Kender du mon nogen eller flere allerede, der kunne være en sådan inspiration og støtte som du kunne tage mere kontakt til? En tante, en vens forælder, en lærer, en træner i en sportsklub, som du ser op til, som du kunne bruge mere tid med, tale med, altså en person, hvor du føler dig værdsat som den du er.
2. Prøv at finde nogle nye fællesskaber, hvor der er nogle rigtige gode voksne, som du kan lære at kende. Prøv at finde et fællesskab om noget, der særligt interesserer dig (sport, musik, drama osv.) Brug mindre tid hjemme og mere tid ude i fællesskabet. Derved kan du måske lære flere gode voksne at kende.
3. Prøv eventuelt at gå i et rådgivningsforløb i en periode f.eks. i TUBA, (Du behøver ikke fokusere på din drikkende far i TUBA) eller ved en psykolog som er tilknyttet gymnasiet, eller en anden ungdomsrådgivning i nærheden af dig. Det vigtige ved et sådant forløb er nok ikke, at du får nogle bestemte råd – det vigtige ved et sådant forløb er snarere, at du kommer til at tale om dit liv og mærke og opleve, at rådgiveren ser dig som den du er og værdsætter dig som den du er. Det er sandsynligvis det, der vil hjælpe på følelsen af tristhed, ensomhed og længsel, som du går rundt med. Det er derfor vigtigt, at du finder noget, der ikke er et kort forløb, på et par sessioner, men noget, der er lidt mere længerevarende. Det er også vigtigt, at du oplever, at rådgiveren faktisk kan se dig for den du er. Hvis ikke du oplever dette, så find en anden.
Jeg håber mit svar, hjælper dig med at forstå, hvad der sker med dig.
Bedste hilsner fra Thomas, TUBA.