Jeg er en pige på snart 19 år. I de sidste 8-9 år af mit liv har min mor været misbruger, både i form af piller, stoffer og alkohol. Jeg flyttede pga. min mors misbrug over til min stedfar for ca. 4 år siden. Men bor nu alene. Jeg har altid følt at jeg har, kunne holde min mor på afstand og at jeg er en stærk og selvstændig pige.
Min mor blev indlagt på et afvænningscenter da jeg var 13 år, hun var der i næsten 6 måneder. Jeg brugte meget tid på at hjælpe hende og boede også i familieterapi sammen med hende og min lillebror i 14 dage. Jeg følte virkelig, at det hele blev bedre og at jeg nu ville få min gamle mor igen. Desværre gik det ikke sådan og min mor begyndte hurtigt at drikke igen. Jeg føler at min mor har svigtet mig, at hun har truffet et egoistisk valg, som jeg ikke kan acceptere. På den anden side vil jeg gøre alt for at hjælpe hende, jeg vil gøre ALT for at få min gamle mor igen. !! Hun er slet ikke den samme mere, selv når hun er ædru føler jeg ikke, at jeg kender hende mere. Hver dag savner jeg hende hun var engang som jeg husker så tydeligt.
Min mor er i dag blevet indlagt på et nyt afvænningscenter igen. Den seneste tid har været meget hård, og jeg har haft problemer med at passe min skole fordi min mor har været helt ude i torvene og ringet til mig dag og nat og grædt og snakket om hvor ensom hun er. Men nu har hun altså sagt ja til at prøve afvænning igen.
Jeg er meget i tvivl om jeg kan klare det. Selvfølgelig er det en positiv ting at hun prøver, men jeg kan mærke at jeg er meget bange for at blive skuffet igen. Jeg føler at de fleste fra min mors familie har vendt hende ryggen og de kontakter hende ikke mere. Jeg følger derfor også at der nærmest kun er mig tilbage og at jeg bare MÅ hjælpe hende. Hvad kan jeg gøre?
Jeg har meget stærke humørsvingninger og har ofte flere dage i træk hvor jeg er ked af det og ofte begynder at græde uden jeg ved hvorfor. Jeg ved ikke om det kan være pga. min mor, for jeg føler jo at jeg prøver at holde det hele på afstand og at mange har det meget værre end mig.
Min skole har tilbudt at jeg snakker med skolepsykologen men jeg ved ikke om det er nogen god ide. Jeg har før været til psykolog en enkelt gang og det var meget ubehageligt. Jeg er meget dårlig til at snakke om mine følelser og prøver at undgå det fordi jeg ikke ønsker at blive ked af det. Hvis man ikke kan snakke om hvad man føler kan man vel ligeså godt lade være med at tage til psykolog??
Undskyld den lange smøre. Kærlig hilsen A.
Svar:
Kære A.
Jeg forstår godt din fortvivlelse. Det er rigtig hårdt at se et andet menneske, og især én som man holder af, have det rigtig skidt. Samtidig savner du også din mor, som du kender hende fra tidligere, og et sådan savn kan gøre meget ondt – og også få en datter til at gøre ALT, som du skriver.
Man kan sige at din situation er langt fra optimal lige nu, og samtidig er der ikke så meget du kan gøre for at ændre den. Din mor er nu på et afvænningscenter – og hvad der kommer ud af det har du ikke megen indflydelse på. Du er tidligere blevet skuffet, og derfor tør du selvfølgelig ikke tro på at det ikke sker igen. Det er klart, for der er jo en risiko for, at alt ikke er løst med dette ophold. At du er fortvivlet, synes jeg ikke at der er noget at sige til, og hvis du også føler dig magtesløs, er det også let at forstå. Det er en rigtig svær situation du står i, og efter min opfattelse, hænger det ret godt sammen, at du nu reagerer med humørsvingninger og tristhed. Og du nogle gange begynder at græde tilsyneladende uden grund. Selv om du er en stærk pige, og du forsøger at holde tingene omkring din mor på afstand, er det bare ikke altid muligt.
Jeg synes, at det lyder til at du står meget alene med tingene. Og jeg kunne ønske for dig, at der var én der kunne støtte dig. Nu ved jeg jo ikke helt, hvad det var, der gjorde din tidligere erfaring med psykologsamtale så ubehagelig. Nogle gange kan man godt opleve, at det er ubehageligt at tale om det svære, fordi man så kommer til at tænke på det – men optimalt set skulle du også gerne have den oplevelse, at det er rart ikke at stå helt alene med de svære tanker og oplevelser. Nogle kan have held med at undgå følelserne ved ikke at snakke om dem, men nogen gange kan belastningen blive så stor at følelserne og tankerne ikke vil gå væk, eller at man begynder at reagere ved at græde hele tiden, ikke at kunne sove eller noget andet. Det er der intet mærkeligt i, og det er typisk tegn på, at man er belastet og at man ikke kan klare det helt alene. Hvis du ikke har lyst til at tale med en skolepsykolog, kunne der måske være nogen i dit netværk der kunne hjælpe. Kan nogen fra din mors familie evt. ”råbes op” og støtte dig lidt? Du er også meget velkommen til at kontakte TUBA. Vi kender en del til at snakke med unge, hvis forældre har eller har haft et alkoholmisbrug. Samtidig har vi også gruppetilbud, hvor man har mulighed for at høre, hvordan andre forsøger at tackle en situation som din. En uforpligtende forsamtale kan måske være med til at afklare om det er noget for dig.
Du spørger, hvad du skal gøre. Mit bedste råd, er at du skal vende blikket mod dig selv. Hvad har du mon brug for, hvad kunne gøre dig godt? Jeg tror ikke, at du kan gøre mere for din mor lige nu – desværre. Ansvaret for at hun stopper sit misbrug, og måske derved får det bedre er hendes eget.
Mange tanker
Anne, TUBA.