Jeg vil prøve, at gøre en lang historie kort og håber meget du vil svare mig, for har virkelig brug for hjælp.
Jeg er en pige på 18 år som bor med sine forældre og lillesøster. For 10 år siden drak min far i en periode, min mor gik fra ham, han blev indlagt på den psykiatriskafdeling, og da han kom ud, fandt mine forældre sammen nogle måneder efter. Det gik godt i 10 år. Vi var en kernefamilie trods min far gik hjemme pga. hans psyke. Min søster og jeg har aldrig været i tvivl om, at vi var det bedste mine forældre havde, og ingen hyggede så meget om os som min far.
For 3 år siden begyndte far så, at blive lidt rask igen. Han fik et lille job et par timer om ugen som så blev til mere og mere. Han begyndte at falde i med alkohol i perioder men aldrig lang tid af gangen. Dette gik dog fuldstændig galt i maj sidste år. Han begyndte at drikke voldsomt og 24/7. Det var rigtig hårdt for min mor, søster og jeg. Min mor var desperat og frustreret, og der var dage hvor jeg ikke kunne andet end at ligge i sengen. Vi gjorde ALT for, at få ham til at stoppe. Han blev mere og mere aggressiv, og gik et par gange amok hvor han kastede med møblerne, osv. Endelig efter 5 måneder gik han på antabus. Det var i starten af oktober. En uge efter han var stoppet fik han lunge problemer, hvilket sidste i november så viste sig, at være noget med en hjerteklap. D. 6. december blev han opereret på Aalborg sygehus. Han lå på sygehuset en uge efter, jeg var ved ham hele tiden, da han var blevet fuldstændig psykotisk. Han var en hel anden mand.. nærmest en lille dreng. Jeg troede ikke det kunne blive meget værre, men sådan noget skal man aldrig bilde sig selv ind. Da han kom hjem var han faktisk syg, trods det ikke var så slemt som da han var indlagt. Han har siden drukket mere end nogensinde før. Hver dag er blevet en kamp for, at han ikke skal gå amok og smadre ting i huset (vi har så snart ikke flere ting tilbage). Han er ikke på den måde syg mere, det er kun alkoholen der gør ham det. På de få uger her, har han svinet næsten hele sin familie, løbet efter min mor og jeg ned i gågaden, givet min mor en lussing en gang (sådan noget ville han normalt ALDRIG gøre) spyttet på min lille søster, lod som om han havde taget piller, osv.
Min mor vil skilles fra ham. Hun har virkelig gjort alt for, at det skulle ske på den bedste måde, min far har bygget huset, og hun ved at han gerne vil at vi skal blive boende. Men han ikke så meget som kigger efter lejligheder, så vi bliver nød til at flytte og så skal huset sælges. Det værste af det hele er, at man bare får så ondt af ham. De få gange han er ædru siger han: ’’Jeg ønsker jo ikke vi skal skilles’’, ’’jeg er så ked af hvad jeg har budt jer’’, ’’jeg vil jo ikke miste min familie, osv.’’
Men de skal skilles, og jeg ved ikke hvad der skal blive af ham. Det eneste som får ham til at hænge bare lidt sammen er os. Han har ikke andet end os, og har aldrig ønsket sig andet. Jeg er så bange for hvad der skal ske med ham. Er så bange for, at komme ned i hans lejlighed en dag og så han har taget livet af sig selv eller sådan noget. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere. Det liv der engang var så nemt, og overskuelige er blevet til en verden fyldt med had, frygt og alligevel så meget kærlighed, at det gør ondt.
Jeg vil hade mig selv for evigt hvis der nogensinde sker min far noget. Hader allerede mig selv hvordan jeg kan ’’give op’’, men det tager jo bare så hårdt på en.. Ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Min far er verdens blødeste mand når han er ædru hvilket han aldrig kommer til, at kunne holde ud til at være når han vågner op uden sin familie omkring sig. Han har altid været så bange for at være alene.. Nu blev den lidt lang alligevel, og det er kun en meget kort fortælling af alt hvad der er sket på det sidste.. Hvad skal jeg gøre? 🙁
Svar:
Tak for din mail. Det er en meget meget sørgelig historie, du fortæller, om din far, din kærlighed til ham og din store ønske om at kunne hjælpe ham videre, være der for ham, lindre hans smerte. Det er klart, at alt hvad der sker gør dig vred, bange, frustreret, ked af det. Det må være voldsomt at opleve alle disse følelser samtidigt med, at du ser din fars liv gå ned af bakke lige foran dine øjne. Selvom din kærlighed til din far er enorm, så kan du ikke hjælpe ham videre. Øv øv øv øv øv øv og en million gange øv.
Jeg vil ønske, at jeg kunne fortælle dig noget enkelt, da kunne vende hele situationen for dig. Men det kan jeg ikke. Ligeså magtesløs som du er, er jeg.
Din far har tydeligvis ikke bare alkoholproblemer. Han har også andre psykiske problemer. Du nævner blandt andet, at han har været psykotisk på et tidspunkt og indlagt på psykiatrisk afdeling og du nævner også, at han truer med selvmord. Det er vigtigt, at din fars læge er orienteret om din fars tilstand, da lægen kan vurdere, om der er mulighed for at få din far tvangsindlagt, hvis din far på nuværende tidspunkt er alvorlig psykisk syg (alvorlig selvmordstruet eller psykotisk). I kan også ringe til din lokale psykiatriske skadestue (søg ”psykiatrisk skadestue” på nettet), og høre om de kan hjælpe. De skal selv vurdere om de kan hjælpe. Du skal ikke regne med, at de kan hjælpe.
Når alt dette er sagt, så har jeg lyst til at tage fat i en ting, du skriver:
”Jeg vil hade mig selv for evigt hvis der nogensinde sker min far noget. Hader allerede mig selv hvordan jeg kan ’’give op’’, men det tager jo bare så hårdt på en.”
Du har gjort så meget for din far og din familie. Din far er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at tage imod din kærlighed til ham. Uanset hvad du gør, hjælper det ham ikke. Du er reelt magtesløs. Og derfor er det forståeligt og rigtigt at give op – for ellers spilder du dine kræfter, og det er der ingen, der får gavn af. Din far hader nogle gange sig selv for det, han gør ved familien. Men hans selvhad hjælper ingen. Det gør bare alle problemerne værre. Den bløde far, som din far også kan være, og som du elsker så højt, vil ikke ønske, at du skal hade dig selv for evigt. Han vil ønske, at du får dig et godt liv. Han vil ikke være skyld i, at dit liv skal være fyldt med selvhad. Måske vil han sige,
”Det kan være at mit liv kun bliver værre i det næste stykke tid; måske dør jeg; men jeg ønsker ikke, at dit liv også bliver værre. Du har gjort så meget for mig, men du kan ikke hjælpe mig mere lige nu. Lev min pige. Få dig et godt liv. Det er det bedste, du kan gøre for mig.”
Jeg håber mit svar hjælper dig lidt videre.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.