Jeg slog op med min kæreste på grund af at jeg ikke har det særlig godt med mig selv, det skulle jeg aldrig have gjort. Det hele blev bare meget værre.
Jeg gjorde det fordi, jeg ikke ville byde ham alt den negativitet og alt sådan noget imod ham. Jeg troede at jeg kunne blive “normal” på egen hånd, sammen med mine psykologer, men det er ikke blevet bedre. jeg havde brug for min elskede, ville ikke indse det. Det har jeg gjort nu.
Men nu vil han gerne have et stykke tid for sig selv, da han også har haft det dårligt lige siden, men det er nu han har brug for min hjælp, jeg vil ikke udsætte ham for det som jeg selv udsatte mig selv for. Jeg er så ulykkelig. Jeg elsker ham og han elsker mig. Bare mit liv havde begyndt anderledes. det er så svært
Svar:
Tak for din mail. Det du gennemgår, lyder rigtig svært. Du har tilsyneladende lært noget rigtig vigtigt. Og det er, at man ikke kan ændre sit liv på egen hånd. At ændre sit liv er noget, man på den ene side gør selv, men samtidigt er det noget, der involverer dem omkring en. Det kan lyde som en modsætning, men sådan er det.
Samtidigt er du ved at lære noget andet. Det er noget, der gælder i vores forhold til alle andre mennesker. På den ene side er man alene og man skal selv tage stilling til ens liv. Og samtidigt er ens liv tæt forbundet med andres liv. De beslutninger, andre tager, har indflydelse på dit liv på godt og ondt. Og når du tager stilling til ting i dit liv, så har dine beslutninger konsekvenser for andre på godt og ondt. Du er hele tiden både alene og i fællesskaber med andre. Du kan ikke leve et liv uden at dine beslutninger nogle gange vil gå ud over andre. Det kan ikke lade sig gøre.
Når man er kærester, så indebærer det på samme måde, at man på den ene side er to forskellige mennesker med hver sit liv og samtidigt er man par med et fælles liv. I er både sammen og hver for sig. Det kan lyde som to modsætninger og det kan være svært at forene.
Hvordan lever man så sammen og hver for sig? Det gør man ved at veksle mellem at være tæt og have distance. Det er kunsten, du skal lære. Man mødes og er sammen og bevæger sig derefter væk for at kunne mødes på ny senere. Denne løbende bevægelse mellem nærvær og afstand er det, der holder relationer i live. Hvis et kæresteforhold skal fungere godt, så kræver det, at man kan dette.
Min erfaring med unge fra familier med alkoholproblemer er, at nogle har svært ved denne bevægelse. Nogle finder den nødvendige afstand, som også er en del af parforholdet, så svært, at de vælger i stedet at slå op. Det er vigtigt at gøre sig erfaringer med bevægelsen mellem nærvær og distance, da kæresteforhold indebærer begge dele.
I din mail er det tydeligt, at du er meget optaget af din kæreste og hvad der er bedst for ham.
Du skriver, at du slog op med ham af hensyn til ham – ”fordi du ikke kunne byde ham din negativitet”, og nu, selv om han ønsker ”et stykke tid for sig selv”, så er du overbevist om, at han har bedst af at være sammen med dig, fordi det var det, du havde bedst af.
Hvis den kæreste er en ordentlig fyr, (og det er han sikkert, når nu du er glad for ham!), så er han selv i stand til at vurdere om han gider din negativitet og har lyst til at være kæreste med dig. Det er ikke noget du skal beslutte for ham. (Du skal kun tage stilling til, om du vil være kæreste med ham.) Du skal også have tillid til, at han selv er i stand til at tage stilling til om han har brug for nærvær eller distance lige nu. Hvis I skal være kærester, må du have tillid til at han selv kan lave denne slags vurderinger.
Jeg håber, I finder ud af det sammen og hver for sig! Jeg håber, at du kan bruge denne svære tid til at lære noget vigtigt om kæresteforhold til fremtiden.
Mange hilsner fra
Thomas, TUBA.