Hej.
Min historie er som mange andres at jeg har boet sammen med en alkoholiker, han var dog ikke min far men blot min stedfar. Min mor flyttede sammen med ham da jeg var 11 år, og er stadig sammen med ham den dag i dag selvom han stadig drikker til tider. Min stedfar er ikke som alle andre alkoholikere, han drikker i perioder. I de perioder går han tilgengæld fuldstændig ned med flaget og sover rask væk en 22 timer i døgnet hvoraf han drikker de resterende 2. Jeg har igennem min sene barndom oplevet adskillige juleaftner hvor han har ligget stiv hen på et værelse og stemningen har været trykket. Min mor er en meget livsglad og interessant kvinde så jeg har aldrig haft en følelse af at vores skæbner var sørgelige, nærmere en anelse skæve. Min stedfar er normalt et meget sødt menneske, men han bærer klart præg af nogle store personlige problematiker. Når jeg tænker tilbage på mine tidlige teenage år var jeg faktisk ret ensom. Ud over at min stedfar drak på den meget brutale måde der som regel endte i et hospitalsbesøg eller i bedste fald en indlæggelse på et afvænningshjem (ca. 20-25 gange uden overdrivelse) var min søster livstruende syg i mange år og min i forvejen fraværende far kastede sig ud i et homoseksuelt eventyr. Jeg føler ikke at jeg havde nogle voksne at tale med, ej heller at nogle voksne egentlig tog sig af hvordan det gik mig. Jeg kæmper i dag med lavt selvværd og tilbagevendende følelse af depression, jeg kan bare ikke finde ud af hvor meget det kan have at gøre med min stedfars drikkeri. Jeg har det tit som om jeg ikke kan føle noget og når jeg endelig græder aner jeg ikke hvorfor og skyder tit skylden på ting der virker logiske, men alligvel er jeg ikke sikker på det er derfor. Jeg skal selv til at have et barn nu og jeg kan mærke at der er en masse spørgsmål der melder sig. Skal mit barn have et forhold til min mor og stedfar, hvis han eventuelt tager sig en tur igen og mit barn skal være vidne til det? Hvor alvorligt skal jeg tage det hele, jeg ved ikke om jeg egentlig burde være vred på min mor over hun udsatte os børn for sådan et marreridt det til tider var? Jeg har det med at synes at jeg sagtens kan bære over med alles særheder, jeg har i min familie også tit fået rollen som hende den stærke, hvilket jeg ikke føler mig som indeni.
Mange forvirrede hilsner
A
Svar:
Hej du
Tak for dit brev. Sikke nogle hårde ting, du har oplevet!
Jeg tror du spørger os: Kan det passe, skal jeg tage det her alvorligt? Kan det virkelig passe, at jeg går rundt som voksen og har det dårligt, fordi der er sket de her ting i min opvækst?
Her er en liste over ting, du fortæller, du har oplevet:
* Din stedfar har drukket hårdt og I er som familie blevet vidne til en række traumatiske begivenheder og indlæggelser. Det er meget utrygt og overvældende for et barn. Familien er ofte i konstant beredskab.
* Din søster har været livstruende syg og du har som barn måtte leve med angsten for at miste hende – og en mor, der har været bekymret, optaget af hende og i krise som mor. Som søskende bliver man ofte overset og har følelser af skyld over at være rask og kommer nemt til at sætte egne behov til side.
* Din far har svigtet dig, og du har skullet forhold dig til et stort skifte i hans identitet. Alle mennesker har brug for nærvær, interesse og støtte fra deres forældre. Du har lidt afsavn.
Det er store og vægtige grunde til at have det svært som voksen! Men det er ikke hele historien. Det løser ikke nødvendigvis så meget at forstå, HVORFOR man har det skidt. Det vigtige er, HVORDAN du får det godt og får skabt et godt liv for dig selv.
Sådan som du beskriver din situation, synes jeg du skal få hjælp til det. Det er svært at gøre på egen hånd.
Hjælpen kan være at fortælle og forstå noget mere overfor en terapeut eller psykolog – og særligt at blive fortrolig med dine følelser, så de ikke er fremmede og mærkelige for dig, Et clue er, at du vil få det bedre, jo mere du tager dine egne følelser alvorligt. Du kan på denne måde også finde ud af om du er vred på din mor – du spørger om du burde være det… jeg tænker du har mange gode grunde til at være det. Men det er ikke sikkert du er det. Det synes jeg du skal finde ud af.
De unge, jeg møder i TUBA, har alle mulige blandede og modstridende følelser. Vrede, had, bitterhed, kærlighed, medfølelse, begejstring. De har lov at være der, side om side. Man kan ikke bestemme over dem og slukke for nogle og tænde for andre.
Så er der spørgsmålet om, hvorvidt dit barn skal overvære de samme ting, som du selv har ift. din stedfars druk. Jeg har lyst til at spørge – synes du, at du selv skulle have overværet det? Synes du, børn generelt skal være en del af det? Jeg synes ikke. Det er ret fair at sige til din mor og stedfar, at du gerne vil have kontakt, men at dit barn ikke skal overvære druk. På den måde er det op til dem, om de vil se deres barnebarn. Det er en totalt ok at sætte sådan en grænse.
I vores debatforum ‘Ung til ung‘ er spørgsmålet om drikkende bedsteforældre ofte oppe at vende. Måske du kan få lidt inspiration der.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig lidt. Og jeg håber du får en god barselstid. Det kan sætte skub i en masse uventede følelser at blive mor – og det er godt. Jeg håber at det bliver en god tid for dig.
Du er velkommen til at henvende dig i TUBA. Hos os kan du få hjælp til at finde nogle af de forbindelser mellem ting du har oplevet, og hvordan du reagerer idag, som du efterspørger. Det kan hjælpe dig til bedre at forstå og blive fortrolig med dine egne følelser. Du kan se her på hjemmesiden hvordan du kommer i kontakt med os, selvom du skal regne med noget ventetid.
Mvh Christina, TUBA