jeg er en kvinde på 32 år. Udadtil en jeg meget velfungerende, har godt job, er gift og mor til 2 små børn. Jeg fungerer godt idag, men der er selvfølgelig et men. Jeg er begyndt at tænke rigtig meget over min egen opvækst efter jeg selv er blevet mor. Jeg er begyndt at forstå hvor vigtig barndommen er for hvordan man bliver som voksen. Jeg bliver så trist indeni når jeg tænker på min opvækst og alt det den har ødelagt for mig. jeg kan ikke forstå at mine forældre ikke kunne finde ud af at tage ansvar for deres børn. Jeg kan ikke forstå at deres misbrug var vigtigere.
Jeg tænker dagligt på episoder eller prøver at stykke sammenhænge sammen fra dengang. jeg prøver at forstå hvad det har betydet for mig at have fået den medfart jeg har fået. Men det hele roder sammen i hovedet på mig og jeg bliver nemt ked af det og føler sorg over min skæbne og det jeg føler som et tab af barndom og ungdom. Samtidig synes jeg at jeg burde stoppe med at svælge i håbløshed, vrede og melankoli… det er jo længe siden og jeg har et godt liv idag.
Ville det kunne hjælpe mig at få professionel hjælp? Hvad gør man i praksis? Ringer til en tilfældig psykolog? Kontakter lægen? Hvad koster det?
Ville jeg kunne blive et mere “helt” menneske og ikke føle mig så pokkers anderledes?
Min historie: min mor og far gik fra hinanden da jeg var få år gammel. Min far drak og var konstant min mor utro. Min mor fik forældremyndigheden over min storesøster og mig. Men hun var selv misbruger. Mest piller, især ketogan, men også alkohol og sprøjter. Jeg kan huske at jeg fandt sprøjter og flasker under sengen og kan stadig huske den følelse af “åh-nej-ikke-igen” bekymring.
Hun kunne finde på at forsvinde i dagevis, uden at efterlade penge eller mad til os. Min søster og jeg solgte flasker for at købe mad, eller tog bussen til vores mormor.
Alle i familien vidste at hun havde disse problemr. Ingen gjorde noget… Der var tilsyn fra kommunen, men aldrig uanmeldt. Derfor sørgede hun for at samle sig selv op til deres besøg. Min søster flyttede hjemmefra som 16-årig. Der var jeg kun 5 år og alene med min mor indtil jeg blev 10 år og hun døde som følge at sit misbrug.
Forældremundigheden overgik til min far som have ny kone og små børn. Han er alkoholiker og hans forbrug har eskaleret over årene. De var ikke begejstrede over pludselig at få en 10-årig i huset og jeg følte mig aldrig rigitg som en del af familien.
Min far startede dagen på gammel dansk. Sresten af dagen drak han øl og sluttede dagen af med flere flasker rødvin indtil han faldt i søvn i sofaen.
Idag er hans forbrug massivt, det hele sejler for ham og jeg har valgt ikke at have kontakt til ham mere.
Jeg har forsøgt at skære min opvækst ud at mit liv ved at leve fuldstændig anderledes end de gjorde. Men alligevel skærer det mig i hjertet at jeg har fået de ar jeg har fået. Jeg har sådan et grundopfattelse at verden er et fucked up sted og kan have svært ved at se meningen med galskaben. Jeg kan ikke relatere til mennekser som er meget positive i deres tilgang til livet, og det er jo egentlig ganske trist. Jeg vil jo gerne vise mine børn er verden er et fantastisk sted.
Ingen ville idag gætte at jeg er barn af 2 misbrugere. jeg har fuldstændig brudt med alle personer fra dengang, taget universitetsuddannelse, flyttet langt væk, drikker og ryger aldrig og passer meget på min egen lille familie. Føler jeg er én person udenpå og en anden person indeni…
Findes der nogen/noget der kan hjælpe mig med at bearbejde så gamle oplevelser. Jeg husker ikke ret meget far min barndom, hvilket jeg synes er lidt mærkeligt. har selv overvejet om det kunne være fortrængt.
Svar:
Kære du
Tak fordi du skriver ind og deler noget af din historie. Det er rørende at læse om din barndom, jeg får et billede af en lille pige, der har været meget overladt til sig selv. Jeg får også lyst til at sige til dig, at jeg kan kende nogle ting i din historie og i det du fortæller om, hvordan du har det i dag fra andre unge, jeg har mødt i TUBA.
Nu er du 32 år og kan mærke at du tænker meget på din opvækst og alt det den har ødelagt for dig. Du fortæller at du nemt bliver ked af det og føler sorg over din skæbne. Du fortæller også, at du har forsøgt at skære din opvækst ud af dit liv og at du har brudt med alle personer fra dengang. Du skriver: “Føler jeg er én person udenpå og en anden person indeni…”.
Når jeg læser dit brev kan jeg rigtig godt forså, at du har valgt at leve fuldstændigt anderledes end dine forældre gjorde. Det lyder for mig somom, at du er lykkes rigtig godt med at skabe dig det liv du gerne vil have? Jeg kan også sagtens høre på dig, at der er noget der mangler. Udfra det du beskriver får jeg en tanke, jeg gerne vil dele med dig, jeg ved ikke om du kan bruge den, det må du mærke efter inde i dig selv. For mig lyder det til, at du har brudt med din fortid, men måske ikke fundet ro med den, accepteret den, bearbejdet den, forenet dig med den, sørget over den. Du skriver at du har skåret din opvækst ud af dit liv. Samtidig skriver du at du tænker på den. Mit gæt er, at ingen mennesker kan skære noget de har oplevet ud af deres liv, så det forsvinder. Det vil altid være der. Din opvækst er en del af dig. Du har oplevet den. Når du skriver at du oplever dig selv om én person indeni og en anden udenpå, tænker jeg om du kan have brug for at blive til ét og om du kan blive det, ved at forene dig med din opvækst. Jeg kan ikke vide om det er det du har brug for. Måske ved du det heller ikke selv. Men jeg tror du kan finde ud af det. Måske sammen med en professionel som du spørger om.
Du spørger hvordan man gør, hvordan man søger hjælp. Der er forskellige muligheder. I TUBA kan du komme i individuel terapi eller gruppe terapi. Det du skal gøre er, at kontakte den afdeling der er nærmest dig. Så vil du blive kaldt ind til en forsamtale, hvor du og terapeuten taler sammen om, hvad du kunne tænke dig at arbejde med. Sammen finder I ud af om du vil arbejde individuelt eller i gruppe. Samtalen er helt uforpligtende og du bestemmer selv om du efterfølgende vil gå i TUBA. Det er gratis at gå her i TUBA. Du kan finde en oversigt over vores afdelinger her. For at komme i kontakt med afdelingen er det bedst at skrive en mail.
Du kan også kontakte en tilfældig psykolog. Jeg tror det koster 800-1200 kr pr. session af gå hos en privatpraktiserende psykolog. Det kan også være, at du ved at søge lidt på nettet, kan finde en psykolog, der ved noget om at vokse op i familier med misbrug.
Gennem din læge, kan du muligvis få en henvisning, så det bliver lidt billigere at gå til psykolog. Det er lægen der afgører og du kan få en henvisning.
Du spørger om du vil blive et mere “helt” menneske og ikke føle dig så pokkers anderledes, hvis du søger professionel hjælp. Jeg ved ikke, hvad det vil kunne komme til at betyde for dig. Professionel hjælp hos en psykolog eller terapeut, hvad enten det er her i TUBA eller et andet sted, giver ikke “bare” én nogle andre følelser end dem man har, men det kan støtte en til at arbejde med de følelser man har. Der er mange i TUBA der arbejder med, at bearbejde føleler og gamle oplevelser, det kan man godt få hjælp til. Den profesionelle kan hjælpe dig med at sætte rammerne, men indholdet skal du selv levere. Når jeg læser dit brev, får jeg den opfattelse at du har nogle vigtige ting som du gerne vil kigge på og snakke om, jeg tror det vil kunne give dig noget at gøre det. Jeg kan ikke vide, hvad det ‘noget’ er. Måske en følelse af, at være hel. Der er kun én måde at finde ud af det på.
Jeg ønsker dig alt det bedste på rejsen
Camilla, TUBA