hej igen
Det var mig, der skrev indlægget: Konstant trist, og tusind tak for svaret! Det var meget brugbart.
Jeg føler derfor også stor anledning til at skrive til jer igen, vedrørende mine tanker. Jeg er en pige, der formentlig på baggrund af min barndom, overanalyserer og fortolker ALT. Tanker, handlinger osv. Og jeg bliver ofte i tvivl om, om det jeg gør eller føler er rigtigt.
Fx står jeg i en situation, hvor min kæreste netop et kommet hjem fra skiferie efter ti dage. Jeg havde super nemt ved at håndtere, at vi var væk fra hinanden, var ikke specielt nervøs eller jaloux og havde ikke behov for at ringe til ham 24/7. Det resulterede så i, at han fik lyst til at ringe til mig, hvilket han gjorde hver dag, samt at sende masser af søde sms’er. Da vi så skulle ses efter de ti dage, følte jeg heller ikke en kæmpemæssig glæde ved at se ham og to dage efter, drømte jeg, at jeg slog op med ham.
Jeg er meget påvirket af min situation, da jeg for bare et år siden, ville have haft virkelig svært ved at håndtere, når han tog på ferie. Ringede og kimede ham ned, sendte masser af beskeder omkring min nervøsitet og jalousi. Jeg har aldrig drømt, at jeg har slået op med ham, men derimod at han har slået op med mig – masser af gange. Det skal lige siges, at jeg altid har været den, der jagtede ham i vores forhold.
Tanke 1:
Jeg fortolker så min nuværende situation, som at jeg evt. ikke elsker ham mere? Hvorfor savner jeg ham ikke ligeså meget, som jeg gjorde for et år siden? Hvorfor har jeg ikke behov for at ringe og skrive 24/7, som for et år siden? Hvorfor drømmer jeg at jeg slår op?
Tanke 2:
På den anden side, tænker jeg også, at det måske bare er et godt tegn. At jeg måske ikke er ligeså afhængig af ham mere, som jeg var dengang. At jeg slår op med ham i en drøm, betyder måske bare, at vores forhold i dag, er mere ligevægtigt.
Mit problem er så: skal jeg fortolke mine tanker således, at jeg ikke elsker ham mere, eller skal jeg lytte til de tanker, der fortæller mig, at der bare er sket en positiv udvikling i vores forhold?
Det er det jeg mener, når jeg skriver, at jeg har så mange forskellige stemmer i mit hovede, og derfor ikke kan finde ud af, hvilken tanke der er rigtig?
Jeg kan give endnu et eksempel. Jeg har altid plaget ham til at sætte en dato på, hvornår vi skal flytte sammen. Og han har altid taget meget afstand til det (ville først flytte sammen efter 5 år) – indtil for et halvt år siden, hvor han efter tre måneder i Afrika, kom hjem og sagde, at han var klar til at flytte sammen efter et år (til sommer). Jeg blev sindssygt, da han sagde det til mig, men som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere i tvivl. Har været bange for, at det måske vil ødelægge nogle ting i vores forhold. Jeg tænkte, at det måske vil ødelægge den gnist vi har, på trods af, at vi har været sammen 6 år. Lige nu har jeg slet ikke travlt med at flytte sammen og vil hellere bare “tage det som det kommer”, hvilket aldrig har været en tankegang, jeg har benyttet. T
Tanke 1:
Er min ændrede holdning pga. at jeg er mere sikker i vores forhold og bare gerne vil nyde vores tid hver for sig og vedligeholde gnisten og distancen i vores forhold? Er det et udtryk for at vores forhold er mere ligevægtigt?
Tanke 2:
Eller er det et udtryk for, at jeg rent faktisk bare ikke gider at bo med ham? Og betyder det, at jeg ikke elsker ham mere?
Håber på svar fra Jer.
Vh Den forvirrede
Svar:
Hej forvirrede
Tak for dit spørgsmål. Det er rart du kan bruge vores brevkasse.
Jeg vil gerne skrive nogle tanker til dit spørgsmål:
Mange, der vokser op i en familie med alkoholproblemer, oplever, at deres egne tanker, holdninger og synspunkter ikke tillægges værdi. På den måde kan man blive grundlæggende usikker på sig selv og have svært ved at finde ud af, hvad man skal stille op med mange af livets spørgsmål. Denne usikkerhed kan være lammende og svær at bære. Det kan være ret pinefuldt.
SAMTIDIG er det en del af alle menneskers liv at føle sig i tvivl om, hvad man skal gøre, hvordan man skal tolke sine tanker følelser, og dermed hvordan man skal handle på dem. Det er få mennesker, der går igennem livet og føler sig sikre på alt, hvad de gør. Det gælder for mange store beslutninger og livsvalg der ved man først når det er for sent, om man gjorde det rigtige.
Så, hvordan finder man så ud af, hvad man skal gøre?
Her er nogle råd:
– Se tiden an! Registrer at dine følelser har ændret sig og hold øje med, hvordan de udvikler sig, om det mest føles godt eller skidt. Giv tid.
– Accepter at man ikke kan vide det hele med det samme, fx består et parforhold af to parter og om det er godt, afhænger også meget af hvordan den anden agerer.
– Tal med nogen om de ting, du er i tvivl om. Ofte kan det at tale med veninde gøre en stor forskel ift at finde ud af, hvilken tanke der føles mest rigtig.
– Man kan også bruge psykoterapi til at blive klogere på hvilke tanker, man skal tillægge værdi. Nogle gange er begge tanker rigtige og man må vælge et-eller-andet. Sådan er livet også.
Umiddelbart har jeg lyst til at sige tillykke med, at du mærker, at du er blevet mere uafhængig af din kæreste, for det havde du det svært med før. Nu skal du måske til at øve dig på at være på en anden måde i forholdet. Måske giver det nogle skræmte følelser af, at du så slet ikke elsker ham mere. Måske skal du prøve at lade være med at ‘hoppe på’ dem i en tid og se om du finder en god måde, at være kærester på.
Jeg ved det ikke. Men her fik du nogle af mine tanker oveni 🙂
Jeg ønsker dig alt det bedste
Christina, TUBA