Hej
Et hurtigt overblik over min barndom. Min mor har altid været alkoholiker. Jeg er blevet svigtet og forladt mange gange i løbet af mit liv. Kom i plejefamilie, da jeg var 14 og efterskole i 10 klasse. Jeg har klaret mig godt, trods mine ringe odds for at få et forholdsvist normalt liv. Har gennemført gymnasiet og er nu staret på socialrådgiveruddannelsen. Min kæreste har jeg været sammen med i snart 6 år – vores forhold har altid været ret turbulent og on and off-agtigt. Både grundet hans personlighed og mine problemer med tilknytning. Jeg knytter mig meget hurtigt og tæt til folk omkring mig, og jeg har altid været SÅ mange for at miste venner og kæreste.
For halvandet år siden slog min kæreste op igen, fordi han ikke længere kunne takle mit umættelige behov for bekræftelse og planlægning af fremtid. Jeg var single i tre måneder og gik i den periode til psykolog – dels for at takle bruddet med min kæreste og dels for at finde ud af hvorfor jeg gik og var så ked af det hele tiden. Jeg skriver fordi jeg i dag, føler samme tristhed indeni. I min tid som single, følte jeg ellers at jeg lærte, at styre alle de ultteluge behov, jeg havde. Jeg lovede mig selv, at det ikke skulle være sådan i mit næste forhold. Nu sidder jeg så her i dag og føler præcist det samme. Min kæreste valgte at komme tilbage efter tre måneder, fordi han havde besluttet at han på trods af vores problemer, stadig gerne ville være sammen med mig og lige siden har han holdt sit ord og været der uanset hvor uoverskueligt det hele blev. Han er for første gang gået helhjertet ind i det her forhold, med alt hvad det bringer med sig.
Men som sagt, så sidder jeg samme sted som for halvandet år siden. Jeg føler mig magtesløs, sygeligt afhængig af ham, jaloux og alt ander negativt. Jeg føler ikke længere jeg har nogle veninder, efter at jeg er flyttet fra min hjemby. Jeg bor ikke med min kæreste, men med en gammel veninde. Alt hvad min kæreste gør, opfatter jeg som ubetænksomt og respektløs. Jeg er ked af det hele tiden og føler mig som et lille barn, når jeg siger nej, men faktisk mener ja. Jeg lægger ansvaret for min lykke over på ham, fordi jeg af en eller anden årsag ikke selv er i stand til at tage ansvaret. Dvs. at min lykke/humør, afhænger af ALLE hans handlinger, alt hvad han siger, ikke siger, gør eller ikke gør. Hvorfor kan jeg ikke være den selvsikre og uafhængige pige, som jeg blev, da jeg var single? Hvorfor er jeg faldet tilbage i det gamle mønster og hvorfor kan jeg ikke komme ud?? Jeg vil ikke lade mine følelser styre mine handlinger og jeg vil gerne selv være ansvarlig for min lykke?
Vh den triste
Svar:
Kære du
Jeg er glad for at du skriver herind, det er tydeligt at mærke, at du virkelig gerne vil tage ansvar for din lykke.
Som jeg forstår dit brev oplevede du i en periode, hvor du var single, at du var selvsikker og uafhængig. Nu er du igen sammen med din kæreste og oplever at du lægger ansvaret for din lykke over på ham.
Du fortæller, at du er blevet svigtet og forladt mange gange af din alkoholmisbrugende mor. Det er ikke ualmindeligt at opleve de problemer, du beskriver, når man er vokset op med en forælder, der drikker for meget.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg på et par forskellige ting, som kan spille ind:
Mange unge som er vokset op med alkoholmisbrugende forældre kan have rigtig svært ved at mærke sig selv. Kort fortalt hænger det sammen med, at de som børn har være meget opmærksomme på den drikkendes humør, følelser osv, og har oplevet, at der ikke er blevet taget hensyn til deres humør og følelser. Det kan betyde, at man senere har svært ved at mærke og holde fast i sig selv i nære relationer. På en måde kan man blive helt opslugt af den anden og dennes humør/følelser og slet ikke i stand til at mærke sig selv. For nogle hjælper det at tage afstand til den anden, det kan være noget med at gå ind i et andet rum og mærke efter hvad man egentlig har lyst til, det kan også være noget med ikke at se hinanden i et par dage, når man kan mærke, at man er ved at miste fornemmelsen af sig selv. Det er ikke ualmindeligt, at man kan have svært ved at mærke sig selv og dermed tage ansvar for sin egen lykke, når man har oplevet en barndom med svigt.
Noget andet, jeg tænker måske kan være med til at påvirke dig, er angsten for at miste. Du fortæller, at du flere gange er blevet forladt af din mor, måske er du også bange for at blive forladt af din kæreste? Måske kan det være med til at gøre, at din lykke og dit humør afhænger af hans handlinger? Det er helt almindeligt, at man har sådan en angst for at blive forladt, når man har oplevet det før. Ikke alene har du oplevet, at din mor forlod dig, du har også oplevet, at din kæreste har forladt dig. Måske er dine følelser fra barndommen med til at påvirke dig, måske er din kæreste på vej til at forlade dig og du er urolig med god grund. Det kan jeg ikke vide.
Jeg kan ikke afgøre om ovenstående giver mening for dig. Måske kan der være noget i relationen til din kæreste, hvor du kan nikke genkendende til, at det kan være svært for dig at holde fast i dig selv, måske det er derfor, du ikke længere føler dig selvsikker, uafhængig og i stand til at tage ansvar for din egen lykke. Måske oplever du, at du er afhængig af din kæreste og jaloux, fordi du er bange for at miste ham? Uanset om det ene giver mere mening end det andet, så kan du sandsynligvis ikke bare bestemme dig for igen at blive selvsikker og tage ansvar for din egen lykke. Det er noget man skal øve sig i. Mange har god gavn af at lære det i et terapeutisk forløb.
Når du giver udtryk for, at du gerne vil tage ansvar for din egen lykke, tænker jeg derfor på, om det kunne være en mulighed for dig at genoptage de samtaler, du havde med en psykolog? Eller måske starte hos en ny eller i et forløb i TUBA? Jeg tror det vil kunne hjælpe dig til igen at blive den selvsikre pige, du oplevede, du var, da du var single. Det er helt almindeligt, at man oplever nogle op- og nedture. Der er forskel på at skulle være selvsikker og uafhængig alene eller sammen med en kæreste. Måske kan psykologen hjælpe dig med at håndtere nogle at de ting du oplever nu, som sandsynligvis er lidt forskellige fra dem, du oplevede som single, og som du derfor måske ikke lærte at håndtere, da du gik hos psykologen sidst?
Mit råd til dig er, at du arbejder med at holde fast i dig selv og tage ansvar for din lykke i et terapeutisk forløb.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA