hej. jeg hedder A, og er 23 år gammel. Jeg har sådan brug for lidt respons. jeg har en far som døde for ca 7 måneder siden. Han døde af organsvigt, fordi han i mange år har haft misbrug af alkohol. Jeg har det helt dårligt med at kalde ham for alkoholiker, fordi han ikke var en som drak sig fuld, han havde styr på sin økonomi, og sit hjem. Men han var bare ikke stærk nok til at tage i mod alle de øl. Fordi han i forvejen var syg og svag efter en operation for år tilbage mod mavesår, hvor de fejlede den, og fjernede halvdelen af hans mavesæk.
Det var onsdag og jeg ringede til ham, men kunne høre der var noget galt, så tog ud til ham. og ringede til min farmor, som også kom, og vi fik fat i vagtlægen som hurtigt kom derud, og så kom vi til sygehuset, hvor han røg i respirator, fordi han var meget syg, men lægerne fortalte mig ikke hvordan det stod til, eller at han var døende, nej de gav mig en forhåbning med hjem om natten om det hele nok skulle gå. og om morgen ringede jeg til min farmor som blev sendt derud sammen med mig til en samtale, hvor vi der fik at vide at hans lever og nyre var stået af, og at de havde gjort alt hvad de kunne for at rede ham. Vi ventede på at resten af de nærmeste kom. Og jeg stod og holdte ham i hånden da han døde. Jeg reagerede rigtigt hård og råbte og skreg af sygeplejersken og lægen som var der. Jeg syntes det var enorm uvirkeligt. Mig og min far har altid været så tæt sammen. Vi havde et far og datter forhold der var rigtigt tæt. Jeg var meget meget glad for ham, så jeg har svært ved at acceptere dette her. Og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går til en psykiater og får noget angstdæmpende og noget beroligende. Jeg føler en skyld inde i mig selv, jeg føler jeg ikke gjorde nok, og at jeg burde ha besøgt ham noget mere end det jeg gjorde. Jeg er selv mor for en pige på 3 år. Og jeg må indrømme det har været en hård opgave at skulle være mor og et barn på samme tid, især når jeg får mine ture med tuderi. Jeg kan ikke stoppe det. Og jeg ved ikke hvor det her skal ende. Jeg havde en tid i tuba men måtte melde afbud fordi pengene er små. Men har samtidig også svært ved at skal sidde over for andre unge og psykologer og fortælle min far døde fordi han var alkoholiker.
Hvad skal jeg gøre?
Svar:
Tak for dit brev.
Det gør mig ondt, at du har mistet din far i så ung en alder. Og sikke en voldsom oplevelse det har været. Jeg forstår godt, hvis du er ude af den.
Når jeg læser det, får jeg meget lyst til at sidde overfor dig og lytte og forstå meget mere. Det kan jeg ikke, så jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan ud fra det, jeg kan forstå. Det virker nemlig som om du har brug for at fortælle og fortælle. Jeg ved at det kan hjælpe meget i sig selv. Men jeg vil gerne give dig noget respons:
Når jeg læser dit brev, gør det indtryk på mig, at det er meget ømfindtligt for dig, hvis din far bliver stemplet som alkoholiker. Det vil jeg gerne sige noget mere om. For jeg er enig i, at han ikke skal stemples.
Du skriver noget, som er rigtig barsk og som jeg tror du næsten ikke selv helt kan forstå og få til at hænge sammen:
På den ene side:
Min far og jeg havde tæt forhold og jeg elskede ham højt
Han havde styr på sit liv
Han var en god far, et godt menneske
Jeg vil gerne tale godt om ham, jeg har meget godt at sige
På den anden side:
Min far var alkoholiker
Han drak så meget, at han døde af det, hans organer satte ud
Jeg ville ønske jeg kunne have været der noget mere for ham, så det kunne være undgået.
Det mærkelige er, at begge sider er lige rigtige. De udelukker ikke hinanden. Der er en side af dig, som elsker din far højt. Og der er en side af dig, der kæmper med at se i øjnene, at selvom han var en god far, tog han et dårligt valg om at drikke, som endte med at han døde af det. Det kan man blive vred og ked af det af at se på. Det er meget modstridende følelser, som mange af de unge, jeg møder her i TUBA, kæmper med. Man er jo ikke et dårligt menneske, fordi man vælger at drikke. Mange gange er det gode, elskelige, følsomme mennesker, der har alkoholproblemer. Mennesker, man elsker højt. Det hjælper nogen unge at skille det lidt ad: Jeg tror bestemt, at man kan sige om din far at han var et GODT menneske! Men samtidigt drak han, og det gjorde ONDT at se på. På den måde påførte han dig smerte. Det var ikke det han ville, altså at såre dig, men det var sådan det blev.
Så det er forståeligt at din følelser er blandede. Det er ok. Det er en naturlig og sund reaktion.
Du skriver også noget om skyld – at du ikke gjorde nok, at du burde have besøgt ham mere end du gjorde. Det møder jeg ofte hos unge, der har mistet deres en forælder pga alkohol. Det er ofte en meget tung følelse, den er svær at snakke til rette. Så jeg kan bare prøve at sige lidt tilbage:
Uanset hvor meget du havde gjort, så er det ikke sikkert, at det havde ændret noget.
Når et menneske vælger at drikke, så er det det menneskes egen beslutning og man kan i virkeligheden ikke gøre meget ved det.
Din fars drikkeri var et valg han tog. Man kan skelne mellem om noget er et problem eller et vilkår. Hvis det er et problem, kan man løse det. Hvis det er et vilkår, må man forlige sig med det. Når et menneske drikker, er det ofte et vilkår. Man kan ikke løse det.
Det kan aldrig blive din skyld – hverken at han drak eller at han endte med at dø af det. Aldrig.
Du skriver også om at du græder og græder. Du har mange grunde til at være ked af det. Måske græder du fordi der er så store og forskellige følelser indeni dig, der slås. Jeg kan tænke, at du måske vil få det bedre, hvis du giver dem plads alle sammen. Måske græder du meget nu, fordi du i mange år har set din far langsomt gå til grunde og måttet holde sammen på dig selv- og nu er der plads til at reagere. Jeg har også mødt en del, der græder af lettelse – ikke over at have mistet sin far som menneske, men fordi man nu ikke længere skal tænke på, at han sidder og har det dårligt.
Så… hvad skal du gøre?
Jeg synes du skal give dig selv lov til at reagere og havde det rigtig dårligt i en tid. Acceptere, at sådan er den her tid. At det er godt at græde.
Jeg synes du skal komme i gang med at tale med andre om det, så du lærer dine følelser at kende. Måske møde andre, der har det som dig. Hurtigst muligt. Du er jo startet med at sige noget til brevkassen, til mig. Det har du gjort godt.
Jeg synes du skal tænke på, at jo hurtigere du får hjælp, jo hurtigere kan du også få mere overskud til sin datter. Det har både du og hun fortjent.
Jeg synes, du skal huske på de gode oplevelser, du har haft sammen med din far.
På en måde spørger du, hvordan du kommer til at acceptere at det er sket. Det tror jeg dine følelser hjælper dig til – en dag af gangen. Du er godt igang med at acceptere det. Men det tager lang tid.
Kære A, jeg håber det her hjælper dig lidt. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Christina, TUBA