Hej Tuba!
Jeg er 15 år gammel og jeg er vokset op med en far som var alkoholiker. Jeg har ikke set ham i 7 år nu. Jeg savner at have en mandlig forbillede og en mand man kan komme til, men jeg har lært at leve med det. Nu viser det sig også at min mor drikker meget og jeg havde lige her for et par måneder siden bedt hende om at holde op. Jeg har bare kunne mærke siden hun “stoppede” at der faktisk ikke er sket noget. Og så for en uge siden tog jeg hende i at drikke. Jeg blev så såret at jeg ikke har talt med hende siden hun gjorde det. Jeg føler hun har svigtet mig ligesom min far gjorde og jeg føler ikke hun tænker på mig. Jeg føler mig som Palle alene i verden. Jeg føler mig ensom og uelsket. Jeg troede hun ville stoppe for min skyld. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal klare det her. Jeg er så trist hele tiden. Mine venner støtter mig og alt det der, men jeg kan bare ikke blive glad. Mine halv søskende er 29 og 32 og de ved godt hvordan hun er. Jeg har sagt til dem jeg ikke kan klare det mere men de gør bare ikke noget ved det.
Jeg er blank for hvad jeg skal gøre!? Kan i hjælpe mig????
– K
Svar:
Hej K,
Tak for din mail. Det er trist at høre, at din mor nu også er begyndt at drikke.
Når du er 15 år, så er det din mor, der bestemmer over dig. Hun har det man kalder ”forældremyndigheden” over dig. Men når hun drikker, som hun nu gør, så er hun ikke i stand til at støtte dig på en god måde. Det er det, du beskriver i dit brev. Du har brug for noget andet støtte. Inden du får hjælp, bliver du ikke glad igen.
Dem, der bedst kan hjælpe dig her er din lokale kommune. De har faktisk pligt til at hjælpe dig. For at hjælpe dig, kræver det at de kender til din situation. Når de ved, at du har brug for hjælp, så vil de finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe dig.
Hvordan får du så fat i dem? En god mulighed er at tale med en voksen, som du har tillid til. Det kunne være en lærer, en skoleleder eller noget lignende, som kan sætte dig i forbindelse med de rigtige mennesker i kommunen. Du kan måske tage en ven med, når du gør dette.
En anden mulighed er at tage fat i en god ven og kontakte kommunen sammen.
Du kan også kontakte kommunen selv, f.eks. ved at sende en mail til din kommune, ringe til dem eller ved selv at tage til rådhuset. Din kommune har sikkert en hjemmeside.
Jeg kan ikke give dig navnet på den afdeling i kommunen, der skal hjælpe dig, da kommunerne giver sådanne afdelinger forskellige navne. Afdelingen hedder måske familieafdelingen, socialforvaltningen eller børnerådgivningen eller noget lignende. Men hvis du ringer eller mailer til din lokale rådhus, og fortæller dem om din situation, så skal de nok henvise dig videre til de personer, der kan hjælpe.
Kommunen er dem, som kan hjælpe børn og unge, som ikke har det godt i deres familier. Hvis du har svært ved selv at få fat i nogen, der kan hjælpe dig i kommunen, skriv til os igen.
De bedste hilsner
Thomas, TUBA.