Hej TUBA.
Jeg har ikke prøvet at skrive til jer før, men min lærer forslog det.. jeg er en pige på 14 år.
Min far er alkoholiker, og det er rigtig slemt. selvfølgelig er der de der perioder hvor han intet alkohol rør, men når så han begynder at drikke, drikker han igennem. Han har været alkoholiker i meget lang tid, lige siden jeg kan huske.
Jeg har én gang oplevet noget. Jeg ikke kan glemme.. “min far var selvfølgelig fuld som han plejer, og min mor havde også drukket, og som sædvanlig var de kommet op at skændes meget! så min mor valgte at sove inde ved siden af mig, men om natten var hun gået ind til sig selv og pludselig lå min far ved siden af mig. han begyndte at røre på mine bryster og længere nede af maven, først sagde jeg lad vær og stop og sådan, han flyttede sig ikke, jeg prøvede også at flytte hans hånd, men der skete intet, det var først efter lidt tid jeg fik ham fjernet .. det var så ubehageligt! jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Først turde jeg ikke sige det til nogen, jeg sagde det først til min storebror, der dengang var 15-16, han trøstede mig, men kunne selvfølgelig ikke gøre noget, der gik lidt tid og så fik jeg det sagt til min mor. Hun blev rigtig sur på min far, og min far undskyldte mange gange og han var rigtig ked af det. men jeg synes bare ikke det hjælper noget, han havde drukket så meget, at han ikke engang kunne huske hvad han havde lavet. jJg blev også rigtig sur og ked af det over at min mor ikke gjorde mere for mig, hun blev boende hos ham ): !”
Mit højeste ønske er at mine forældre bliver skilt, jeg hader min far!! Hvad skal jeg gøre? skal jeg prøve at bo et andet sted og se om det går op for dem, at jeg er ked? eller .. hvad? hjælp!
Svar:
Kære dig.
Tak for din mail. Det er godt, du fik skrevet. Det er klart, at du blev og stadig er meget rystet over det overgreb, du oplevede fra din fars side og din mors begrænsede reaktioner på det, der skete. Det kan sagtens være, at din far ikke kan huske, hvad han gjorde, men det gør hans adfærd på ingen måde acceptabel. Din far har tydeligvis ikke taget konsekvensen af, hvad han har gjort og begyndt i alkoholbehandling. Når han ikke kan styre sig, når han drikker, så skal han ganske enkelt holde op. Hvis han ikke selv kan holde op, så skal han søge hjælp til det. Det er klart, at det er utrygt for dig at bo sammen med en far, der drikker og ikke kan opføre sig som en far burde. Din mors reaktioner viser også, at hun ikke tager din fars alkoholproblem og konsekvenserne af hans misbrug tilstrækkelig alvorligt. Hun gør det, vi i fagsprog kalder ”benægter” problemerne. Det vil sige, hun lader som om din fars misbrug og adfærd, ikke er så alvorlig, som det reelt er. Hun vil tydeligvis ikke se problemerne i familien i øjerne.
Hvad skal du så gøre?
Du har brug for hjælp. Du har brug for at have en person som du kan tale det hele igennem med. Den person, som du skal tale med, skal helst være en, der kan undersøge din situation, inddrage dine forældre, og sammen med dig finde ud af hvordan din situation kan blive bedre. Dem, der bedst kan hjælpe dig her er din lokale kommune. De har faktisk pligt til at hjælpe dig. Jeg kan ikke give dig navnet på den afdeling i kommunen, der skal hjælpe dig, da kommunerne giver sådanne afdelinger forskellige navne. Afdelingen hedder måske familieafdelingen, socialforvaltningen eller børnerådgivningen eller noget lignende.
Du har faktisk gjort det helt rigtige ved at kontakte din lærer og tale med ham eller hun. Din lærer er faktisk forpligtet ifølge loven til at tage fat i de mennesker i kommunen, der skal hjælpe dig. Din lærer har det, der hedder ”skærpet underretningspligt”. Det er vigtigt, at du får fat i de rigtige mennesker i kommunen. Jeg synes du skal bede din lærer sætte dig i forbindelse med dem. Vis læreren gerne dette brev fra mig, som vil påminde din lærer om hvad han eller hun skal gøre. Hvis ikke din lærer vil hjælpe dig, prøv en anden lærer eller tage selv fat i kommunen via deres hjemmeside. Skriv bare det samme som du har skrevet til os, men give dem dit navn, adresse, telefonnummer og din cpr. nummer. Hvis det er for svært for dig at få fat i de rigtige mennesker i kommunen, skriv til os igen med dit navn, adresse, cpr og telefonnummer, og så sørger vi få, at give dit brev videre til den rigtige afdeling i din kommune.
Hvad der så vil ske er ikke helt klart. Det vil komme an på, hvad du og den ansatte i kommunen kan finde ud af, først sammen med din mor. For at du kan have det godt i din familie, kræver det at din mor og gerne også din far åbner deres øjne for konsekvenserne af din fars misbrug. De ansatte i kommunen kan også sammen med dig beslutte, at du ikke skal bo hjemme, hvis det er nødvendigt.
Jeg håber mit svar hjælper dig videre på din vej.
Mange hilsner fra Thomas, TUBA.