Hej Jeg er en pige på 24år, jeg har en far der har drukket hele mit liv. Jeg elsker min far over alt på jorden, og har haft den bedste barndom, han har altid været der for mig og betragter ham som et forbillede hvad angår holdninger og arbejde.
Derfor er det svært for mig, for ved ikke helt om det er et problem men for at gøre en lang historie kort, så har min far altid drukket til fam. fester eller hvis han skulle arbejde, men det har kun været i perioder hvor han har gjort det hver dag.
Han fik en arbejdsskade på sit andet arbejde han har brugt en masse tid på psykolog hjælp og har været ved siden af sig selv i et par år (de siger det er helt normalt pga, det arbejde han har haft) så kom dage for godt 2år siden hvor han faldt og brækket knæet, en masse smerte og piller, med tiden drak han mere og mere, han sagde det var fordi smerten var så stærk.
Min far plejer og være en mand i godt stand, men siden det med knæet har han tabt sig ufatteligt meget og vejer kun 60kg nu, hans livs humør er væk, og han har sagt til min onkel han ikke vil leve mere (ikke direkte) min farmor har sagt til min mor hun skal huske at snakke med os om hans tilstand så vi er forberedt på det snart kan være slut…….DET ER ALT FOR TIDLIGT HVIS HAN SKAL VÆK NU! han er kun 55år og jeg er ikke gift endnu eller har fået mit barn, det skal han opleve, de skal se deres morfar, ham med alle røverhistorierne. Min far er ikke sådan en alkoholiker hvor min barndom har været lort osv, han er den bedste far man kan få sig især når han er ædru.
Han vil ikke til lægen og min mor har prøvet at gøre alt, når vi spiser derhjemme prøver vi at sige, at han også skal spise, men det som om alt er gået i sort hos ham. Han havde sin elskede hund som han snakkede om hele tiden, det var okay for det var det eneste han havde og gå op i, nu er hun så død og jeg var grædefærdig, da jeg så hende lægge der, ikke fordi hun var død men hvad med min far nu??
Jeg har det sidste ½år grædt meget over min far, han er en stædig mand og ingen skal fortælle ham hvad han skal gør osv. Jeg ved hans barndom ikke har været så god og det er han også begyndt og tænke meget over. Han er begyndt at glemme meget, og har lukket sig inde, han vil ikke se andre mennesker end sin fam. og nærmeste venner, han er sjælden med til vores fødselsdag i fam. for han vil ikke for lang væk hjemme fra. Han er ikke sig selv mere og det går mig mere og mere på. Jeg er så ked af og se hvor hurtigt ned af bakke det er gået for ham. Han var en stor mand engang men nu er han så lille så lille og jeg aner ikke hvordan jeg skal hjælpe ham.
Det er lige så meget for min mors skyld, det er hende der lider mest under ham og hun kan snart heller ikke klare mere, det er hårdt for hende og se hendes livs kærlighed snart nå bunden.
Hvad skal jeg gøre? synes jeg har prøvet alt, sagt han skal tænke på os andre osv. Jeg elsker ham så meget.
Svar:
Kære dig.
Det er trist, at din far har mistet livsmodet. Det kan godt være, at meget i hans liv er svært, men der er også meget, der er godt. Han har for eksempel en dejlig datter (dig), der elsker ham højt. Det er et meget kærligt brev, du skriver til brevkassen. Jeg tænker om ikke din far vil have godt af at få et tilsvarende brev fra dig?
Du fortæller, at din far er en stædig mand, og ingen skal fortælle ham hvad han skal gøre. Der er dog synlige tegn på, at han har det dårligt fysisk. Han har tabt sig meget og spiser ikke. Det lyder til, at han er fysisk syg og gør intet ved det, og det er klart frustrerende for dig.
Mit råd til dig er at være meget direkte med ham. Du kan selvfølgelig ikke tvinge ham til at gå til læge. Men du kan fortælle ham, hvad der sker inden i dig. Jeg vil anbefale at, du skriver et brev til ham. Du er gode til at skrive om kærlighed i breve. Her er et eksempel hvordan et sådant brev kunne se ud.
”Kære Far.
Jeg skriver til dig fordi jeg elsker dig og er meget bekymret for dig. Du har tabt dig meget og du spiser næsten ikke. Hvis dette fortsætter, så frygter jeg, at du snart dør.
Jeg vil ikke have at du dør nu. Jeg elsker dig. Jeg har oplevet så mange gode ting sammen med dig, og der er så meget jeg gerne vil opleve med dig fremover. Du er og har altid været en god far og du kunne en dag også være en rigtig god morfar.
Der er noget fysisk i vejen med dig. Jeg ved, at du ikke vil til lægen. Men, selv om du ikke vil til lægen for din egen skyld, så håber jeg, at du vil overveje at tage til lægen for min skyld: for at gøre noget for mig. For jeg vil have, at du lever i mange år endnu.
Jeg forventer ikke et svar på dette brev, men ønsker bare at du tænker over det jeg skriver. Jeg elsker dig, Far.
Kærlig hilsen fra din datter xxx.”
Du kan selvfølgeligt lave om på brevet, så den passer mere til dig.
Jeg forslår at du skriver et brev, da det nogle gange er lettere for mennesker at tage imod et budskab, når det er skrevet i et brev. Et brev giver læseren mulighed for at læse budskabet flere gange. Et brev giver læseren tid til at tænke over det, der siges, uden at skulle stille op med et svar med det samme.
Hvis du skriver et sådant brev, så er flere ting vigtige. 1) Det er vigtigt, at du ikke forventer at få et svar. Pointen med at skrive brevet er, at det øger dine muligheder for at blive hørt. 2) Det er vigtigt, at din far får plads til at tænke over dit brev, hvor du ikke er i nærheden (gerne en dag eller to) 3) Du skal ikke forvente, at brevet ændrer noget ud over det, at du har fået lettet dit hjerte. Det er en god grund til at sende et brev i sig selv.
Dette er nok mit bedste råd til dig. Jeg tænker også, at det er vigtigt, at din mor løbende orienterer din fars læge, om hvordan din far har det. Du og din mor kan ikke tvinge din far til noget. Din fars læge kan dog vælge at forsøge at få din far tvangsindlagt (på psykiatrisk afdeling), hvis lægen vurderer at din far er svær deprimeret og til fare for sig selv.
Det er grundliggende trist, når en forælder, som man holder af, ikke tager vare på sit eget liv. Der er desværre meget lidt, du kan gøre. Kontakt din lokale TUBA-afdeling, hvis du ønsker at møde andre unge i en tilsvarende situation.
Mange hilsner fra
Thomas, TUBA.